Nepal: Hvordan overhaler man en elefant?

De daglige cykelture i Kathmandus trafik kan være en fornøjelig oplevelse. Uden egentlig regler i trafikken kan et simpelt vejkryds blive noget af en udfordring, som når biler, tuktuks og motorcykler i ét virvar kører ud i krydset fra alle sider, og på mirakuløs vis får flettet sig hele ud på den anden side igen. Som skrøbelig cyklist gælder det virkelig om, at holde tungen lige i munden gennem labyrinten af andre trafikanter.

Men når først den regelløse og ofte hensynsløse trafik er forstået, går det faktisk ganske fint med at følge trafikken og selv glemme lidt af den indgroede danske hensynstagen. Hvilket ér nødvendigt. For med danske vaner ville man enten blive kørt ned efter to minutter eller ende med ikke at komme nogen vegne.

Men cykelturen til arbejde i går blev endnu sjovere end normalt. Et par elefanter blandede sig med bilerne på Lazimpat Road. Et par store elefanter! Gående gennem byens pænere kvarter med ambassader og glasfacader omkring sig. De små hvide Suzuki taxaer kom til at se endnu mere skrøbelige og små ud ved siden af de to kæmper. Den enorme kontrast startede et mindre grineanfald der var ved at kaste mig af cyklen.

De kaotiske vejkryds klarer jeg uden megen overvejelse, men da jeg kørte bag den ene af de store dyr, kunne jeg alligevel ikke helt overskue hvordan jeg skulle klare den situation. I et land med meget få trafikregler er der næppe særlige trafikregler for elefanter.... Overvejede om jeg skulle køre mellem benene på det store dyr, pladsen var der, men synes alligevel at det var en tand for vovet. En egentlig overhaling ville placere mig helt ovre i den modsatte vejbane, da jeg alligevel ikke turde køre alt for tæt på. Køer er vi vant til render rundt i gaderne her i Kathmandu, og deres størrelse er ikke så skræmmende. Men forestillede mig hurtigt elefanten forvandle min cykel, til en metalskulptur der ville passe i en vinduskarm.

I stedet da vi nåede frem til et af byens eneste politibemandede vejkryds, cyklede jeg op ved siden af elefanten og holdt så side om side i forreste række. Siddende på min cykel tæt op ad elefanten kiggede jeg lige ind i benet. Jeg bøjede nakken helt tilbage og nikkede til elefantføreren, der vist nød den gode udsigt fra elefantens nakke. Igen kunne jeg altså ikke lade være med at begynde at grine. Ikke hver dag man står pænt i et kryds og venter, og ens sidemand er en fuldvoksen elefant. Men det gav bestemt en sjov start på dagen.