Venezuela # 5: Solnedgang i Juan Griego.

Den lille fiskeby Juan Griego ligger på Isla Margaritas vestkyst i en af øens smukkeste bugter ud til det Caribiske Hav, med en lang flot silkeblød sandstrand foran den smukke promenade med små butikker i de karakteristiske små huse i skarpe farver. Langs promenaden giver store palmer liv og charme til den gamle by. I skyggen sidder lokale i ly for den sol, vi andre gør alt for at være i. Små børn leger i vandkanten imens mødre står på afstand og taler højlydt, dog ikke uden der hele tiden er et skarpt øje rettet mod børnene, hvor et højt råb får dem til at trække sig lidt væk fra vandet.

Langs molen ligger de mange små og store fiskebåde, hvor mørklødet mænd flittigt arbejder på at gøre bådene klar til nattens samlede afgang ud for at fiske. Nettene tjekkes og småreparationer udføres med det værktøj og materiale der lige er ved hånden. Længere oppe ad stranden er nogle både trukket på land, for at gennemgå større gennemgang og udbedringer, og ligger nu lidt krængende på række.

Som solen begynder at gå ned og fylder himlen med flere og flere gullige nuancer, smider vi skoene og lader tæerne nyde det fine sand. Lukker kun nødigt øjnene fra den hurtigt fremskredne solnedgang, for at lade ørerne opleve den nærmest rytmiske lyd af bølgerne der knækker og skyller op på stranden, for derefter at trække sig tilbage igen, til en let skuren fra det sand og de mange skaller der trækkes med af vandet. Lyde der går helt ind i sjælen og giver en afslappethed der gør det nemmere at forstå den venezuelanske tidsånd, hvor tid ikke er afgørende.

Finder en restaurant med tagterrasse hvor solnedgangen kan nydes. Bestiller den lokale hofdrik, en iskold Cuba Libre og sætter os til rette med øjnene rettet mod solen der har forladt sin plads øverst på himlen og nærmet sig horisontens vandlinje, med en eksplosion af varme farver omkring sig på den ellers blå himmel. Havets brusen kan stadig høres og rundt omkring i bugten vugger fiskebådene som mørke silhuetter i det skarpe lys. Havet har efterhånden også taget en gylden og glimtende farve, som det hele tiden leger i solens stråler. Tre pelikaner på stribe har taget plads på rælingen på en lille robåd, og spejder som os andre mod den imponerende solnedgang. Palmerne i forgrunden bliver langsomt også til sorte silhuetter i det skarpe modlys og danner fantastiske rammer til det billede der skabes foran os.

Ingen siger noget, men sidder bare og lader sig rive med at den stadig dalende sol og lader saligheden tage plads i kroppen. Som om alt står stille i et øjeblik, bortset fra solen. Hvis dét syn, med lyde og duften af det friske hav ikke kan plante salighed i enhver, kan end ikke Dalai Lama have held til det. Det er simpelthen fantastisk af følge solens nedgang dette smukke sted. To et halvt minut efter solen rammer horisonten er den helt væk og tilbage er kun den lune sommerluft solen har ladt os beholde. Omgivelserne tager igen deres naturlige farver, for langsomt at blive gjort matte af mørkets langsomme fremfærd.