Egypten #1: Dybet ved El Fanar.

Et enkelt hop fra broen og det mørkeblå vand omslutter straks vores kroppe. Den blå farve bliver kun mørkere og mørkere mod dybet, indtil det hele til sidst bliver én tåget masse. Men vi ved at bunden først kommer 30 meter under os. Få meter længere ude er bunden 100 meter nede. På alle sider af os pånær én strækker den blå farve sig så langt øjet tillader, ud i Rødehavet.

Men mod land rejser den mest imponerende koralvæg sig op fra dybet. Startende i det uklare dyb lodret op til knap en meter fra havoverfladen, hvor den slår et knæk i en eksplosion af farvestrålende koraller, og flader ud ind mod klipperne langs kysten. Væggen breder sig ud på begge sider af os. Det er kun at gå i gang med at udforske og lade sig imponere.

Solen er på vej mod at finde sin middagsposition på den klare himmel, men stadig når de stærke stråler gennem de små krusninger på havoverfladen og kaster lange vertikale stråler gennem vandet, indtil dybet kvæler lyset. Dybet og de nærmest hypnotiserende stråler virker dragende. Hvad gemmer sig dernede? Hvad gemmer sig bag de mørke skygger der i korte glimt kan skimtes dybt under os? “Lyset for enden af tunnelen”-fornemmelsen, strålerne og det uendelige dyb fremkalder, giver lyst til at sparke ekstra hårdt med svømmefødderne, for at udforske det der ikke kan ses. Men voldsom trykken for ørerne og vand i snorklen, får os hurtigt til at søge mod den lysere overflade igen.

Her leger fisk i alle afstøbninger, størrelser og farver rundt i jagten på føde mellem de mindst lige så farvestrålende koraller. Store og små fisk mellem hinanden. I alle tænkelige farver og sammensætninger. Nogle ser søde og fredfyldte ud, andre får os til at trække os lidt tilbage fra væggen. En stime Zapp-is svømmer tæt fordi og alle vegne omkring os, føles det som at kigge ind i et enormt kaleidoskop af farver. Store fisk der overhaler bagfra forskrækker, så vi er ved at støde ind i en anden på den modsatte side af os.

Lader os roligt glide ind i en anden stime og lader os omslutte, så de stribede fisk upåagtede svømmer omkring os, og nysgerrigt kommer helt tæt på. Fascinationen spiller os et puds, og overbeviser om at have haft øjenkontakt med op til flere af de små skabninger. En lille lyd, et pludseligt ryk, en mulig fare får flokken til at forsvinde i alle retninger som i en eksplosion, til det mørkeblå hav opsluger dem.

Tilbage på klipperne ved El Fanar står vi og kigger ned i vandet, hvor fiskene stadig leger livligt i overfladen. Når varmen er vendt tilbage i kroppen efter lidt tid i solen på klipperne, skal vi helt sikkert tilbage til denne undersøiske verden og dybet under os.