Nepal #12: The Expat-life.

De lyseblå fliser i poolen lyste kraftigt op, som solen skar gennem vandet. Forstærket af den skyfri himmel der spejlede sig i i den skinnende overfalde på poolen. Solen var stadig et par timer fra at gå ned bag bjergene og sendte diagonale stråler ind over byen. Jeg lå i det klare vand og svømmede frem og tilbage og nød den kølende fornemmelse langs kroppen, imens solen varmede på ryggen. Vandet omkring mig og de sprøjt jeg lavede glimtede som diamanter i solen. Kunne ikke finde en finger at sætte på livet da jeg lå der.

Tilbage på solsengen på den store hævede terrasse omkring poolen, blev lidt af det fantastiske scenarie sløret. På den anden side af hegnet omkring komplekset, kunne de omkringliggende slidt huse ses og støvet hang i luften inde over byen.

Men de kontraster ér en del af livet som expat i dele af Verden som Nepal. Landet er fattigt, befolkningen er fattig, men som udstationeret er livet fuld af luksus. En kendsgerning det kræver lidt tilvænning at forholde sig fornuftigt til.

Lejligheden er stor, chaufføren holder i kælderen altid klar til at køre, maiden - didi på nepali - sørger næsten ubemærket for for rengøring, oprydning, madlavning, indkøb og tøjvask. Komplekset er flot og velholdt, poolen ligger som naturligt samlingspunkt mellem bygningerne og i stuen er der fitnessrum. Kort sagt nogle omgivelser uden mange mangler. Et liv i stor kontrast til det mange nepalesere lever og overhovedet tør drømme om. Lige så pænt og ryddet der er indenfor porten, ligeså beskidt er der ude på gaden. Få meter henne sidder den første tigger med et lille barn i skødet og et desperat blik i øjnene.

Men når først man har overvejet situationen og erkendt at men ikke kan redde dem allesammen alligevel, begynder man også at skelne mellem kontrasterne. At de lokale på mange måder er afhængige af, at der kommer folk fra bedre stillede lande, for at hjælpe med at styre udviklingen i en positiv retning. Derfor ser jeg ikke noget galt i at nyde, at det at bo i et land som Nepal giver plads og mulighed for at leve et liv det ikke på samme måde er muligt i Danmark. Hvis man kan bevare respekten for den lokale befolkning, deres skikke og huske at man er gæst i deres land. At man med få virkemidler og små gerninger kan gøre en forskel for de lokale, selvom det stadig virker simpelt i forhold til livet med luksus.

Og ja, de tre ugers ferie var et liv med luksus, og det det bliver det også når jeg flytter derud. Hvilket jeg da glæder mig til. Andet ville næsten være forkælet. Men det ér ret surrealistisk indimellem. Stort set hver dag fik vi massage eller anden spabehandling på det nærliggende Shangri-La Hotel. Oplevelser udenfor byen og landet er pludselig nemme at komme til. Midt i byen ligger American Club, den tidligere amerikanske ambassade bygget om til en country club, hvor den verden der eksisterer indenfor de høje massive mure næsten er vulgær i kontrast til den verden der eksisterer udenfor. Men som mange expats siger, så er den verden indenfor et vestlig åndehul når savnet til en mere kendt og vestlig civiliseret verden bliver for stort. Når der ikke blev lavet mad hjemme (tirs-, tors- og søndag) spiste vi ude, på de lækreste restauranter i smukke omgivelser.

Alt sammen til ingen penge! Men alligevel er det svært ikke at komme til at tænke på, at de penge vi brugte, er summer de lokale ikke engang tør fantasere om. Noget man bliver nødt til at være bevidst om for ikke at lette fra jorden. Men også for ikke at miste deres respekt.

Hver dag ved porten blev jeg hilst med honnør og et “Goodmorning sir!” af vagterne. Tara vores didi, spurgte hele tiden om der var noget jeg manglede, the, kaffe, friskpresset appelsinjuice eller noget at spise. Også altid afsluttet med et “sir”.

Jeg synes virkelig det er mærkeligt at blive kaldt sir. Jeg er da ikke bedre end dem! Havde mest lyst til at bede dem om at lade være, men for dem vil det være uhørt ikke at vise den respekt, så sådan et ønske fra mig ville nærmest være respektløst. Når mange taler om deres didi, bliver hun omtalt netop som “deres didi”, hvor kæresten og jeg til gengæld går op i at kalde Tara ved navn, og at andre også gør det og ikke bare “jeres didi”. Tara er en kæmpe hjælp og fortjener al den respekt hun kan få.

Det bliver lidt af en drøm at komme ud til sådan et liv. Ikke fordi det har været ønsketænkning, men fordi jeg nok aldrig har forestillet mig at jeg skulle komme til leve sådan et liv. Men det er så heller ikke alt der er så let. Den megen luksus er et plaster på den kendsgerning at der også er ting der ikke fungerer. Strøm er ikke en selvfølge. Tværtimod er der kun strøm i begrænset tidsrum hver dag, hvor man sætter sin lid til batteriet resten af tiden. Lejligheden er udstyret med gitter for døre og vinduer, selvom den ligger på tredje sal. Vestlige varer er ikke alle sammen til at skaffe og alting går langsomt. Tidsbegrebet er et helt andet end det vi er vant til, især i Skandinavien. Så snart luksussen er forladt eller overstået er alt andet til gengæld mere primitivt end det vi er vant til i Danmark.

Men det er også det der er med til at gøre det spændende. Samtidig er det uden tvivl en sund oplevelse at komme ud og mærke på egen krop hvordan Verden også kan se ud. Få sin verdensopfattelse og sit livssyn udfordret lidt og meget.