Etiopien #2: Punktering midt på savannen.

Den hvide Mitsubishi pickup suste gennem den afrikanske savanne. Det åbne landskab lå udstrakt på begge sider af os. En klynge lerhytter og en tøjret ko brød med naturen i ny og næ. Ellers var det bare træer med spinkle stammer og store flade kroner der stak op i landskabet. Som bonsaitræer i overdimensionelle udgaver. I bilen var vi en dansker, en franskmand, en kinesisk englænder og en italiensk etiopier, og humøret var højt. 

Da det begyndte at lugte lidt brændt var vores første kommentar at det nok var fra en af de hytter vi var kørt forbi. Men lidt efter lød der et højt knald og pickuppens venstre bagende begyndte at hænge. Efter at være kørt ind til siden måtte vi konstatere at dækket var helt og aldeles fladt. På samme tid var vi midt i ingenting og alting. Fra de nærmeste hytter kom et par børn nysgerrigt frem og fulgte med i hvad de fire fremmede mon havde gang i. 

Det flade dæk var smurt ind i en blandning af smeltet asfalt og smeltet gummi. Solen havde vundet. Den bagende afrikanske sol stegte os fra oven midt på den etiopiske savanne. Der gik heller ikke mange minutter før vi begyndte at stønne i den vindstille mur af voldsom varme vi var steget ud i, hvor også asfaltens varme kunne mærkes gennem sålerne. 

Reservedækket blev taget ned fra ladet og de to dæk skiftet ud imens trafikken suste faretruende hurtigt forbi os. Da vi sænkede hydraulikken i donkraften udbrød vi nærmest synkront "Merde!". Reservedækket var også fladt. Håbløsheden nåede at melde sig. Varmen og solen blev med ét endnu mere skræmmende. Selv de tilløbende børns øjne vidnede om opgivenhed på vores vegne.

En hurtig beslutning blev taget og begge dæk taget af igen. Det næste køretøj der kom forbi var en bus i høj fart som alligevel stoppede da vi viftede med armene. Den "indfødte" af os løb hurtigt over og stillede sig i svingdøren der var blevet hevet op så højtalernes høje afrikanske toner trængte ud over savannen. Heldigvis taler han det etiopiske sprog amharic, hvilket gjorde tingene noget nemmere i sådan en situation. Bare det at den hvide mand talte deres sprog vandt buschaufføren.  

Chaufføren ville gerne tage os med til nærmeste landsby, så de to dæk blev smidt op på taget med hjælp fra et par mandlige passagerer. Min kammerat og jeg hoppede ombord i bussen og de sidste to blev ved bilen. Vi fik plads allerforrest ved siden af chaufføren med front mod resten af bussen. Hele vejen ned gennem bussen blev der strakt hals og de nysgerrige hvide øjne lyste op i de mørke ansigter. Især jeg tiltrak opmærksomhed værende høj, blond og hvid. Min ven måtte svare på nysgerrige spørgsmål om mig fra de nærmeste der vovede at tage kontakt. Selv forsøgte jeg bare at smile venligt uvidende om hvad der blev sagt om mig. 

Et par kilometer efter kom vi til en landsby, bestående af en række hytter på hver side af hovedvejen, hvor tre stablede dæk og et på højkant øverst signalerede at hytten var værksted for en mekaniker. Chaufføren sendte sin hjælper ud for at sondere situationen inden vi to hoppede ud af bussen. Da han kom tilbage med et "ok", steg vi ud med chaufførens råb til landsbyens beboere om at behandle os pænt som støtte i ryggen. Vi takkede ham mange gange med vinkende arme da han hængende ud af vinduet hilste os god rejse. 

Mekanikeren og hans hjælpere tog straks fat i dækkene og begyndte at løsne det hårde gummi fra fælgene. Da slangen kom ud af dækket på det oprindelige dæk var det tydeligt at varmen havde været voldsom. Slangen var eksploderet og i flere dele. 

Imens mændene arbejdede med dækkene stimlede flere og flere nysgerrige sammen for at følge situationen og for at se os. Børn og voksne. En stor flok børn i mørkerøde skoleuniformer og bøger under armene stoppede op på den anden side af vejen. Enkelte børn vovede sig så langt at sige hej til os med en kæmpe smil og høje grin til følge når vi svarede med et hej. Flere gange blev de nysgerrige viftet væk af mekanikerens hjælpere for at skåne deres kunder, men hurtigt efter var en stor kreds sluttet omkring os igen. Et æsel vandrede upåagtet af situationen gennem mængden. Vi rykkede væk fra solen og ind under værkstedets halvtag, og blev tilbudt et par skamler at sidde på og vores nej tak blev ikke accepteret. En af mændene blev stående til vi havde taget imod deres gestus. Mekanikerens ansigt og hår skinnede af sved af det hårde arbejde i den kraftige varme. 

Da første dæk var færdigt og vi kunne tage tilbage mod bilen viftede de mange mænd kollektivt med armene af den første lastbil der kom. Den stoppede og tog os glædeligt med. Dækket og chaufførens hjælper fik plads i lastbilens store lad imens min ven og jeg fik plads i det farvestrålende og pyntede førerhus. Han stillede ikke mange spørgsmål men agerede derimod som om at det var den største selvfølge at tage os med. 

Vores venner tog imod os med store smil efter at have tilbragt en god time alene sammen med bilen under den bagende sol. Dækket blev sat fast og vi kunne igen svinge pickuppen ud på vejen. Lidt efter nåede vi landsbyen hvor mekanikeren ventede med det andet dæk. Folkemængden var kun blevet større ved rygtet om de to fremmede i byen. De blev endnu engang viftet væk da vi nu var der alle fire og lignede noget der var fra en anden verden. 

Mekanikeren gik de andre dæk efter og pumpede ekstra luft i dem, tjekkede batteriet og olie på bilen. Han ønskede os god rejse og hans vinkende hånd kunne ses i bakspejlet hele vejen ud af landsbyen. 

Så en oplevelse der på mange måder kunne være angstfremkaldende endte med at være en utrolig positiv oplevelse der gav os smil på læberne. Alle vi mødte på vores vej var imødekommende og hjælpsomme. Ingen lod sig mærke af nogen som helst form for afvisning eller afstandstagen. Tværtimod var det næsten rørende at mærke og se hvor meget alle var ivrige for at hjælpe. 

Nogle kilometer efter landsbyen stod en ung mand i vejkanten med sin motorcykel og vinkede ad os. Efter vores oplevelse lidt forinden stoppede vi med det samme. Han var løbet tør for benzin, og havde brug for et lift til næste by. Vi fik motorcyklen løftet op på ladet og han hoppede selv op ved siden af for at holde den. 

Da vi lidt efter igen suste igennem landskabet med ham på ladet var det svært ikke at komme til at tænke på god karma. Vi drejede alle ansigterne mod hinanden og grinte højt i kor.

Etiopien #1: Roadtrip til Simien Mountains.

Jeg landede i Etiopiens hovedstad Addis Ababa sent en aften. Allerede ved indflyvningen blev jeg overmandet af smilet ved tanken om at et nyt eventyr skulle til at starte. Den store by bredte sig i landskabet under os. Men den så ikke ud som mange andre storbyer når man er ved at lande. Der var stort set ikke noget lys. Byen lignede mest et stort mørkt tæppe med enkelte glimtende sten syet fast hist og her. Få bevægende lys vidnede om en smule liv i gaderne og de mørke konturer af lave bygninger kunne anes i det svage lys da vi var tilstrækkeligt lavt. Mine tanker gled over i de gange jeg er landet i Accra i Ghana og på de eventyr jeg har haft dér. Forventningerne til de kommende uger i Etiopien voksede kun. 

Et par dage efter var det tid til at forlade Addis og tage hul på første roadtrip nord på til nationalparken Simien Mountains, en del af den afrikanske Rift Valley. Den første time gik med at finde vej ud gennem Addis’ kaos af biler, dårlige veje og manglende trafikkultur. En storby i rivende udvikling med en masse uskønne og halvfærdige konstruktioner til følge, samtidig med at slumområder og interimistiske huse stadig ligger klemt inde mellem de nye højhuse.

De mange rå byggepladser og slummens faldefærdige huse blev dog erstattet af storslået natur da vi først kom ud af byen. På alle sider af os åbnede den storslåede natur sig op, og horisonten i det bjergrige landskab flyttede sig hele tiden som vi kørte ud og ind og op og ned mellem bjergene. Kontrasten til Addis’ snævre udsyn var slående. Den klare blå himmel fik alt til at stå stærkt og i skarpe linjer. De takkede bjergsider skar råt gennem det store blå lærred. På savannen skiftede farverne hele tiden mellem den rødlige jord og  de grønne træer og buske der nogle steder stod i tætte klynger og andre ensomt langt fra hinanden. De ranglede træer stod vindblæste over savannen med sine grene strukket ud i en flad krone. Nogle steder var alle træerne blevet fældet og vinden havde fået lov til at tage herredømmet over landskabet. Kun vejen og enkelte mørke klippestykker brød med det ellers øde røde landskab. 

Hist og her lå en lille klynge af små runde lerhytter med kegleformet tag i strå. Ofte i skygge af et par store træer og med et par køer, æsler eller geder tøjret omkring hytterne. Et par børn legede ud og ind mellem hytterne og dyrene. Alene smilene på deres læber fik deres grin til at trænge gennem bilruderne. I baggrunden vidnede et par bøjede rygge om at de voksne var i markerne. Andre steder langs vejen blev store flokke af magre køer med tydelige ribben i huden og geder ledt rundt af hyrden med en lang tynd gren der fungerede som pisk. Et sted sad en ældre mand på hug i nogle farvestrålende gule og røde klæder og lyste op i den sorte skygge under et enligt træ. Under ham lå den røde jord, over ham den klare blå himmel. Det var ham og den afrikanske savanne.

Det åbne landskab overraskede. Hvor vi flere gange troede vi kørte på en åben flad savanne, åbnede jorden sig pludselig op i enorme kløfter og åbenbarede at vi havde kørt på toppen af et plateau. Landskabet fik mere og mere udtryk af at være blevet flået og revet i. De rå klipper stod stejle, og dybe kløfter og høje bjerge afløste hinanden i et råt og næsten brutalt landskab. Men det var samtidig fantastisk smukt og bjergtagende. Klippeformationerne stod stolte som naturens egne kunstværker. Øjnene vandrede konstant rundt i det storslåede landskab i forsøget på at tage det hele ind, uden det dog lykkedes at få det hele med. Det var ikke muligt at fordøje det ene smukke billede før et nyt dukkede op. 

Et stykke af vejen kørte vi på de stejle bjergveje langs den blå Nil der bruste gennem landskabet og blot tilførte endnu flere smukke billeder til nethinden. Den frodige natur omkring floden stod i kontrast til det ellers golde landskab. En flok bavianer legede rundt i vejkanten og viste tænder hvis bilen kom for tæt på. Lidt efter kom en flok drengene løbende med store bundter hvidløg i hænderne. Storsmilende til os i bilen i håb om at få solgt lidt af dagens høst. 

De var ikke de eneste langs vejene der ville sælge. Efter en overnatning i den lille by Debre Markos fortsatte vi tidligt om morgenen mod Gondar for foden af Simien Mountains. Langs vejene var der en ren folkevandring gennem morgendisen. Handlende der skulle til de nærmeste større landsbyer for at komme på markedet. Folkene kom alle vegne fra og alle slæbende med et eller andet. De tunge korte skridt, ofte på bare fødder, og de bøjede rygge vidnede om tung vægt i kurvene på ryggene. Det var både ældre og børn. Et par smådrenge kom hver løbende med en høne dinglende i fødderne fra deres hænder. En ældre kone gik med et enkelt kid i en kort snor. Andre kom slæbnede på store kurve eller trak trillebører fyldte med varer. Dyr, korn og andre afgrøder, fletkurve, metalvarer, træhåndværk og hvad der ellers kunne tænkes at indbringe indtægt på markedet. Store heste- og oksekærer brød den kilometer lange karavane af vandrende. Nogle kærer blev endda trukket af voksne mænd. Enkelte diskrete hænder ud mod bilerne der suste forbi var et håb om ekstra indtægt på den lange vandring. 

Sammenholdet og måden de alle hjalp hinanden var rørende og tankevækkende. Lige såvel som det var hjerteskærende at se dem gå i én lang række tunge skridt for skridt i kampen for at tjene til overlevelse. Det var på samme tid ufattelig smukt og utrolig skræmmende, og mine våde øjne var en kombination af dét og så den hjælpeløshed og magtesløshed jeg selv sad tilbage med i bilen. Indtrykket var for stort og overvældende.

Det samme var - uden at de to tåler sammenligning! - solnedgangen da vi først var ankommet til Gondar. Der er intet som solnedgangen over den afrikanske savanne. De mange farver der spiller sammen ude over den røde savanne og bjergene der kommer til stå frem som mørke konturer efter først at have været farvet røde i solen. Solen i sig selv der næsten ikke ses større noget andet sted end i de minutter hvor den nærmer sig horisonten. Den kraft den udstråler lige dér får alle lyde til at forstumme og alle andre tanker i hovedet til at trække sig tilbage for en stund. En afrikansk solnedgang er usammenlignelig med noget andet og burde opleves af alle. 

Agadir, Marokko: Den smukkeste løbetur på strandpromenaden.

Løbeskoene blev bundet og jeg luntede ud fra hotellet til Agadirs smukke strandpromenade. Brisen bragte friske dufte af hav med sig og bølgernes kraftige brusen trængte stærkt igennem i den klare aftenhimmel. Palmerne langs den lange promenade lod bladene danse i vindene, og skabte en sagte knitren mod hinanden. Solen var allerede så småt begyndt at lade sine varme nuancer brede sig på himlen på sin vej ned mod vandspejlet. 

Strandpromenaden bugtede sig ud og ind godt fire kilometer langs stranden i bunden af bugten. Med den hvide og stilrene marina i den ene ende og ørkenenes gyldne banker i den anden. En massiv granitkant markerede overgangen til den brede latte-farvet strand, kun brudt af bløde nedgange der integrerede stranden og promenaden. Hvor sandet ophørte bugtede vandkanten sig næsten parallelt med promenadens granitmur, og det enorme Atlanterhav strakte sig så langt øjet rakte. Bølgernes hvide toppe slog ind mod stranden og kastede lange tunger af vand op over sandet. En flok drenge spillede fodbold i bare tæer hvor vandet gjorde sandet hårdt, og banen var blevet ridset ned i sandet. Deres grin og råb gav genlyd på stranden, og smittede som blev også deres smil bragt med viden. Løbeturen startede med en salighed i kroppen. 

På den anden side af promenaden lå åbne restauranter, caféer med små borde foran og loungebarer med lave bløde sofaer. Alle steder på promenaden var der liv. Enten sad folk og nød Marokkos traditionsrige myntete serveret i små fine sølvkander, drak en duggende kold lokal øl eller sad og nippede til en skål oliven imens roséens lyserøde farve spillede i solen. Nogle havde fundet plads på granitmuren med en to-rosgo kaffe og Atlanterhavet som kulisse. Andre havde en lille picnickurv med og havde taget plads i det bløde sand. Men også mange gik bare aftentur med kæresten, ægtefællen, børnene eller vennerne og nød samme fantastiske atmosfære som mig på min løbetur. 

På promenaden hilste jeg solidarisk til andre løbere og blev overhalet af unge på rulleskøjter eller cykler. Jeg kom forbi flere træningslegepladser hvor børn og voksne var i gang. En ung fyr stod og sjippede næsten mediterende imens solens genskær i havet glimtede i hans øjne og det lille smil på hans læber. Nede på stranden mellem kolonierne af stråparasoller blev der spillet beachvolley flere steder. Ældre mænd var gået sammen om at spille petanque i sandet. En far byggede sandflot med sin søn i vandkanten. Andre børn løb bare rundt og legede med store smil og kastede længere og længere skygger rundt på stranden. Ude i bølgerne lå de sidste surfere og ventede på endnu en tur på en af den store bølger. Ikke langt fra dem var mørke klipper blevet blottet af lavvandet. Solen stod nu så lavt at bølgernes skyggesider trådte frem som mørke streger i den gyldne havoverflade. 

Jeg nåede ørkenen i den anden ende, og kunne vende om så jeg hele hjemturen til marinaen kunne løbe med front mod solen. De sandfarvede huse langs promenaden fik tilført liv og en varm glød. Samtidig var det som om roen sænkede sig over promenaden. Folk stoppede med at snakke, men rettede i stedet bare blikket mod horisonten hvor himmel og hav var farvet af de smukkeste gyldne og varme farver. Solen havde endnu ikke ramt horisonten, men stod som en enorm ildkugle lavt på himmelen. En kunstmaler sad ved staffeliet og brugte det orange lys som dagens sidste arbejdslys. Et par handikappede tiggere modtog barmhjertigt mønter i de indbundne hænder. 

Himmelens røde farve blev kraftigere og fiskebådene i horisonten blev til sorte silhuetter. Pludselig fik jeg øje på et syn der fik mig til at stoppe op. Med den røde himmel som baggrund kom to ryttere ridende på hver deres dromedar. Dromedarernes ranglede ben med de kraftige runde knæ og små klove tog tunge men elegante skridt i det bløde sand. Upåagtet af sandet blæsten fik til at fyge omkring benene på dem. På ryggen sad de to mænd og vuggede rytmisk i takt med dyrenes bevægelser. Deres marrokanske mørkeblå klædedragter og tørklæderne der var bundet om deres hoveder blafrede efter dem i vinden, og gjorde et arabisk eventyr levende.  Selvom vinden fra havet var urolig var de fire rejsefæller så rolige og hele billedet af deres rejse var betagende og hypnotiserende. 

Da jeg nåede tilbage til hotellet satte jeg mig selv op på granitmuren og nød solnedgangens sidste minutter. Der er intet som solnedgange der kan få mig til at slappe af og glemme alt andet end nuet. Den røde kugle forsvandt ned bag horisonten, men den mørkerøde farve hang stadig på himmelen, men fadede lige så stille over i aftenhimmelens sorte farver. Mørkets kulde omsluttede mig, og jeg luntede ind på hotellet efter en løbetur som ikke kun gjorde kroppen godt men også sjælen. 

Gensyn med Nepal #1: Lazimpat under forvandling.

Da jeg rejste lå der en helt nyåbnet butik. Nu ni måneder senere var der kun det plane betongulv tilbage som vidne om det der der engang var. Min faste barber Shankars lille salon i et smalt indhak i en bygning var forsvundet. Det samme var hans altid store smil fra gadebilledet. Tilbage var bagvæggen der nu var blevet til facade. Mure var blevet væltet, facader revet ned og fortove brækket op. Butikker hvor jeg altid hilste på ejeren om morgenen og aftenen til og fra arbejde, var nu væk. Restauranter havde mistet deres indgange og en række borde ved de vinduer der engang var ud mod gaden. I det lille supermarked på hjørnet var den tidligere indgang væk og erstattet af et nyt hul i væggen hvor der tidligere stod varehylder. 

En af Kathmandus hovedfærdselsårer Lazimpat var mit nabolag da jeg boede i byen. En af byens pænere kvarterer hvor også mange af ambassaderne ligger. En travl gade med masser af butiksliv, restauranter og nye projekter. Nu på grund af at Lazimpat skal udvides i forsøg på at løse trafikproblemerne, var området forvandlet til noget der mest af alt vækkede associationer til en krigszone. Et skræmmende syn.

Et næsten ugenkendeligt syn. Det var som at komme til en helt andet by, og alligevel lå der noget bekendt i skyggerne under murbrokkerne og bag de store bunker af jord og byggeaffald. Noget af det gamle Lazimpat kunne stadig anes. 

På begge sider af vejen var der blevet ryddet tre til fire meter. Uden hensyn til hjem eller butikker. Nogle steder var huse helt forsvundet, andre steder var det kun facaden der var revet væk, så rummene bag stod blottede i flere etager. Nogle steder sågar hvor billederne stadig hang på de farverige vægge i hvad der engang har været stuer og værelser. En enlig håndvask var de sidste rester af et badeværelse. Trappeopgange manglede den ene halvdel og gav de tilbageværende næsten svævende trappetrin et uhyggeligt udtryk. Nogle steder var beboere og håndværkere i fælleskab ved at bygge nye facader og skabe nye, nu mindre, rammer for privatlivet. Rester af de gamle mure stak stadig ud fra de nye facader og vidnede om den brutalitet nedrivningen var foretaget med. Hvor Hotel Ambassador tidligere lå var nu bare et stort hul i jorden, en masse murbrokker og nogle halve ydermure med huller hvor der før var vinduer. En stor itureven pressening spændt ud mellem nogle træer udgjorde en midlertidig mur fra ruinen til naboen. 

På begge sider af vejen lå et bredt ujævnt bælte af murbrokker, jord og mudder. Hist og her vidnede gamle butiksgulve og cementfundamenter om hvor bygningerne tidligere havde gået til, men nu stod i tilbagetrukket position. Store huller fyldt med sort tykt vand lidt løst dækket over var blottede kloakrør. Støv fra byggearbejde og fra den tørre jord hang i luften over Lazimpat som en grov sky der blandede sig med smoggen, og rev bare endnu mere i hals, næse og øjne. Skyen lagde en skræmmende tågeagtig stemning over området. Midt i det nedrevne bælte stod elmasterne stadig ensomme med det eventyrlige virvar af ledninger mellem sig. Nogle havde allerede fået kappet livsnerverne og stod nøgne og ventede på at lade livet for vejens udvidelse. 

Nogle steder havde de været hurtige til at lave nye facader og byens rum fremstod næsten urørt. Kun viden om hvad der var nogle måneder før, gjorde det synligt at gadebilledet var blevet ændret. Men mange steder var det tydeligt at der var en forvandling på igang og projektet stadig befandt sig i en startfase. Renoveringsarbejdet af de sørgelige rester var i fuld gang. Nogle steder endnu ikke startet. Interimistiske og midlertidige løsninger var alternativet andre steder. 

Det var en smule surrealistisk at komme “hjem” til. Lidt som at komme til en anden by hvor der alligevel var et eller andet der virkede bekendt. Men også skræmmende at komme til noget så velkendt og se det være under så brutal en forvandling. Om det kommer til at løse Kathmandus massive trafikproblemer er svært at spå om. I stedet for to baner ned gennem Lazimpat vil der på et tidspunkt være fire, men jeg har min tvivl om hvorvidt den ekstra plads vil give mere luft i trafikken. De fire baner ændrer ikke nødvendigvis trafikkulturen i Kathmandu. Men i det mindste sker der noget og der bliver forsøgt at løse byens problemer. Jeg håber blot at Lazimpat, næste gang jeg kommer tilbage, har tilbagevundet noget af sin charme og liv.

London: Shoreditch

Hendes klare pink hår hang tungt omkring hendes hoved og de bløde fald dækkede halvdelen af ansigtet, så hendes knald røde læber næsten faldt i ét med lokkerne. Det ene synlige smaragdgrønne øje stod i stærk kontrast til håret, og den sarte lyse hud lyste op imod den mørke streg der rammede øjet ind. Det lidt nedtrykte blik borede sig intenst ind i en, imens hun observerede livet på Brick Lane En sølvring i hendes ene næsebor glimtede i solen.

Hun var omgivet af de mange gamle townhouses i London bydelen Shoreditch. Høje og lave. Gamle og slidte i dunkle mursten med mørke vinduer, men dog stadig med utrolig historie i fugerne. Nogle med facaden istandsat med et moderne øje, men med respekt for bydelens ellers rå udtryk og historie. Et fascinerende mix mellem nyt og gammelt. Andre med den nederste etages smalle træfacader malet i forskellige skarpe farver, side om side som var en farvepalét blevet trukket ud på en lige linje. Bag de sprossede vinduer åbnede der sig hele tiden nye fantastiske universer. Små forretninger med deres egen unikke stil og special varer, frisørsaloner som var man landet tilbage i 50’erne, samt cafeer og restauranter med hyggelig og personlig indretning der indbød til at tage i det mindste en kaffe på dem alle. Langs gaden stod flotte sorte smedjejernslygtepæle side om side med små træer. Hvor der var en bar væg eller en kraftig metalskodde var trukket ned foran en butiks vinduer, var der malet på det ledige lærred. Ikke grafitti, men egentlig kunst. I imponerende former og med en helt utrolig kreativitet. Alt lige fra et lille Warhol-inspireret portræt på en lille bar plet, til store detaljerige malerier dækkende hele en bygnings facade. Ingen steder kunne man kigge hen, uden at der var et kunstnerisk udtryk, der mættede øjnenes sanser. Selv skiltene der hang ud fra muren over de små butikker var kunstværker i sig selv.

Men ikke kun kunsten på murene gav bydelen sin helt utrolige charme. Blomstermarkedet på den farvestrålende Columbia Road fyldte området med sanseindtryk i en storm af stærke farver og kraftige dufte. Madmarkedet Broadway Market under de hvide teltduge mellem de lave townhouses havde en energi der var omfavnende. Med broen over Regent’s kanalen med udsigt til slusen og livet på stierne under træerne langs vandet, i den ene ende og parken London Fields i den anden ende, kunne rammerne næsten ikke være bedre. Boderne var et overvældende udbud af alt hvad ganen kunne fristes af og meget mere. Tapenader i grove træspande, grøntsager i lave fletkurve, lodvægte der fandt balancepunkt, smagsprøver af utallige pølser der blev langet over disken på den skarpe kniv, lune brød i stakke, fisk på is, kager der gjorde mundvigerne våde, olier i smukke flasker, blomster med stolte hoveder, vine med historie og delikatesser der kun gav en lyst til at købe det hele og fejre livet. Indkøbene blev båret hjem i brune papirsposer med udsigt til en hyggelig aften.

Bag de lave townhouses skimtes City of Londons blanke skyskrabere, der spejlede sig i solens stråler. Midt i mellem de høje bygninger brød The Gherkins ikoniske bløde form frem og betagede øjet. Finansdistriktets skarpe og rene linjer stod i stærk kontrast til Shoreditch ældre udseende, men tilsammen skabte det billedet som kun en storby kan frembringe. I blandt de blanke bygninger gik folk rundt i pressede sæt og en professionel attitude. Rundt om hjørnet i hipsternes højborg, var udtrykket mere kreativt og afslappet, matchende kunsten på kvarterets mure. 

Tilbage midt i Shoreditch livlige midte, blev der foran Cafe 1001 indtaget friske burgere. Fremmede, lokale, turister og venner side og side og luften i den smalle gade summede af liv og sommer. Pigen med det pink hår var væk. Metalskodden foran forretningen var rullet op. Senere ville hun dukke op igen på hendes faste plads ved Brick Lane. 

London: Livet under jorden.

Over jorden suser livet omkring den massefotograferede statue af Anteros, guden for gengældt kærlighed, på Piccadilly Circus. På trappen rundt om sidder folk og nyder sommersolen. Store lysreklamer og neonskilte pryder facaderne rundt om den store plads. Folk går i alle retninger og ikoniske sorte taxier og røde dobbeltdækkere suser over den store plads.

Allerede på trappen ned til undergrunden ændres lydene omkring en. Suset fra de store boulevarder ændres til en mere koncentreret brusen fra dybet. Folk går i et indforstået system med et målrettet udtryk i ansigterne. Ikke mange siger noget. Høj musik har derfor fuld udfoldelse i den underjordiske labyrint. For bunden af en af de stejle rulletrapper står kilden til musikken. En gademusikant er rykket ned i undergrunden, på den plads der er malet på gulvet til netop dét formål. Som en varm velkomst til undergrunden. Og han kan rent faktisk spille, så det er med et smil man bevæger sig ud på perronerne. 

På perronen er det ét virvar af mennesker, men alligevel er der en helt særlig ro. En ældre mand står og støtter sig til stokken, smilende ved synet af to piger der står og leger og griner højt, så det fylder perronen med smilende mennesker. Varmen er trykkende og lugten fra tunnelrørene er markant og tung. Men den hører med til undergrunden. Ligesom den konstante susen fra rørene, der tager til i takt med togenes bevægelser og vidner om et liv i undergrunden. Som et tog nærmer sig tager suset til i styrke indtil det med hvinende bremser gør holdt ved perronen. Med ét forvandles roen på perronen til et kosmisk virvar af mennesker der skal ind og ud af toget. Man går tæt og der bliver skubbet og stødt til hinanden. Men altid med et medfølgende “sorry mate” eller “excuse me” der vil give statuen ovenover os smil på bronzelæberne. 

De sidste maser sig ind i de menneskefyldte vogne. Da jeg springer ind som en af de sidste når enden af min rejsetaske at blive fanget at dørene. Straks tager to raske fyre fat og forsøger sammen med mig at trække den ind. Imens sender jeg et undskyldende blik til dem omkring os. Jeg ved at de skal på arbejde og ikke har tid til en klodset turist. Alligevel fornemmer jeg forstående blikke og smil tilbage der siger “Har været dér.” Tasken kommer ind og toget kører. Selv står jeg helt op ad døren med bøjet nakke for at flugte taget. Øjnene glider over vognen. Folk står tæt! 5A på Nørrebrogade en regnvejrseftermiddag kommer til at ligne ren businessclass ved siden af. Man kan mærke alle dem omkring en. Både mod kroppen og i næseborene. Nogle gange en større fornøjelse end andre. Det er alt lige fra det pæne ældre par klædt på til stor middag og forretningsfolk i skarpe sæt til studerende i nyeste mode og sociale tilfælde med en øl i hånden og en lugt af cigaretrøg omkring sig, samt turister med på-hoved-vendte vejkort og forvirrede blikke. Et stort levende mix af nationaliteter og sprog. Flere står to og to og snakker, imens andre står med lukkede øjne og følger vognens vuggen eller rytmerne fra musikken i ørene. Vind bliver presset gennem de åbne vinduer af den høje fart, men den er forfriskende i den tætte mængde trods varme og lugt. 

Det er befriende at mærke den venlighed alle møder hinanden med. Der bliver hele tiden undskyldt og smilt til sidemanden. Når man kommer ind på en ny station starter lotteriet. Er det i den ene eller anden side dørene bliver åbnet. Bliver man trampet ned eller skal man mase gennem vognen for at komme ud på den anden side. Uanset er det samme venlighed og hjælpsomhed der skinner igennem. Folk hopper ud af vognen for at give plads og tunge tasker bliver båret ud for dem der ikke selv kan løfte. 

Tilbage på perronen er det om at skabe sig et overblik over udgange og overgange til andre linjer. Den enorme labyrint af liv under jorden kan virke uoverskuelig, men stationernes skiltning og den medrivende energi i de underjordiske huler får en til naturligt at følge med og finde den rette vej. En tur ad lange gange og stejle rulletrapper der føles som at fortsætte i et uendeligt dyb, imens et hav af små plakater på væggene minder en om at London er en teaterby. Stående stille - til højre! - på rulletrappen med de små rystelser under fødderne kan man følge de mange mennsker der hver dag farer gennem Londons undergrund. Eller nyde oplevelsen på de enkelte stationer man kommer forbi. Fra Piccadillys live musik til Tottenham Court Roads tusindevis af farvede mosaikker der pryder vægge og lofter i et kunstfærdigt fyrværkeri, eller Banks smukke hvide klinker med flotte detaljer. Den hyggelige forstad Finchley Central hvor stationen er over jorden omgivet af smuk grøn bevoksning og hvor solen kan komme til at blinke i togenes tage, er en helt anden verden end den der omgiver Anteros inde i centrum af London. Den underjordiske verden bringer en rundt i en levende by og viser samtidig en smuk side af London som er meget mere end blot en transportform. 

One night in Bangkok.

Eller rettere to blev det til i denne omgang. 48 timer. Det var første gang jeg var afsted alene. Hvor jeg heller ikke mødtes med familie eller venner. Men i en by som Bangkok er det ingen sag at rejse alene. Byen omfavner en med det samme. Med sjæl og charme samt fest og farver.

Fra første venlige smil på fortovet, levende gadekøkkener til ivrige sælgende med glimt i øjet og festglade mennesker i det levende Silom. Med ét føler jeg mig velkomnen og hjemme i Bangkok og i en opløftet stemning. Verden udenfor den høje musik og alle de kulørte lamper forsvinder i et ustyrligt smil.

At tjekke ind på det lille hyggelige boutiquehotel Siam Heritage midt i det pulserende Silom, hvor jeg har boet før, gjorde det bare endnu mere hjemmevant. Oasen på taget, med masser af grønne planter og kulørte og duftende blomster rundt om den lille hyggelige pool, giver hotellet den rolige kontrast til Bangkoks ellers hektiske liv, der skaber den perfekte synergi.

Når tilfældet så ville at jeg for tredje besøg i Bangkok i træk, mødte den samme tuk tuk chauffør lige udenfor hotellet den første morgen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile og mærke en rus i kroppen. Pudsigheden er netop hvad der er så fantastisk ved Bangkok. Jeg skulle dog ikke bruge en tuk tuk, så hilste blot venligt og gik smilende videre. 

Senere skulle jeg til gengæld bruge en og kom på den tur det altid er en udfordring at komme udenom. En tur der kan være underholdende hvis man har god tid, og drøn irriterende hvis man ikke har. Nemlig den tur hvor chaufføren “bare lige” vil vise en eller to butikker, hvor han har en god aftale. Det blev som altid sagt med et stort smil og det typiske høje thailandske grin samt en forsikring om at man ikke behøver at bruge nogen penge. Smilet smittede straks og fik mig til at overgive sig. Den unge fyr forklarede mig at han ville få stempler fra butikkerne jeg besøgte, så han kunne få gratis benzin til den lille trehjulede tuk tuk. I stedet for at blive irriteret over den lille omvej, valgte jeg at tage det som en kulturoplevelse og nyde rundturen.Vi snakkede og grinte imens vi i høj fart suste ud og ind mellem de mange biler, hvis støj blev overdøvet af den thailandske popmusik i tuk tuk’ens højtalere. De to butikker jeg kom til var begge skræddere, så jeg gik ind, rørte lidt ved de forskellige stoffer, roste kvaliteten, drak den obligatoriske te og sagde at jeg helt sikkert ville komme tilbage næste gang jeg havde mere tid. Chaufføren fik sine stempler og alle var glade. De fleste skræddere i Bangkok er fra Nepal, så et par hurtige ord på nepali, en snak om den politiske situation i Nepal og mine tanker om nationalretten dal bhat, gjorde os hurtigt til gode venner med dertilhørende udvekslen af håndtryk og store smil. Efter den lille omvej og en halv times tid nåede jeg frem til mit egentlige mål. Shopping!

At rejse alene i Bangkok er som sagt ingen sag. Heller ikke om aftenen når mørket sænker sig og byen først rigtig vågner. Det er byen hvor man kan få mange nye venner på få øjeblikke, hvis bare man sænker sine danske parader og adopterer den asiatiske imødekommenhed og naturlighed. Kort tid efter jeg satte mig på en af barerne i Soi 4, snakkede jeg allerede med flere og aftenerne føltes hurtigt som en aften ude blandt venner. 

Hvis man så giver lidt los og lader sig rive med at den vilde og lidt løsslupne stemning i Silom, er man garanteret en fest. En nat fuld at grin, smil og beruselse. Lige til den lyse morgen, hvor natten igen er blevet afløst og man sidder på et gadekøkken med en flok fantastisk sjove mennesker og spiser ris og kylling, til udmattelsen tilsidst overmander en når man finder tilbage til hotelværelset. 

Selvom jeg ikke fik sovet meget de 48 timer, og mest af alt holdt mig kørende på stærke Red Bull, var jeg fuld af energi da jeg sidst på aftenen kørte mod lufthaven. Den lysende skyline gled lige så stille forbi, som vi bevægede os rundt i det imponerende net af motorveje. Mine øjne ville ikke slippe byen. Så langt øjet rakte lå den blinkende og fuld af liv. Selv ikke den mørke nattehimmel kunne tage livet ud af byen. Tværtimod. En ustyrlig glæde overmandede mig en sidste gang og jeg fik næsten tårer i øjnene. Den lykke de foregående 48 timer havde været fyldt af, var en befrielse på en ellers tung rejse fra Nepal til Danmark. Den energi der er i Bangkok kan ikke andet end gøre mig glad. Hver gang! Rusen sidder stadig i kroppen nu et døgn efter jeg er landet i Danmark, og tankerne kredser konstant om muligheder for at komme tilbage!

Farvel til Nuaphung.

Smilet var velkendt og stort som altid. Hendes små mandelformede øjne lyste op med en fræk gnist under håret, der strittede lidt uglet efter leg. I shorts og t-shirt tumlede hun rundt på bænken i den lille te butik. Først lidt genert, men så kom hun over og gav dobbelt high-five til mine fremstrakte hænder. Bag disken sad hendes mor og grinte af optrinnet og hendes far kom imod mig med fremstrakt hånd og bød velkommen. Nuaphung kravlede ud mellem benene på os og løb lidt frem og tilbage i butikken.

Da jeg så hende for første gang for knap to år siden, var hun en helt lille pige, der det meste af tiden gemte sig bag morens skørter, og kun tittede nysgerrigt frem når der var kunder i butikken. Men allerede dengang var hun noget af det smukkeste. Hendes navn “ny blomst” var som skabt til hende. I løbet af de sidste to år er hun blevet mere og mere modig, men også kun mere charmerende. Nu tæt på sin fire års fødselsdag. 

Jeg blev budt på te og sad og snakkede med hendes forældre. Imens blev hun ved med at lege rundt i butikken som hun gør hver dag efter skole, for at kunne være sammen med sine forældre. Grinende med en livsbekræftende klang og storsmilende når hun gemte sig bag disken og hele tiden kiggede frem, for at se om vi så hende. Lidt efter siddende på farens skød, imens vi lavede sjove ansigter til hinanden. Med resultatet at vi alle fire grinte højlydt. Hun hoppede ned fra skødet og begyndte igen at løbe frem og tilbage. Når hun løb forbi klaskede hun mig forsigtigt men med drillende barnesind, på knæene. Hver gang med legende smil, det voksede tilfredst når hun fangede min opmærksomhed. 

Den lille familie der driver butikken er altid søde og imødekommende. Altid bliver man budt på te og en snak om livet, i den lille forretning omgivet af store messingdåser med te, der efterlader en helt eventyrlig duft i forretningen. Jeg kom egentlig bare forbi for at sige hej og fik fortalt at jeg nu rejser til Danmark. De ønskede mig alt det bedste fremover med en helt særlig kop te, men bad mig komme tilbage til te flere gange inden jeg rejser om to uger. Som Nuaphung vinkede med krop og mimik da jeg gik, kan jeg slet ikke lade være med at komme igen og sige farvel endnu engang. Den energi hun efterlader, skubber tankerne om at skulle forlade dette skønne land i baggrunden. 

Nepal: Kathmandu set fra knæhøjde.

Han sidder på fortovet i skrædderstilling, med krum ryg og følger de hurtigt arbejdende fingre med et koncentreret blik, der får de dybe sorte furer i panden til at træde frem. Det vilde grå hår stritter frem under den lille spraglede hat. Rundt om ham ligger hans remedier og sko i små stakke. Den lille skomager kigger ikke op når folk går forbi, eller stopper op for at tage imod et par ødelagte sko der skal repareres. Han peger blot på en nogenlunde fri plads mellem alt det andet, og arbejder så ivrigt videre.

Det lille hjørne på fortovet foran den indiske ambassade ér hans værksted og det eneste sted man ser ham, morgen middag og aften. Når han ikke arbejder er det hans fraværelse der fylder luften over fortovet. I går da jeg gik forbi sad han der igen. Synet fik mig til at tænke på hvilket billede han mon har af livet på Lazimpat. Men også på alle de andre i gadebilledet der ser livet fra samme højde. Desværre er det ofte forbundet med sørgelige omstændigheder.

Som de mange gadebørn, der i skræmmende mange tilfælde ikke er ældre end at de kun går mig til låret. Med uglet hår, møg beskidt tøj og en ussel stank i luften omkring dem. Fortvivlet og desperate render de rundt om benene på de forbipasserende eller mellem biler og motorcykler i den tætte trafik for at tigge sig til overlevelse. Håbløsheden og opgivenheden i deres øjne er hjerteskærrende. De ældre drenge har givet op og ligger i stedet i store bunker med limposer for deres munde og tomme blikke i deres dovne øjne. Størstedelen af dem orker knap nok at kigge op på den verden der passerer forbi.

De tiggende kvinder der sidder rundt omkring på udbredte stofstykker, rækker blot en arm op mod de der går forbi, i håb om at bare et par stykker efter dem ikke efterlader hendes fremstrakte hånd tom. Hovedet bliver ført bagover, i forsøg på at få øjenkontakt med de øjne, der en meter over hende knap værdier hende et blik.

Nogle andre der helt er frataget muligheden for at rejse sig op i de gåendes øjenhøjde, er de syge og spedalske der også findes mange af i Kathmandus gader. Som ham der kravler rundt på hænderne og knæene, der har forvandlet sig til en klump af hård hud og brusk, med de spinkle og knoglede underben strittende op i luften bag ham. Altid klædt i lyse klare farver, der dog ikke kan overstråle det håbløse blik i hans øjne. Eller den ældre mand hvis spedalskhed har forvandlet hænder og fødder til klumper af kød, hvor interimistiske hvide plastre dækker de værste åbne sår. Hans ansigt er ligeledes ødelagt og deformt, men også hans håbefulde øjne er rette mod verden over ham. Den blinde trommespiller kan ikke engang skabe øjenkontakt. Hans mælkehvide øjenæbler uden pupiller er alligevel rettet mod himlen, imens hans hænder hamrer mod begge ender af den aflange tromme i hans skød. Han kan kun skabe en fornemmelse af de folk der går forbi ham, ud fra lydene der omgiver ham. 

Fælles for dem alle er, at de alle sidder ligger eller kravler på jorden, så det er nemt for den forbipasserende verden at se hen over hovederne på dem. De spedalske bliver der ofte gået i en stor bue udenom, de tiggende børn skubbes måske væk med hånd til siden, der dog knap følges af et blik. Der bliver på en ubehagelig måde skabt en synlig verdensadskillelse til dem der kun ser Kathmandu fra knæhøjde. 

Andre er ikke tvunget til at se verden fra en lavere synsvinkel på grund af så ulykkelige omstændigheder, men som skomageren på grund af det erhverv de har. Som fejerne i gaderne hver morgen før byen vågner. Med bøjet ryg går de med blikkene mod jorden og fejer gaderne rene med små koste af sammenbundne strå. Flere af disse bærer menene resten af livet og går rundt i vinkelrette stillinger fordi deres kroppe ikke længere kan strækkes ud, med et blik der mest naturligt er rettet mod jorden. 

Andres rygge er ødelagte af at være bærere. Daglejere der transporterer alt fra stort til småt på ryggen, båret i en rem over hovedet. Fantasien kan ikke engang sætte grænsen for hvad der kan bæres på den måde. Tredive bakker æg, ti madrasser eller et klædeskab. Tynget af vægten går de foroverbøjet med blikket rettet koncentreret mod jorden en meter foran dem. Den tunge vægt umuliggør for dem at kigge andre steder hen. Så også de går igennem det meste af dagen uden megen øjenkontakt, men med begrænset udsyn til de mange ben og fødder der går forbi dem på deres vej. 

Delhi #3: Fordomme der bristede.

Jeg skal være den første til at indrømme at mine tanker om Indien inden vi tog afsted, var meget negative og fulde af fordomme. Jeg var sikker på at dette besøg skulle blive det første, sidste og eneste besøg til Indien. Så kunne jeg i det mindste sige at alle mine fordomme var blevet bekræftede og at det var så forfærdeligt som jeg havde frygtet. Sådan kom det dog ikke til at gå. 

Normalt er jeg meget fordomsfri og åbensindet overfor fremmede og fremmede kulturer, men lige præcis med hensyn til indere byggede mit indtryk på alle de jeg havde mødt på rejser rundt om i Verden. Og ingen af de møder har været positive. Jeg synes de har været arrogante, ubehøvlede og primitive i deres tankegang. Uden manerer og almindelig pli. På et fint hotel i Bangkok måtte kæresten plante en gaffel i låret på mig, for at få mig til at blive siddende, da en indisk familie overtog restauranten og behandlede tjenerne som skidt. Selv diverse guidebøger bekræftede - desværre - mine værste fordomme om at indere blot ville snyde og bedrage os, hvor de kunne komme afsted med det.

Derfor var det også noget af en mundfuld frivilligt at rejse til landet. Men afsted kom vi og der gik ikke længe før jeg måtte æde min stolthed og indrømme at landet og inderne overraskede mig positivt. Jeg oplevede kun søde, smilende og servicemindede mennesker der var hjælpsomme og imødekommende. På intet tidspunkt følte jeg at jeg blev snydt eller at hensigterne var urene. 

Med hensyn til Delhi som by, er jeg glad for at jeg er vant til Kathmandu og kaoset her. Er ikke i tvivl om at det har taget toppen af det chok det må være for mange at komme til Delhi første gang. Ét enormt kaos af lyde, dufte, indtryk og trafik. Delhi er lidt mere vanvittigt, dog alligevel med mere struktur, hvilket er en fornøjelse når man kommer fra Kathmandu. 

Hvor jeg rejste afsted med en stærk tro på at det skulle blive sidste gang til Indien, er jeg nu sikker på det ikke bliver sidste gang. Jeg vil meget gerne tilbage og opleve mere af Indien. Se Varanasi, opleve Mumbai og Kolkata, og nyde Goas strande. Og det er en rigtig fed fornemmelse at få mine fordomme udfordret og nedbrudt. Så mærker man rigtig nogle af værdierne ved at rejse.