Venezuela # 5: Solnedgang i Juan Griego.

Den lille fiskeby Juan Griego ligger på Isla Margaritas vestkyst i en af øens smukkeste bugter ud til det Caribiske Hav, med en lang flot silkeblød sandstrand foran den smukke promenade med små butikker i de karakteristiske små huse i skarpe farver. Langs promenaden giver store palmer liv og charme til den gamle by. I skyggen sidder lokale i ly for den sol, vi andre gør alt for at være i. Små børn leger i vandkanten imens mødre står på afstand og taler højlydt, dog ikke uden der hele tiden er et skarpt øje rettet mod børnene, hvor et højt råb får dem til at trække sig lidt væk fra vandet.

Langs molen ligger de mange små og store fiskebåde, hvor mørklødet mænd flittigt arbejder på at gøre bådene klar til nattens samlede afgang ud for at fiske. Nettene tjekkes og småreparationer udføres med det værktøj og materiale der lige er ved hånden. Længere oppe ad stranden er nogle både trukket på land, for at gennemgå større gennemgang og udbedringer, og ligger nu lidt krængende på række.

Som solen begynder at gå ned og fylder himlen med flere og flere gullige nuancer, smider vi skoene og lader tæerne nyde det fine sand. Lukker kun nødigt øjnene fra den hurtigt fremskredne solnedgang, for at lade ørerne opleve den nærmest rytmiske lyd af bølgerne der knækker og skyller op på stranden, for derefter at trække sig tilbage igen, til en let skuren fra det sand og de mange skaller der trækkes med af vandet. Lyde der går helt ind i sjælen og giver en afslappethed der gør det nemmere at forstå den venezuelanske tidsånd, hvor tid ikke er afgørende.

Finder en restaurant med tagterrasse hvor solnedgangen kan nydes. Bestiller den lokale hofdrik, en iskold Cuba Libre og sætter os til rette med øjnene rettet mod solen der har forladt sin plads øverst på himlen og nærmet sig horisontens vandlinje, med en eksplosion af varme farver omkring sig på den ellers blå himmel. Havets brusen kan stadig høres og rundt omkring i bugten vugger fiskebådene som mørke silhuetter i det skarpe lys. Havet har efterhånden også taget en gylden og glimtende farve, som det hele tiden leger i solens stråler. Tre pelikaner på stribe har taget plads på rælingen på en lille robåd, og spejder som os andre mod den imponerende solnedgang. Palmerne i forgrunden bliver langsomt også til sorte silhuetter i det skarpe modlys og danner fantastiske rammer til det billede der skabes foran os.

Ingen siger noget, men sidder bare og lader sig rive med at den stadig dalende sol og lader saligheden tage plads i kroppen. Som om alt står stille i et øjeblik, bortset fra solen. Hvis dét syn, med lyde og duften af det friske hav ikke kan plante salighed i enhver, kan end ikke Dalai Lama have held til det. Det er simpelthen fantastisk af følge solens nedgang dette smukke sted. To et halvt minut efter solen rammer horisonten er den helt væk og tilbage er kun den lune sommerluft solen har ladt os beholde. Omgivelserne tager igen deres naturlige farver, for langsomt at blive gjort matte af mørkets langsomme fremfærd.

Venezuela # 4: Wild life. -Jeg gjorde det!

At tage rundt i Venezuela og på Isla Margarita er som at gå rundt i en blanding af botanisk have og zoologisk have. Forskellen er bare, at der er det real life. Det rige dyreliv og planter vi til nøds kan holde som stueplanter, der på de kanter vokser vildt, vidner om at det er en anden verdensdel end vores og at det er under helt andre solbeskinnede himmelstrøg. Alt det der er specielt og eksotisk i Danmark er der almindeligt.

En forskel vi konstant blev mindet om på vores ture og i det hele taget. Bare insekterne er større og vildere. Cikaderne var en konstant summen i luften fra det store grønne område udenfor hotellet. Vandrende pinde på 20-30 centimeter kravlede på væggene og legoaner og firben i massevis løb rundt på vejene og ved poolen. Vi sad nærmest bare og ventede på at der dukkede vilde aber op i de mange store palmer ved hotellet.

Overalt langs kysten sad pelikaner i flok og gribbene samlede sig på klipperne. Fuglene i luften over os var mere farvestrålende og kolibrier fløj legende let rundt rundt mellem de mange eksotiske blomster og kæmpe kaktusser.

Farverne var skarpere og gennemtrængende. Det azurblå vand stod i skarp kontrast til det næsten skrigende grønne planter og de mørke klipper. Havets dragende farve brydes kun af de enorme hvide bølgetoppe, der med store brag knækker under tyngden og vidner om enorme kræfter i spil. Rundt omkring hvor bølgerne var særligt store lå lokale på deres surfboards og ventede på den rette bølge, for pludselig at bryde op og lade sig rive med på ryggen af en af dem, men en lethed og ynde der kun kunne fascinere.

Venezuela og Margarita har det hele. Regnskov, savanne, ørken og store vandområder. Vi sejlede en dag rundt i et stort mangrove-område hvor enorme rodnet fra træerne dannede hele øer i det store vandområde. Nogle steder skabte træerne med deres grene og rødder små tunneller hvor båden kun lige kunne komme frem, med træernes grene tæt omsluttende over os. På rødderne voksede enorme østerskolonier, der fik rødderne lige under vandoverfalden til at lyse hvidt op og afslørede de klare røde søstjerner og farvestrålende svampe der også gemte sig der.

Der er også kryb på de kanter. Når vi gik rundt på klipperne langs strandene og skulle gennem krat for at komme frem, gik vi konstant med øjnene ved fødderne af frygt for at en slange skulle dukke op. Dog skulle faren ikke være så stor. De samles eftersigende mest i områder hvor der ikke kommer så mange mennesker, men bare viden om at de kunne dukke op, gjorde os ekstra opmærksomme.

Det betyder dog ikke at vi ikke kom tæt på. På et tidspunkt bød muligheden sig, med en lokal guide ved vores side, at komme helt tæt på nogle af de dyr. Så pludselig stod jeg der med en stor pyton over skuldrene. Lidt efter fik jeg et stort ønske opfyldt. Jeg har i mange år lidt af voldsom araknofobi, og bare tanken om hvilke edderkopper der fandtes på de kanter kunne give mig sved på panden. Alligevel ville jeg gerne udfordre mig selv, så da muligheden bød sig prøvede jeg at holde en fugleedderkop. I forsøg på at overvinde min araknofobi.

Venezuela # 3: En ny dag på vandet i Orinoco.

Når vejene er erstattet af en enormt net af floder, er det naturligt at tage båden rundt, som vi andre er vant til at tage bilen. Derfor skulle vi på andendagen på endnu en sejltur rundt i det store område. Med os var igen den lokale Waroe-indianer Milo som guidede i en natur han kendte hver en centimeter af, men for os var uhyre ukendt.

I skiftevis høj og lav fart sejlede vi ud og ind af store og små floder, for pludselig at gøre holdt hvis han havde spottet et dyr eller en interessant plante. Hvor vi først sad og spejdede i den retning han pegede, dukkede der det næste øjeblik en flok aber op, en pyton sammensnoet i nogle grene, en stor Arapapegøje med sine farvestålende fjer. Utallige specielle fugle lettede fra trætoppene hvis vi lavede for meget støj. Flagermus gemte sig i mørket og vilde svin gryntede rundt hvor der var små lysninger ned mod floden.

I floden svømmede flokke af floddelfiner rundt, og afslørede kun deres tilstedeværelse når de i en blød bevægelse kom op med hovedet for at trække luft, for derefter at glide roligt tilbage i vandet. På flydende træstammer slikkede skildpadder sol. Da vores guide havde fundet det rette sted i floden blev vi udstyret med hver vores fiskestang. En lang kæp med en snøre og krog bundet fast til spidsen. På krogen blev sat friskt kød og vi skulle nu fange vores frokost. Vi skulle fange piratfisk. Straks som de første havde smidt deres lokkende kødlunser i vandet, åbnede himlen sig og det blev gjort klart for os hvorfor det også kaldes regnskov. Lysten til at droppe frokosten og glemme fiskeriet, der alligevel ikke gav pote var stor. Men som det heldigvis er på de kanter varede regnskyllet kun til det lidt efter igen blev brudt af den bragende sol der hurtigt gav varme i kroppen igen. Da piratfiskene også begyndte at vise interesse for vores kroge steg humøret endnu mere. Hos undertegnede til uanede højder da der var bid på min krog. En ordentlig krabat der viste sig at være dagens største fangst. Stoltheden tørrede med det samme det sidste regnvand af håret og tøjet. Frokosten var i hus.

Vi skulle ikke kun være på vandet. Vi skulle også ind og se hvad junglen bød på, så vi blev udstyret med gummistøvler, hvorefter turen gik igennem den tætte bevoksning og den meget sumpede skovbund. Flere steder skulle vi ikke stå alene for længe, for så sad vi fast i mudderet. Samtidig skulle vi holde øje med et utal af rødder der truede med at spærre ben for os, dukke hovedet for lavthængende lianer og grene og klappe omkring 2 myg i sekundet. Vi var rundt og se det “ supermarked” junglen er for indianerne. Smagte på forskellige planter, drak vand af lianer, spiste teremitter fra store bo i træerne. Fik tilbudet om at spise en enorm gul larve...

På landjorden langs floderne besøgte vi nogle af de lokale Waroe-indianere i deres primitive hytter. Straks stormede det frem med børn og kvinder fra alle hjørner, der ville have vores interesse. Jeg bryder mig overhovedet ikke om det og har aldrig gjort det. Heller ikke når jeg har været i landsbyer i Ghana. Det er spændende, men jeg får dårlig samvittighed og føler mig utilpas, når jeg står der i mit pæne tøj og trænger mig på i deres hjem, imens børnene løber nøgne og beskidte rundt.

Da vi senere fik tilbudet om at springe i fra båden og bade i floden, faldt tankerne tilbage på dagens tidligere piratfisk jagt og de små tæer blev pænt holdt indenborde. Da vi senere fik fortalt at Waroe-indianerne begraver deres afdøde ved at binde en tung sten til fødderne og dumpe dem ned på bunden, fortrød jeg endnu mindre at jeg ikke var hoppet i. En piratfisk i tåen kan overskues, men at dykke ned i et halvspist lig ville jeg nok ikke kunne klare.

I stedet lagde jeg mig til rette på sæderne med fødderne oppe, mærkede solens varme i kroppen og kiggede mod himlen. Da skumringen begyndte at melde sin ankomst, begyndte et væld af Amazonpapegøjer at trække - altid parvis - hen over deltaet, hvilket vi havde frit udsyn til fra båden, som trækket bredte sig ud over store dele af horisonten. Allerlængst væk bare som parvise prikker på den blå himmel. Skumringen mindede os også om, at vores dag snart var slut og at det var tid til at vende tilbage.

Venezuela # 2 : En nat i junglen.

Efter at have sejlet en times tid på Orinoco-floden og bevoksningen blev tættere og tættere i takt med at vi kom længere og længere ind ad mindre bifloder, dukkede vores camp op. De små hytter kom langsomt til syne jo tættere vi kom på. Godt gemt mellem træerne lå de små hytter bygget i træ, og med tage af palmeblade der var tørret ind og havde taget samme farve som træhytterne og de mange træer omkring, og vanskeliggjorde det endnu mere at skelne hytterne fra den vildt voksende natur.

Da vi kom tættere på campen Mis Palafitos kunne vi rigtig se opbygningen. De mange hytter med sovepladser, var bygget på pæle over floden og sumpen, der blev skabt i skovbunden pga. tidevandet. Hytterne blev forbundet af små træbroer, der blev samlet ved anløbsbroen hvor også den største hytte med spisepladser var placeret. Overalt skød junglen sine spændende træer og planter med farvestrålende blomster op mellem hytter og broer hvor der var plads, så vi havde virkelig følelsen af at skulle bo i junglen. Naturen var urørt og campen bygget op med stor respekt for at naturen kom først.

Fra en af de små broer der gik i flodens vandkant, stod vi med junglen i ryggen og floden for vores fødder. Overalt omkring åbnede den storslåede natur sig op for os, og blev kun forstærket i sine imponerende farver af solen der kastede sine livgivende stråler ud over hele området. Duftene af frisk natur og vandet i floden trængte gennem næseborene og efterlod, sammen med synsindtrykkene, en indre ro og en salighed der var tydeligt malet i øjnene på os alle. De eneste lyde der var, var fra fugle der gjorde opmærksom på deres eksistens fra trætoppene, vinden i palmebladene og en fjern summen fra generatoren inde i skoven, der sørgede for at der var en smule elektricitet, trods vi var langt væk fra alting.

Pludselig blev roen afbrudt af en knitren fra hytternes palmebladetage. Et liv vi ikke først havde bemærket i campen, kom pludselig nysgerrigt frem. Cappuccinoaber - Også kendt som Hr. Nilsson-aber - sprang pludselig rundt på tage og broernes rækværk. Flere kom helt tæt på og greb nysgerrigt ud efter de ting vi ikke havde et fast greb på. Senere blev vi endnu mere bevidste om hvor drillesyge der var. Selv vandglasset eller kaffekoppen kunne de finde på at tage ud af hånden på én, for derefter at kravle op i et træ og drikke indholdet. Også briller, kameraer og andet spændende kunne de finde på at stikke af med, hvis ikke der blev holdt godt fast. Men ikke kun de besøgende i campen blev udsat for abernes drillesyge sind. Også store Arapapegøjer, Amazonpapegøjer og farvestrålende Tukaner der holdt til omkring campen, blev drillet når muligheden bød sig. Dette nære indblik i dyrenes leg var simpelthen opslugende og til stor underholdning.

Solen går allerede ned ved sekstiden og mørket melder sig hurtigt, og med en voldsommere kraft end tidligere oplevet. Store faklers sprudlende flammer langs broerne sørgede for at det stadig var muligt at finde tilbage til hytten uden at falde i floden. Vi skulle have en sidste sejltur rundt på floderne efter natten havde sænket sig over junglen. Roen var altoverskyggende og forplantede sig til en indre ro i kroppen. Kun bølgernes skvulp mod båden brød sagte stilheden i ny og næ. Stjernehimlen over os var mere detaljeret og med langt flere stjerner end nogensinde. Mørket omkring os forstærkede de millioner af lysende prikker på den enorme himmel over os. Et syn jeg aldrig har oplevet før, trods mange timer brugt på at drømme mig væk i vidtrækkende stjernetæpper.

Da vi trætte kom tilbage, havde udmattelsen for alvor taget plads i os efter en lang og begivenhedsrig dag, med et hav af nye indtryk. Derfor krævede det ikke meget overvejelse at finde hyttens seng. Et par lommelygter og et enkelt stearinlys var det eneste vi havde i vores hytte, hvor et par senge opbygget på træstammer var det eneste der var at finde i det sparsomme lys. Bagerst i hytten adskilte en tynd halvvæg hytten fra det der var et lettere interimistisk toilet og bad. I stedet for vinduer var der i stedet sat myggenet op hele vejen rundt. Udmattelsen i krop og sind, gjorde at vi abstraherede fra den frø og de kakerlakker der havde sneget sig ind i hytten.

Solens tidlige opvågnen og lydene fra junglen gjorde at vi ligeledes vågnede tidligt. De mange fremmede lyde fra Brøleaber i trætoppene, fuglenes kvidren og træernes bevægelser i vinden, mindede os hurtigt om hvor vi var og lysten til at komme ud i solen og naturen var stor. Det kolde flodvand, der var det eneste vand i bruseren, fik os hurtigt gjort friske og klar til en ny dag i junglen i Orinoco-deltaet.

Venezuela # 1: Orinocodeltaet ad vendvejen.

Vi ankom tidligt til havnen. Det vil sige et stykke hvor flodbredden var erstattet af en betonkant, hvor der lå fire både fortøjret. To robåde og to speedbåde. Vores var en af speedbådene, der ventede på at skulle sejle vores lille gruppe på tolv ind i Orinocodeltaet. Verdens største floddelta kun et par tusind kvadratkilometer mindre end Danmark og udmundingen på verdens største flod, Amazonasfloden.

Da vi først havde fået plads startede den en times sejltur der var foran os, for at nå frem til den camp hvor vi skulle tilbringe natten. Gashåndtaget fik ikke for lidt og med tres kilometer i timen lå floderne foran os, som vi med vind i håret og en bagende sol fra oven susede frem over vandet.

Først åbnede hele landskabet sig op og bredderne øgede afstanden til hinanden og følelsen af at være i et stortslået naturområde gjorde store indtryk, og følelsen af at være meget lille meldte sig. Til begge sider skabte mure af palmer og andre høje træer fornemmelsen af at være i en naturskabt gang, mere end i et åbent landskab.

I vandet skabte vandhyacinter store grønne klaser der langsomt flød rundt med strømmen. Nogle så store at det mindede mest af alt om flydende øer. Flere steder lignede det ét stort omsluttende tæppe der lagde sig ud over floden og umuliggjorde videre fremfærd. Først når vi kom helt tæt på afslørede sig en vej gennem de vilde planter. Med stadig høj fart sejlede vi zigzag igennem labyrinten af de mange planter, så vi sad med en killende fornemmelse i maven, som i en vild rutschebane.

Efterhånden som vi kom længere og længere ind i deltaet begyndte flere bifloder at dukke op og bevoksningen blev tættere. De mange indianerhytter langs floden blev sværere og sværere at få øje på, som de lå kamufleret i den tætte jungle. Over palmerne og de øvrige eksotiske planter svævede sorte gribbe let truende, stolte og rolige i skarp kontrast til den klare blå himmel.

Junglen rejste sig vildere og vildere jo længere vi bevægede os ind ad de små floder. Vandet blev roligere og flere steder helt spejlblankt. Når vi satte farten ned, så støjen ikke overdøvede junglens mange lyde og bølger fra båden ikke brød den skinnede overflade, blev det hele endnu større, opbygget af de mange fascinerende indtryk. Den spejlblanke overflade skabte en identisk verden i floden og fik den til at virke lige så dyb og lys som himlen og træerne strakte sig højt over os. Det ene syn mere betagende end det foregående.

Det hele lovede godt for nogle fantastiske dage i Venezuelas jungle.

Back to Ghana #7: Med hjertet i halsen.

I luften flyver ørne og flagermus rundt mellem hinanden, som vi har gråspurve og solsorte derhjemme. De flyver med let bevægefrihed ud og ind mellem hinanden og ens tanker flyver til sidst rundt sammen med dem. Lige indtil man igen kigger ud af forruden og bliver mindet om den kø og det kaos man sidder midt i.

Hvis man skal ud og køre i bil hernede er der to ting der er vigtige: Tid skal man have nok af og tålmodighed skal man have rigtig meget af. Og én regel gælder: Størst kommer først.

Selvom vi har chauffør på hele tiden, opleves trafikken lige hektisk og kaotisk, og man priser sig bare lykkelig for i det mindste ikke at sidde bag rettet. Selvom man sidder på bagsædet sidder man hele tiden med en fod på en tænkt bremse og et hjerte i halsen, fordi bilerne kommer så tæt på hinanden, når de holder i de lange køer der ofte opstår på vejene her i og omkring Accra.

Lige pludselig stopper trafikken bare og bilerne begynder i stedet at mase sig ind mellem hinanden, for at komme udenom den forhindring længere fremme, som man stadig er for langt fra til at kunne se. Når man så kommer op forbi en lastbil der ligger på siden eller en bil der er gået i stå, med røg fra køleren og en flok højtråbende mænd omkring, begynder man bare at grine fordi det hele er så langt ude. Et sted stod en helt udbrændt bil stadig på kørebanen og blokerede den ene af de tre vognbaner. I en lille landsby havde beboerne valgt af fælde et kæmpe træ ud over vejen, og indtil de mange indbyggere, der gik omkring det fældede træ som myrer om noget sødt, var færdige med at hugge træet op, måtte bilisterne bare vente.

Konstant når man er i trafikken forsøger man at se fem sekunder frem i tiden, for at opdage den bil der pludselig kører ud foran en, eller bilen der pludselig trækker sidelæns for at skifte til den vognbane man selv kører i, kun markeret med en hurtig sort arm der bliver rystet ud af vinduet. Hornene på bilerne bliver af samme grund brugt flittigt og overdøver næsten larmen fra de mange biler, lastbiler og busser.

Man bliver også nervøs fordi ikke alle køretøjer i trafikken virker lige sikre. Som bilen der ligner noget et enkelt vindpust kan få til at ligne en skrællet appelsin på kørebanen, eller lastbilen der efter at være pakket til absolut maksimum, liiige får et ekstra lag på siderne og toppen, inden en stor pressening bliver trukket over, og et par lokale som prikken over i’et tager plads i det fri på toppen af lasten. Sort røg står ud til alle sider når den gasser op og fjerner udsynet for de øvrige på vejen. De mange små tro-tros - små lokale minibusser - kører med høj fart og altid med tre-fire passagerer mere end der måske i virkeligheden er plads til, så de til sidst sidder halvt ud af vinduerne i håb om at få lidt frisk luft. Den samme luft hvor en af de førnævnte lastbiler lige har hostet den sidste dårligdom ud af motorens mave. Små taxaer farer ud og ind mellem alle andre. Flere lastet med al mulig og umulig last på taget eller stikkende flere meter ud i alle retninger fra vinduerne. Heller ikke de ligner alle sammen nogen der egentlig kan holde til at køre hverken med den last eller med den fart.

Hvis man så endelig har fået styr på nerverne i forhold til den kaotiske trafik og føler man har styr på dens uforudsigelige bevægelsesmønster, så skal man begynde at holde øje med de mange mennesker der render rundt på vejene. Gadesælgere med alt fra hundehvalpe, bananchips, lim, plakater, legetøj til startkabler, vand, chokolade og papegøjer i bur går ud og ind mellem bilerne for at sælge så meget som muligt, når der bliver stukket en hånd ud gennem et vindue og råbt efter en vare. Nogle løber endda langs bilerne, for at nå de kørende biler også.

På en mindre vej sprang en tosse pludselig ud foran bilen og begyndte at lave mærkelige fagter og snakke uforståeligt, imens han smilede så solen glimtede både i de hvide tænder og den store guldring i det ene øre. Han ville ikke flytte sig før bilen næsten var parkeret ovenpå tæerne af ham. Andre løber bare pludselig på tværs af vejen, hvis de har et mål på den modsatte side. Intet er sikkert eller styret af almindelige færdselsregler.

Ja, det er ikke for sjov at køre i bil i Ghana, men det er helt sikkert en stor del af oplevelsen af at være her.

Back to Ghana #6: Fødselsdag i paradis.

Vågnede i morges med en smilende kæreste der lå og kiggede på mig, for med det samme at kunne ønske mig tillykke med fødselsdagen med et kys og gave på sengen. Da jeg kom ned i stuen stod de to tvillinger - blev 3 år i går - klar og sang happy birthday for mig. Et stort morgenbord var gjort klart, hvor jeg også havde fået lov til at låne lidt af drengenes pynt fra i går. En god start på en god dag!

Dagen kunne simpelthen ikke tilbringes bedre end hvor vi har været i dag. Ét er at holde den i 35 graders varme og høj sol, når man er vant til efterårskolde Danmark på sin fødselsdag. Noget andet er at holde den i 35 graders varme, i en pool-club der hedder White Sands en times kørsel fra Accra.

Efter at have kørt gennem byens kaos af biler og handlende, passeret nogle af de værste slumområder og nået derud hvor den storslåede natur kun pletvis brydes af små landsbyer eller enkelte hytter, kom vi til noget vi på ingen måde havde kunne forestille os ligge dér. In the middle of nowhere. En stor orange mur omsluttede stedet, hvor vi i porten blev modtaget af en ghaneser i fuld safariuniform. Derefter blev vi ledt ind til et område hvor græsset lå snorlige, alt var pænt og rent og omgivelserne var smukke og eksotiske med små stråtækte hytter og store palmer. Men det bedste var pool-området. Der lå vi omgivet af farvestrålende blomster og palmer der svajede let ud over den store pool med det lyseblå vand. Hele poolen var bygget “naturligt” af klipper i kanterne, som den bugtede sig ud og ind om solsengene, og rundt omkring i poolen stak klipper også op af vandet og gav det hele en ramme som en oase, hvor man i den ene side gik direkte fra græsset og ud i vandet, der langsomt blev dybere. Poolen blev på hele den dybe side afgrænset ved, at vandet løb stille ud over kanten og forsvandt ned på den anden side i et stort vandfald, der kunne nydes af dem der gik rundt i det parklignende område der hørte til clubben. Når man lå i det lune vand på kanten ved vandfaldet, der var højt hævet over havet, havde man udsigt ud over den vilde natur der omkransede clubben, lagunen og stranden på den anden side. Den hvide strand med lokale fiskebåde der lå med hvide sejl og skinnede smukt i solen og fremhævede den klare blå himmel og det blå hav. Efter stranden fulgte det store Atlanterhav, hvor hvide bølgetoppe legede livligt med hinanden. De lokale holdt ligeledes søndag, så aktiviteten var stor på stranden og i det varme vand.

Oppe til højre fortsatte den imponerende natur op ad bjergsiderne og på den anden lå den afrikanske savanne. Da jeg lå der på solsengen, havde fået serveret kolde drikkevarer og nød den imponerende udsigt ud over poolen med de lysegrønne palmer, naturen og havet, kunne jeg ikke andet end føle at livet var herligt. Og så oven i købet være så heldig at fejre min fødselsdag der. Faktisk glemte jeg flere gange at jeg har fødselsdag i dag. Simpelthen fordi tankerne bare svømmede hen i de mange indtryk og den medfølgende ro i kroppen.

Da vi tog den lille speedbåd over lagunen til den del af stranden der fulgte med til clubbens område, blev det absolut ikke dårligere. Dér stod vi med tæerne i det fineste hvide sand, omgivet af store palmer og kunne bare se strand og vand. Da vi trådte ud i det varme vand forsvandt de sidste tanker om den sure hverdag i Danmark, der måtte være tilbage i kroppen, fuldstændig. Vi var i et paradis uden lige.

Tænk at der findes steder som dette, som normalt forbindes med Caribien eller øer i det sydlige Asien, i et land som på mange områder ellers sender signaler om fattigdom og kaos. Det sætter tingene lidt i perspektiv og vender også tankerne tilbage til forrige indlæg om kontrasterne her i landet.

Back to Ghana #5: Havet.

Jeg er og har altid været betaget af havet. Med den følelse i kroppen er det en stor ting at stå ved Atlanterhavet og bare se vand så langt øjet rækker. Der er noget vildt, men alligevel kontrolleret over det. Ikke mindst noget dragende ved at bølgerne leger let med hinanden på toppen af dybet, men alligevel slår vildt og voldsomt ind på stranden.

Da vi var på stranden i Elmina, stod vi med fødderne i vandkanten og kunne mærke sandet forsvinde under os, når havet trak bølgerne tilbage i favnet. Hele tiden ændrede stranden form og udseende, imens havet forblev at ligne sig selv.

Den anden aften kørte vi ned på et hotel ved stranden for at se solnedgangen. Store dele af kyststrækningen langs vandet ved Accra, ligger hævet 4-5 meter over stranden, adskilt af klipper og store sten. Vi sad med udsigt over det endeløse hav og de hvide strande på begge sider. Langs vandkanten lå de store lokale fiskebåde. De ligner mest af alt store kanoer, med utrolige og farvestrålende malerier på siderne. Vinden sluttede sin færd over det varme hav, med at bringe duften af salt ind over kysten, og bragte en råhed til den ellers rolige og lune aften.

Havets vilde overflade blev flere steder brudt af skarpe og uovervindelige klipper, der så nemt som ingenting brød havets massive overflade. De ellers hårde og truende bølger i flere meters højde, blev så nemt som ingenting smadret mod klipperne og sendte i stedet millionvis af små sarte dråber og hvidt skum i alle retninger, for til sidst at flyde sammen med det hav, der nu nærmere lignede en slået kriger med nedslået nakke.

Al den vand der blev kastet i luften dannede sammen med det faldende mørke, en dis over den brede strand og fik klipperne til at fremstå endnu mere skræmmende. I takt med alt omkring os og husene på næste pynt i horisonten, tog farve efter mørket og i stedet blev mere og mere gråt, i en tåge af besejrede bølgetoppe, fik hele billedet en ny karakter. De enlige palmer knejsede mod vinden og lignede nogle der lagde alle kræfter i for ikke at bukke under.

Langs vandet dukkede lokale op, som små sorte prikker i ét virvar, for at tage den sidste dukkert inden natten forvandlede det ellers klare blå hav til et mørkt uendeligt dyb. Til sidst omsluttede natten os alle, og vi kunne ikke se længere end hvad de levende lys på bordet lod os ane. I stedet trådte lyden af havet og de knuste bølger endnu stærkere frem og man var ikke i tvivl om dets tilstedeværelse. Der skal mere til at tage livet af havet.

Back to Ghana #4: De store kontrasters land.

Der er ingen tvivl om at fattigdom er et rammende ord for mange ghaneseres situation. Det er tydeligt når man kører rundt i byen og på landet, og ser de faldefærdige skure og hytter de bor i. Uden vand, uden el og uden kloak. Når man ser hvordan deres tøj er lidt og deres blikke rettet mod jorden.

Fattigdommen er endnu mere skræmmende når man så ser og hører hvor mange penge der ellers bliver brugt i Ghana. Pengeforbruget på højere politisk plan er i hvert fald ikke svarende til de penge der bliver brugt på infrastruktur, skoler, sundhed og hjælp til de fattigste. I stedet bliver pengene brugt på et nyt kæmpe pompøst præsidentpalads, alt i mens der lige udenfor de store mure, går fattige ghansere rundt blandt hurtige biler og den medfølgende giftige os, i forsøg på at sælge lidt til bilisterne, så der er råd til at overleve.

Vi var den anden dag i Ada, en mindre by ved udmundingen af Voltafloden. Vi kom ud over hullede markveje og igennem små vandløb, for til sidst at komme til et stort lækkert hotel, der lå ned til floden med stor pool, lækker strand og perfekt arrangeret indkørselsområde. Hotellet var malet i flotte klare farver og fremstod stærkt mod vandet. Lige ude på den anden side af hotelområdet, lå lerhytterne tæt og affaldet flød, alt imens geder og høns løb rundt blandt hytterne. Alt var gråt, brunt og trist i farverne. Kontrasterne fremhævede hinanden og uretfærdigheden lagde en ekstra stens højde på den tykke mur omkring hotellet.

Da vi tog en lille båd fra hotellet og sejlede ud blandt de små øer på floden, blev kontrasten mellem rig og fattig igen tydelig. På den ene ø lå de små hytter igen tæt mellem palmerne og historierne om hvordan deres dage går med at få mad på bordet om aftenen og forsøge at undgå malariamyggene om natten, var ikke svære at tro på. Men når vi så sejlede videre kom vi forbi en ø hvor en rig libaneser havde købt hele øen og bygget et kæmpe sommerhus. Med vand og el.

Vi gik i land på en af øerne med små lerhytter og utætte palmeblade-tag. En ø hvor de producerer rom, men stadig lever under trænge kår. Vi gik rundt blandt de små hytter, smilte til de nysgerrige børn og snakkede med en fortællerlysten øboer. Vi fik lov til at smage på den stærke rom de selv pressede af sukkerrør og fik vist hvordan processen var.

Det var vildt spændende at få lov til at komme tæt på og få et lille indblik i hvordan livet er der, men samtidig føler jeg det også en smule intimiderende at gå rundt blandt dem, som den rige hvide, der bare tror han kan brase ind i deres by når han har lyst.

Hvilket også bringer mig til den næste kontrast. Nemlig det at være hvid hernede, hvor nogle af de mørkeste afrikanere bor. For man føler sig virkelig hvid. Både fordi man ikke ser mange andre hvide og fordi man ikke kan være anonym. Alle lægger mærke til en og er særlig opmærksomme på hvad man siger og gør. Når man kører rundt i landet udenfor hovedstaden Accra, er nysgerrigheden stor og fordømmelsen endnu større når man afviser dem. På stranden i Elmina kom to unge ghanesiske fyre hen for at ville tigge penge til deres lokale fodboldhold og det endte med til sidst at vi måtte løbe til bilen og køre hurtigt derfra, fordi de ikke ville slippe deres tag i os. Mange steder er der priser for hvide og priser for indfødte afrikanere. Det både indgang til nationalparker, museer og i boder og butikker. Alle kneb til at trække lidt penge ud af de rige hvide bliver brugt.

Der er heller ikke nogen tvivl om at de hvide der er hernede, oftest har mange penge. Ikke mindst i forhold til den gennemsnitslige ghaneser. Vi bor hos min kusine og hendes familie, hvor de som velhavende hvide expads, har lokal hjælp ansat, da det nærmest forventes af dem der kommer til landet fra Vesten, som bidrag til social hjælp i Ghana. Derfor er det da også luksus at bo her hvor vi har vores egen chauffør, to maids og vagter og gartnere. Når vi har spist stilles det beskidte service bare i køkkenet og vasketøjet smides bare ved maskinerne, hvor det efterfølgende kommer tilbage til værelses, vasket og strøget. Det er et forhold man virkelig skal vænne sig til, at man skal være doven og bare forvente at tingene bliver gjort. Ligeledes at der går ansatte rundt og gør rent, imens man sidder ved spisebordet. Men der er heller ikke nogen tvivl om at det for dem er et godt arbejde og de derfor er dedikerede ansatte. Som chaufføren der forlod konen der var ved at føde fordi han skulle på arbejde.

På rigtig mange måder er rejsen herned en interessant og øjenåbende oplevelse. Kontrasterne er åbenlyse og virkelig af en anden verden end den vi er vant til hjemmefra. Kontrasten til ens eget liv derhjemme er stor og sætter tingene i et nyt lys og giver virkelig stof til eftertanke.

Back to Ghana #3: Den sorte sky.

Den anden aften da vi kørte hjem og mørket begyndte at sænke sig over den afrikanske savanne, hvilket begynder allerede ved seks-tiden og skrider hurtigt frem, bemærkede vi at horisonten foran os var meget sløret. Til at starte med lignede det mest en tæt tåge eller en meget mørk sky. Da vi kom nærmere kunne vi se at “skyen” var levende og bredte sig mere end øjnene i første omgang havde kunne ane. Den levende sky lignede en myretue på himlen og jo tættere vi kom på jo mere fyldte den af horisonten. Så langt som øjet rakte på hver side af bilen var himlen fuld af små levende sorte pletter og koncentrationen i midten foran os, gjorde himlen sort fra land til skyerne tog over øverst på himlen.

I retning mod os begyndte “skyen” at gå i opløsning mod os og trak lange spor. Den bevægede sig med kæmpe hast mod os og lignede noget ondt der truede med at opsluge os og bilen. Vores rationelle tanker overbeviste os dog om, at et kæmpe fugletræk nok ikke var så skræmmende, men alligevel satte den kraftigt voksende masse pulsen op. Da den til sidst nåede så tæt på at vi kunne skille de hastige vingeslag fra hinanden og for alvor se hvor hurtigt og vildt de fløj rundt om hinanden, havde vi blikkene rettet mod himlen, for at se når massen nåede over bilen.

Det var flagermus. I titusindvis, der fløj med voldsom hast og i kæmpe flok fra Accra og ud mod det åbne land, for at jage. De var overalt i luften, blandt bilerne og omkring hovederne på de handlende langs vejene. De fyldte alt omkring os og lukkede for en stund for solen, til vi var kommet gennem flokken. Heldigvis sad vi i en bil, for selvom flagermus normalt ikke er farlige for mennesker, så er SÅ mange SÅ tæt på altså skræmmende nok.