Thailand, Phuket #4: Med 700 heste mellem benene.

I bugten ved Patong tumlede bølgerne rundt, med enkelte hvide bølgetoppe hist og her. Lyden af det levende vand, bølgerne mod stranden og de friske vinde fra havet fyldte luften over bugten. I strandkanten foran os lå fire vandscootere og vuggede i bølgerne, der stak lange tunger op over sandet.

Først var grebet i gashåndtaget forsigtigt og en smule nervøst. Scooterens små krængninger i bølgerne skulle læses og forstås, men så forsvandt angsten for at flyve af også hurtigt. I stedet fik håndtaget fulde fingerkræfter og scooterens vandstråle bagud mere højde.

Med 700 galoperende heste mellem benene fløj vi over bølgetoppe og -dale, så vandet sprøjtede op til alle sider. Store og små buer gav sus i maven og skabte vægge af vand til siden. Duften af salt hang omkring de mange vandperler i luften. Adrenalinen overtog kroppen og tog form som en djævel der bare ville have mere og mere fart. Vandscooteren dansede i bølgerne, så vandet sprøjtede over os og smagen af salt ikke kunne holdes ude af vidt åbne jubelskrigende munde.

Vinden og vandet suste om ørene når scooteren slap vandet og fløj fra bølgetop til bølgetop, for pludselig at hamre ned i en med et slag og en eksplosion af vand i luften til følge. En hård opbremsning. Straks efter blev gashåndtaget revet til igen, så den vilde tur fortsatte ud over bugten.

Da aftensolen begyndte sin færd mod horisonten, forvandlede bugten sig til et oprørt hav af gullige og hvide glimtende diamanter, som strålerne spejlede sig i bølgerne. Med de frodige skove omkring bugten, de glimtende bølger og duften og smagen af den friske salt, var det en følelse af frihed der blandede sig med adrenalinsuset i kroppen, som vi suste mod horisonten over det endeløs hav. Den særlige frihed der hersker i luften over havet.

Tilsat en masse hestekræfter og høj fart, fløj frihedsfølelsen afsted på en rus gennem kroppen. Selv efter vandscooterene med høj fart og skuren mod sandet, var styret op på stranden igen, pumpede glæden, det indre legebarn og adrenalinen rundt i kroppen. Fire voksne mennesker sprang rundt på stranden som fire børn i sukkerchok.

Finland #2: Helsinkis rum.

Jeg gentog mig selv mange gange da vi gik rundt i Helsinki. Blev ved med at kommentere, at der var meget plads og luft i byen. Ikke fordi jeg følte jeg ikke blev hørt, men fordi det virkelig slog mig igen og igen. At der i centrum af Helsinki er så meget lys og en udeblivende følelse af at være lukket inde i en storbys labyrint. Sensommersolen der oplyste den skyfri himmel over byen, udgjorde uden tvivl det bedste tag til byens rum.

Som brede åndehuller ligger de brede boulevarder med sporvognene rullende forbi i midten mellem kørebanerne. Med de karakteristiske hakkende lyde af hjulene mod sporene, pivende bremser og tynde kabler hængende som et spindelvæv over vejene.

Flere steder er parker også blevet en integreret del af de veje man går, så parkerne med farvestrålende blomsterbede er områder man naturligt kommer igennem på sin tur gennem byen. Den botaniske haves træer kaster grenene ud over de høje mure, med de forskellige blades former blinkende i solen. De brostensbelagte gader snor sig ud og ind mellem husene i bymidten. Huse i forskellige stilarter der leder tankerne hen på Københavns ældre hyggelige byhuse og Skt. Peterborgs mere pompøse og imponerende bygninger. Store voluminøse kirker på samme tid opsluger al opmærksomhed og udstråler enorme kræfter i luften omkring dem.

Ned mod havnen åbner byen sig op og omfavner havneindløbet med sine fine bygninger, små markedspladser og åbne promenader. Udenfor havnen ligger mindre øer som grønne totter spredt ud over vandspejlet. Med tæt natur, men en enkel tagryg tittende frem hist og her gav øerne liv. Naturen bliver hilst velkommen helt ind til bymidten, ledt på vej af vandets naturlige kile.

Hvor naturen er det udendørs frirum i byen, er torvehallerne rundt om i byen de indendørs rum hvor naturens rige gaver samles, for at skabe et frirum i den travle hverdag i storbyen. Indendørs markeder i tidligere tiders store rammer, med små boder side om side langs gangene. Duftene er det første der overstrømmer en når man træder ind. En sansekælen blanding af blomster, friske grøntsager, nybagt brød, frisk opskåret kød, salte fisk, ostehandlerens enorme udvalg og tilberedte middagsretter. Dernæst er det lydene der sammen danser rundt i luften i det store overdækkede rum. Handlende der snakker, uimodståelige tilbud der fremføres syngende, glade stemmer, papirsposer der knitrer, klingende bestik i de små torvecafeer og slagterens store knive der hårdt rammer bordets plade når der udskæres kød. Men det indtryk der er det mest overvældende, er uden tvivl de mange smukke farver. Laksen der ligger med sin flotte røde farve i store stykker over isen, blomsterhav i alverdens nuancer hos blomsterbinderen, frugt og grøntsager arrangeret sirligt i store mængder, som var det en kunstinstallation, bagerens lyse og mørke brød i store flettede kurve og blodrødt kød i slagterens diske.

Det er som at træde ind på en middelalderlig markedsplads, hvor man er gået tilbage til traditionelle handelsrytmer, basale behov og høj kvalitet. Det er stemningsfyldt og luften er fuld af glæde og afslappet atmosfære. At handle ind til aftenens middag er ikke længere noget der bare skal overstås, men en sanselig oplevelse og fornøjelse. Af de mange rum i Helsinki var torvehallerne for mig det mest unikke og hvor min begejstring var aller størst.

Finland #1: Mødet med den finske natur.

Landede blødt i en tåge der indhyllede lufthavnen i en hvid pude. Den kølige morgenluft tilførte liv til den trætte krop og de stadig søvnkæmpende øjne. Men sollyset kunne anes bag tågens støvede hinde. Den skulle nok vinde kampen.

Med byens labyrint af motorveje og vejarbejde lagt bag os, forsatte turen fra Vantaa, lufthavnen i Helsinki, i bil mod den lille by Lempaala nord for Helsinki. Finlands største skønhed begyndte at brede sig ud omkring os. Storeslåede tætte skove som et velour tæppe i grønne nuancer bredt ud over det bakkede landskab. Den blide tåge gav landskabet dybde som farverne fortog sig mod horisonten og til sidst efterlod skovene som mørkegrå konturer i den hvide dis.

Hvor skovene ikke stod tæt eller store enge lå klare grønne med ny vaskede græsstrå, fyldte store søer landskabet. Blanke vandspejl omringede små klippeskær og tæt bevoksede øer, med disen hængende lavt over vandet. Træernes spejlinger i vandet fik frataget sine farver og gjorde vandet mørkt langs bredderne. Når solen brændte huller i tågen, skøjtede strålerne hen over vandspejlet i store og små buer.

Da solen fik den sidste morgentåge til at fordampe, og en klar blå himmel gav solen fri udfoldelse, åbnede landskabet sig og flyttede horisonterne endnu længere væk. Søerne fik en hinde af sølv og de grønne træers spejlinger var skarpe og farvefulde.

Da vi nåede Lempaala med træhusene spredt mellem skovens høje træer, var luften lun og skovbundens dufte blandede sig med den friske duft af graner. Med nøgne stammer og tætte toppe stod granerne tæt og fik skovens dybe mørke til at virke uendeligt. Små klare blomsterhoveder tittede frem fra det høje græs i vejkanten og smilte til solen. Fuglesang lød fra skovens trætoppe og gav det imponerende indtryk af smuk natur den fuldendende symfoni.

Udstyret med høje gummistøvler og bare arme, blev køreturen afløst af en gåtur gennem skoven. Mærkede den bløde skovbund give efter under de tykke såler, og friske dugdråber på armene, hvor solen ikke havde kunne trænge igennem og brænde dem væk fra det høje græs og buskenes blade. Gule svampe skød op fra skovbunden, som små og store runde prikker på et mørkt lærred. Vi plukkede vilde hindbær fra buskene, hvor de små røde bær hang tæt. Den friske og søde smag på tungen gav smil på læberne og fik barndomsminder til at danse i sindet.

At komme ud i naturen som storbybeboer er altid en fornøjelse. Mærke de klare farver, den friske luft og duftene, får alle sanser til at sende positive strømninger ud i kroppen. Men at komme ud i den finske natur er virkelig en storslået oplevelse. Den er så omfavnende og smuk. Verdenen udenfor forsvinder sammen med tiden og tankerne renses og løftes op på et lysere plan.

Nepal: En tur på cyklen er som en tur i Tivoli.

I en by som Kathmandu hvor trafikken størstedelen af tiden er én stor trafikprop, er det en befriende oplevelse at cykle rundt i byen. Men først kræver det at man finder rytmen og får de nepalesiske trafiknormer under huden. Ellers er det langt fra en befriende oplevelse, men kan derimod være en nervepirrende af slagsen, med dødsangst siddende i hjertet når man endelig når frem til målet.

Første udfordring er uden tvivl at størstedelen ikke er vant til cyklister. De ved simpelthen ikke hvordan de skal reagere i forhold til en cyklist. Størstedelen af de få nepalesere der så rent faktisk cykler, gør det på gamle rustne cykler, med en usikker stil eller overdimensional last, der gør at jeg selv forsøger at slå en stor bue udenom. Derfor bliver bilisterne og motorcyklisterne endnu mere usikre, når der så kommer en rutineret cyklist i høj fart. De kan ikke vurdere hvor meget eller hvor lidt fart en cyklist kan komme med. Så dytter de bare. I forvejen bliver der dyttet ufattelig meget i trafikken her i Kathmandu, men når mange nærmer sig en cyklist bagfra er det som om de dytter en ekstra gang, fordi de simpelthen ikke ved hvad de ellers skal gøre.

Det gælder om at holde tungen lige i munden, begge hænder på styret og konstant have øjnene i bevægelse rundt i hele synsfeltet. Det eneste retning man ikke skal kigge i, er bagud. Alt for meget kan nå at ske foran en på den korte tid det tager at dreje hovedet. Trafikken kan være stoppet helt, en motorcykel kan have drejet ind foran en eller en ko trådt ud på vejen. Det gør også at man heller ikke skal forvente sine medtrafikanter orienterer sig bagud. Ingen tager sig af hvad der sker bag dem. De ser kun fremad og i yderste nødstilfælde til siderne. Derfor kan en holdende bil man er ved at overhale sagtens dreje ud i en. Når de så opdager en i sidespejlet, slingrende på ydersiden af dem, dytter de bare en gang og gasser op.

Men hvis det så bare var et par biler der drejede ud i en, så ville det være nemt, men det er det bare ikke. Trafikken her er et stort virvar af biler, motorcykler, cykeltaxaer og gående. Vejene er som myretuer. Der er andre trafikanter på alle sider af en selv og de færreste holder samme bane. Alle kører ud og ind mellen hinanden. Hvis der er kø i en retning begynder mange bare at køre op i den modkørende bane hvis der lige er fri bane. Af samme grund kan man som cyklist sagtens pludselig køre mellem to baner af biler, der begge kører imod en! I vejkryds, der mange steder her er fem seks vejbaner der rammer samme punkt, kører alle ud på samme tid og zig-zag’er sig så ud på den anden side. Som cyklist i det kaos kan det være en ganske fornøjelig oplevelse at slippe igennem til den anden side. Ofte er det sikreste at gemme sig på siden af en større bil og “glide” med den gennem krydset. Hver gang kører jeg altid ud i krydsene med et smil og endnu større smil når jeg kører ud igen og er sluppet hel igennem. Det er fascinerende at det faktisk kan lade sig gøre.

Det gælder om at følge med strømmen hele tiden og have øjne for alle bevægelser. Selvom trafikken bevæger sig langsomt er den konstant i bevægelse og skifter hele tiden form. Nogle stopper pludselig op, nogle drejer uden varsel, andre skifter bare bane. Også der hvor pladsen ikke er der til det. Når en bil blinker kan det betyde to ting. At den drejer til pågældende side eller at føreren vil have dem bagved til at overhale på den side af bilen. Det kan give nogle ganske interessante situationer, hvor man må tage chancen og gætte hvad vedkommende mener. Det dummeste man kan gøre er at stoppe op, for risikoen for så at holde med et motorcykelhjul i nakken er stor. Så der skal nogle gange tænkes hurtigt.

I det hele taget er det nemt at gøre en cyeltur til en sjov leg. Fordi det gælder om ikke at komme så meget ned i fart at fødderne skal røre jorden. Samtidig med at cyklen skal bevæges igennem den bevægende labyrint af trafikanter. Mange steder er de store huller i vejene endnu en udfordring der føjer til den til tider skræmmende spænding i trafikken. Rendestenene er flere steder en halv meter dybe og tæt på det samme i bredden. Oveni er vejene mange steder fuld af store huller der nemt kan opsluge et helt cykelhjul. Af samme grund er det oftest sikrest at cykle på ydersiden af striben af biler. For at undgå at blive presset ud i de værste store huller. Dér på ydersiden af bilerne er mængden af modkørende motorcykler dog tilsvarende faretruende.

Det er sjovt og skræmmende at bevæge sig gennem Kathmandu på cykel, men virkelig også en befriende oplevelse, når man suser gennem de lange køer, fordi det er nemt at finde smuthullerne. Mærke vinden i ansigtet og samtidig se alle dem der sidder bag rattet i bilerne med begyndende stress siddende som sved på panden. At jeg samtidig vælger at høre høj musik, så jeg ikke kan høre al larmen, tilfører de sidste illusioner der får cykelturen til at virke som en sjov rutsjebanetur i Tivoli, med sus i maven, grin og til tider adrenalinfremkaldende spænding.

Nepal: På besøg.

I en smal passage mellem to huse hvor dagslyset blev holdt ude, var en lav dør der med bukkede hoveder var mulig at komme ind ad. I den lange mørke gang vi kom ind i, var der flere døre ned langs begge sider, hvor der på alle sad en kraftig skudrigle med stor hængelås. På gulvet stod sandaler og sko spredt foran dørene.

Min gode ven Surendra gik hen til den første af dørene, fik låsen op og bød mig smilende velkommen i sit hjem. Vi trådte ind i et rum der ikke var meget større end to meter i bredden og fire i længden. På gulvet lå et par aviser udbredt med lågskræller, en stor kniv og forskellige krydderier, hvis dufte fyldte det lille rum. Han var i gang med madlavningen da han gik for at hente mig længere nede ad gaden.

Han bad mig om at sætte mig på den høje seng foran vinduet modsat døren. En simpel træseng med en tynd madras, der ikke kunne blødgøre den underliggende træplades hårde overflade. Et hvidt lagen var lagt ud over sengen. Nyvasket forsikrede han grinende. Jeg var ligeglad. Satte mig afslappet på sengen og var glad for endelig at få mulighed for at besøge ham.

På det ene af de to blus i det ene hjørne, tilsluttet en stor rød gasflaske ved siden af, opvarmede han vand i en ujævn jernpotte der vippende dansede over flammerne. To små kopper blev fundet frem fra et stativ på væggen, hvor også et par tallerkner, skåle, lidt bestik og glas var stablet. Duften af kaffe overtog rummet. Med stor undren over at jeg hverken skulle have sukker eller mælk i kaffen, gav han mig koppen med begge hænder og spurgte om han måtte fortsætte med maden. At jeg kunne hjælpe til ville være en fornærmelse for en stolt nepaleser.

Imens vi snakkede og han fortsatte med at klargøre grøntsager lod jeg mine øjne glide rundt i rummet. Væggene var en mørk mintgrøn suppleret med tidens pletter, plamager og enkelte papirslapper med hinduistiske guder afbilledet. Mørke blomstrede gardiner var trukket fra vinduet med gitter for. En enkelt nøgen elsparepære i det ene hjørne sørgede for lys, når dagslyset ikke længere rakte. På bagsiden af døren udgjorde en række med seks knager hans garderobe. I vindueskarmen lå der ting overalt og i flere lag. I det ene hjørne stod et glas med en tandbørste og ragekniv, barberskum, spraydeodorant og hårlak. Hvad en nepalesisk mand med stil har brug for.

En spinkelt bord bar et lille tv, en dvd og en cd-afspiller med højtalere. Som det første da vi kom ind havde han vist mig at han havde den slags teknologi. Som for at demonstrere tændte han alle tre og lod det køre, selvom det nogle gange gjorde samtalen vanskelig. Han afbrød selv flere gange vores samtale, blot for at sikre sig at jeg ikke manglede noget.

Med en stor kniv holdt mellem de bare fødder, sad han på gulvet og snittede grøntsager mod knivens æg. Grøntsager der sammen med kød og krydderier snart efter spruttede og dampede fra den sorte wok over blusset. Den store sorte plamage på væggen bag blusset, vidnede om at der var tilberedt mad rigtig mange gange. Duften af kaffe var aftaget som kopperne blev tomme, men den kraftige duft af karry fyldte hurtigt hver en tomme af det lille rum. Kun tæt ved vinduet trængte duften af regnvejr ind udefra.

Et par udbredte avisblade på sengen blev dug for den tilberedte middag. Ris, karrysauce med sukkermajs, grøntsager, ged og kylling. Surendra kunne nu slappe helt af. Med nepalesisk stolthed havde han fået lov til at servere et måltid mad for sin gæst.

Vi sad længe og snakkede over maden, imens vi fulgte livet i gården bag huset. Beboere fra rummene bag de andre døre ude i gangen, skabte liv under de regndryppende blade på træerne. Et par voksne piger sad under en hane ved den store sorte vandtank og vaskede op. Bagefter vaskede de hinandens hår. En scene der fik Surendra til at smile stort og lidt hemmelighedsfuldt. Især den ene af pigerne vakte nysgerrige blikke, men som han selv sagde med et blik rundt i rummet, så var han ikke klar til at tilbyde en pige et ordentlig ægteskab.

Hans hjem var kun det lille rum, det var simpelt, rodet og primitivt, men han var stolt af det. Stolt af ikke at bo hos sine forældre, men i stedet at kunne klare sig selv. Og glad for at jeg ville komme på besøg. At han hele tiden kom til at sige “ my palace” i stedet for “my place” synes jeg på en eller anden måde blev symbolsk og jeg nænnede ikke at rette ham. For ham var rummet hans alene og derfor noget stort som et palads. Som for enhver ung nepaleser, der er brudt ud af det traditionelle familiemønster med tre-fire generationer under samme tag. Værdien af netop dét overstrålede langt værdien af den spartanske indretning.

Singapore #5: Bukit Timah.

Det tog en tur med den moderne undergrund og en lang bustur ud ad Butik Timah Road, før den storsmilende buschauffør med energiske fagter og få uforståelige engelske ord, fik fortalt at vi var nået frem til målet.

Vi stod på fortovet langs en bred stærkt trafikeret vej, hvor kontorbygninger, boligblokke og restauranter dannede mur på begge sider. Kun lidt længere fremme ad vejen var der ophold i de livløse omgivelser. Dér stod træerne tæt og frodige grene strakte sig, som forsøgte skoven at trænge ud gennem muren. Bagved rejste et fladt bjerg sig med en dyne af grønne trækroner. Kontrasten til den travle hovedvej og den tætte bebyggelse var slående og smuk. Vi var nået frem til Bukit Timah Naturreservat. Det sidste bevarede stykke regnskov i Singapore.

En gangbro ledte os over vejen og få meter senere bød de første aber os velkommen i skovens hule. Det næste der mødte os var muren af fugtighed i luften, der hurtigt fik ryggen til at blive klam og huden til at glinse af sved. Varmen var omklamrende og de mange motionerende forretningsfolk på stierne, lignede alle nogle der lige var stået op af en nærliggende sø. Sveden haglede af dem.

Vi afholdt os fra at løbe, men begyndte i stedet gåturen op til toppen. Det højeste punkt i Singapore, 163 meter. Det var en verden for sig. Singapores travle liv i moderne teknologiske rammer forsvandt og blev erstattet af saligheden i regnskovens nærvær. Cikadernes kor fyldte luften under de tætte trækroner, hvor små huller mellem bladene skabte fine søjler af lys i skovens skygger.

Den tætte bevoksning mønstrede alle palettens naturskabte farver. En eksplosion af grønne farver suppleret af smukke kraftige blomster. Slyngplanter tapeserede træstammerne med blade og store svampe stod som spredte puder i skovbunden. Store bredbladede planter, stod som store vifter på skovbunden, og vejrede i den sagte vind der slap gennem skoven. Små og store fugle gav liv i det ellers stille rum trækronerne skabte. Vandløb rislede gennem skovbunden og store rødder fik stiernes trappetrin til at krænge.

Da vi et par timer efter stod tilbage ved den larmende hovedvej var det svært at forestille os, at den verden vi lige havde forladt, rent faktisk var at finde så tæt på Singapores pulserende liv. To så forskelige verdener side om side i så fin harmoni. Som vi på bagsædet af en stor rummelig taxa bevægede os ind ad de brede indfaldsveje til Singapores centrum, med varmen i skoven stadig siddende som en klam hinde på huden, blev kontrasten igen fremhævet i sin form af moderne metropol. Nu tilsat skovens smukke berøring af sindet.

Singapore #4: Skibet i luften.

Det var svært ikke at blive imponeret og overvældet da vi trådte ind gennem de store glasdøre ved indgangen til Marina Bay Sands. En strygerkvartet af fire yndige piger i hvide kjoler på et lille podie i foyeren tog imod, og fyldte det enorme rum i tårn 1 med behagelig musik.

Men fuldstændig ro kunne kvartetten alligevel ikke formå at plante i vores kroppe. Selvom vi ankom sent var der mennesker overalt. Det organiserede kaos foran indgangen af taxier, limousiner og store skinnende privatbiler dirigeret rundt af en hær af uniformklædte mænd, havde forberedt os på at der ville være livlig aktivitet indenfor.

Den klassiske musik blandede sig med en summen af stemmer der lige så stille sivede op gennem det store rum der først fik et loft omkring tyvende etage. Ved indcheckningsskrankerne på begge sider af foyeren blev der smilende taget imod gæster, og piccoloer med kuffertvogne i skinnede messing skabte deres egen trafik på det blankpolerede gulv. Selv blev vi guidet op til værelse 1262 på 12. sal i tårn 2, ét værelse ud af 2561. Da piccoloen stak nøglekortet i holderen indenfor døren, gled de tunge gardiner foran panoramavinduerne på hele den ene ende af værelset, til side og åbenbarede en storslået udsigt ud over Singaporestrædet, hvor containerskibe lå tæt i kø for at losse eller laste i havnen. At vågne op til den udsigt de kommende syv morgener skulle nok blive en fornøjelse.

Marina Bay Sands åbnede officielt i februar ’11, men har allerede opnået en form for ikonstatus i Singapore. Den særprægede arkitektur, beliggendeheden, historierne og at hotellet ofte dukker op i udsigten når man går rundt i byen, har placeret hotellet på utallige postkort, i turistbrochurer og ikke mindst i bevidstheden hos besøgende og fastboende i Singapore.

Det ér også et imponerende syn. På en ellers øde halvø ved marinaen rejser tre store tårne sig, der sammen bærer et 340 meter langt “skib” på toppen. SkyPark’en på toppen, med stor infinitypool, restauranter, natklub og udsigtsplatforme. Arkitekturen er iøjefaldende og uden omkringstående bygninger bryder resortet for alvor igennem mod den blå himmel og Singapores stærke sol får tårnenes blanke facader til at blinke.

Marina Bay Sands er stort, rigtig stort! Ambitionerne har været store og de er blevet udlevet. At hotellet ydermere er bygget sammen med et kæmpe shoppingcenter, verdens største atriumkasino, konferencecenter, to teatersale og lægger kvadratmeter til omkring 20 cafeer, barer og restauranter, syv af dem med stjernekokke, gør det nemt at tabe pusten og nogle gange også overblikket.

Kan det så blive for stort? Ja, det kan det uden tvivl. Personligheden forsvinder lidt på den megen plads og følelsen af bare at være sit værelsesnummer har let ved at indfinde sig. Men når det så er sagt, så er der også noget utrolig fascinerende og komfortabelt ved at bo på sådan et stort hotel. Oplevelserne er mange, store og ofte fyldt med luksus der kan få det til at krible i enhver materialist, madelsker og livsnyder.

Som at ligge ved poolen på 57. etage på hvide solsenge, omgivet af palmer og med hele Singapores skyline som udsigt. Svede i det enorme fitnesscenter tilknyttet Banyan-Tree Spa på 55. etage med udsigt ud over byen fra den ene side og strædet fra den anden. Sidde i en af de mange restauranter og nyde en udsøgt middag. Stå på Ku De Ta på toppen under den åbne himmel med en cocktail i hånden og Singapores natoplyste skyline som selskab.

Eller gå på kasino og høre den konstante ringen for ørene, omgivet af storsmilende eller slukørede mennesker. Se personer sidde hypnotiseret foran spillemaskiner og trække mekanisk i spillearmen. Overvære vilde satsninger og dealernes imponerende overblik, uden skyggen af ansigtsmimik.

Selv startede vi med at vinde stort på allerførste tur ved rouletten og havde tabt alt igen i løbet af tyve minutter. Men vi havde det sjovt og kunne mærke hvordan kasinoets ubarmhjertige fortryllese vandt ind på os. Det forud aftalte økonomiske loft var en fornuftig beslutning og vi efterlod dem der havde overgivet sig til drømmen om den store gevinst.

Den efterfølgende aften stod vi i teaterets foyer med fyldt champagneglas i hånden og ventede på at forestillingen skulle begynde. Da de første trommer startede og The Lion King’s magiske univers forvandlede scenen til solbeskinnet savanne, farvestrålende jungle og uhyggelige grotter, begyndte tankerne at svæve tilbage til Times Square hvor vi så forestillingen første gang. En fortryllende aften, der blev afsluttet med spændende cocktails, der fik kroppen til at føles endnu mere fortryllende.

At spise på hotellet hvor man også bor har for mig altid stået som noget kedeligt og ukreativt, men på Marina Bay Sands var det rart at hotellet havde så mange forskellige muligheder at vælge imellem. De havde samtidig formået at lave dem, så man følte det intimt i øjeblikket og glemte at man sad i en hotellobby eller i et shoppingcenter. Som da vi trådte ind på Bistro Moderne fra shoppingcenterets store og livløse linjer, og kom ind i en restaurant der med det samme gav os en følelse af, at vi lige så godt kunne være trådt ind fra gaden i Paris’ latinerkvarter. Fra første tår af den fyldige rødvin glemte vi med det samme at vi faktisk sad side om side med Hermés, Boss og Cartier.

Alt i alt synes jeg nok at Marina By Sands er for stort, men må sige at jeg synes de har fået det til at fungere virkelig godt. Hotellet er gennemført og gennemtænkt fra planterne foran indgangen til drinksene ved poolen på 57. etage. De har formået at give en følelse af at være stort og imponerende, men samtidig skabe hyggelige åndehuller rundt omkring på hotellet. Mulighederne og tilbudene er mange. Man kan i hvert fald ikke andet end blive imponeret af Marina Bay Sands. Det er et ambitiøst og kreativt projekt der er lykkedes. Jeg har i hvert fald nemt ved at drømme mig tilbage til poolen på toppen med den smukke udsigt.

S(l)ingapore #3: Raffles Hotel

Det er svært at sige Singapore uden også at sige Singapore Sling. Cocktailen der første gang blev mixet et helt særligt sted, nemlig Raffles Hotel i Singapores gamle kolonicentrum, opkaldt efter Singapores grundlægger Sir Stamford Raffles. Vi kunne derfor heller ikke være i Singapore uden at tilbringe en aften på det legendariske hotel.

At vi ankom i en stor Mercedes var et heldigt tilfælde, men alt andet ville næsten have taget magien ud af at køre hen over perlestenene op foran den store imponerede hovedindgangs facade prydet med store sprossede vinduer, søjler og en flot have midt i den runde indkørsel, hvorefter den Sikhklædte portier åbnede bildøren og bød velkommen til Raffles Hotel.

Lidt efter ledte en smilende piccoline os gennem det store hotel via imponerende lokaler, smukke svalegange med mørke gulve, hvide søjler og fascinerende lysekroner i loftet, hyggelige gårde med bede, springvand palmer og nogle med små barer eller thepavilloner. Turen var som at træde længere og længere tilbage i en fortryllende historie for hvert skridt vi tog. Da vi nåede en af de store hvide marmortrapper, i hvad der mest af alt mindede om en stor balsal med lysekroner i loftet og gik ovenpå til endnu en imponerende sal med arme af nye svalegange rundt i hotellets enorme labyrint, kunne det ikke andet end give et lille sug i maven. Alt var velholdt, restaureret med stor respekt for historiens fylde og hver en detalje var gennemtænkt, så hotellet i sig selv var en fantastisk oplevelse.

Til sidst blev vi ledt hen til Long Bar Steakhouse hvor der var bestilt bord. Middagen der var lige så stor en oplevelse som hotellet. Et hyggeligt lokale med åbent køkken og lyde af aktivitet ved gasblussene. Stillig interiør. Borde og stole i samme mørke træ som bjælkerne i loftet. På væggene hang kunst og affekter der alle fortalte en lille smule af Raffles utrolige historie. Maden var uovertruffen og vinkyperens valg af rødvin til bøfferne fik alle sanser til at danse.

Nu vi var på Raffles måtte vi selvfølgelig slutte af med en Singapore Sling i den berømte Long Bar. Stedet hvor kineseren Ngiam Tong Boon mixede sig frem til den berømte lyserøde cocktail. Ligesom resten af hotellet var baren som at træde ind i en tidslomme. Der var mørkt, levende musik fra det energiske liveband lagde en behagelig stemning i rummet, kurvemøbler stod tæt omkring små borde. Baren var lang og i mørkt poleret træ og på hylderne bagved stod spiritusflaskerne tæt. Messinglamper med grønne glasskærme oplyste sparsomt lokalet og i loftet hang sparformede vifter på række og med langsomt tempo gav indtryk af frisk luft i lokalet. Midt i rummet ledte en vindeltrappe op til baren på anden sal, hvor design og indretning var den samme.

Det knasede under fødderne da vi gik på det mørke plankegulv og det føltes flere steder ujævnt at gå. Det viste sig at være jordnøddeskaller der lå overalt på gulvet. På alle bordene stod store træskåle med hele jordnødder. Almindelig kutyme på Long Bar er at smide skallerne på gulvet. Selv tjenerne tørrede efterladte skaller på forladte borde ned på gulvet.

Med en kliche-følelse bestilte vi to Singapore Sling og satte os i en kurvesofa. Tjeneren blik og smil afslørede at vores bestilling var forventet. Vi begyndte at knække jordnødder og føje til bunkerne under vores fødder. De to lyserøde cocktails, med ananas og cocktailbær på kanten, langt sugerør og kolde glas blev serveret på bordet foran os og satte prikken over i’et på en dejlig aften. Drinksene, musikken og jordnøddeskallerne fik særlig betydning i de historiske omgivelser. Føjede til oplevelsen af, at et besøg i Singapore uden et besøg på Raffles ville have været et tab.

Singapore #2: En rig by - på mange måder.

At lande i Singapore med fly fra Kathmandu er virkelig som at komme til en anden verden. Den næsten skræmmende modsætning er tydelig, fra første til sidste skridt rundt i den moderne og fremsynede metropol. For mig er billedet, at det er ulovligt at spytte på gaden i Singapore skønt. Fordi det nærmest er norm i Nepal at spytte uden megen hensyn. Men det er langt fra der modsætningerne stopper.

Singapore er imponerende rent, organiseret og struktureret. En smuk storby hvor alting fungerer og samtidig har formået at slippe af med nogle af de små negative ting der normalt følger med en pulserende storby. Luften er ren og frisk, dog trykket af den høje luftfugtighed. Der hverken lugter eller syner beskidt. Der står ikke åbne containere med sorte ildelugtende affaldsække i overtal i små gyder. Vægge og facader er befriet for grafitti, ophængte plakater og forstyrrende reklamer. Ingen tiggere til at efterlade vægt på ens samvittighed. Planter, græs, blomster og træer langs vejene og de mange brede fortove er trimmet, plejet og passet så øjnene kun kan blive forkælet.

Det lyder måske stringent og charmeforladt, men modsat f.eks. Dubai, har Singapore stadig en sjæl og et liv der egentlig kun gør de meget ordnede forhold til en fornøjelse. Byens synlige historie giver byens rene og rette facade sjæl, dybde og lidt afvigelse.

For Singapore er et fint eksempel på at historie sagtens kan kombineres med moderne teknologi og arkitektur, uden at hverken det ene eller det andet mister sin værdi eller sit udtryk. I Singapore mødes fortid og fremtid på fineste vis. Den gamle britiske kolonistil er rigt nærværende i byen og i særdeleshed omkring det gamle bycentrum, hvor man føler sig hensat til historiebøgerne. Smukt anlagte parker omkring disse historiske bygninger, med søjlegange, romantiske detaljer og træskodder ved vinduerne. Dét med ny, alternativ og fotoristiske bygninger skydende op omkring. Som højesterets irgønne kuppel der stikker op over trækronerne ved siden af en ufo-lignende rund og flad glaskuppel med kontorer eller restaurant.

På samme måde som det er kontrastfuldt at gå gennem finansdistriktets mennesketomme, men trafikerede gader og mellem de blankpolerede rene facader der rager højt op over en, for lidt efter at træde ind i Chinatown, med små tætliggende hyggelige huse i forskellige skarpe farver, balkoner, pynt og skilte hængende på facaden. Hvor der er liv og levende handel på gaden. Små gadekøkkener hvor kraftig duft af krydret mad, allerede fra morgenstunden fylder luften i de smalle gader.

Hvad der ligeledes er med til at give Singapore liv og nærvær, er alle de grønne områder og smukke parker der ligger spredt rundt om i byen. At gå fra en gade med store shoppingcentre og strømlinede veje og så træde ind i tæt bevoksning hvor byens lyde absorberes i trækronerne, er en fantastisk fornemmelse. Men også bare en fornøjelse at se en storby med så begrænset plads at vokse på, stadig levner så meget plads til naturen i gadebilledet.

Et endnu større plus er den utrolig meget kunst der er i bybilledet og i parkerne i særdeleshed. Jeg bliver altid glad og nysgerrig når kunst får lov til at fylde så meget og på mange måder er allestedsnærværende. Ét er at mange af de fotoristiske bygninger og historiske huse er kunstværker i sig selv, men at der rigtig mange steder er skulpturer, vægge med store kunstværker hængende, statuer gamle som nye, installationskunst med underholdende funktioner og bare små kunstneriske input hvor der lige var en oplagt mulighed, er bare en fortryllende oplevelse. Kunsten er blevet integreret i byen, så selv flere affaldsspande vækker nysgerrighed, der får en til at træde nærmere. Kunsten er et overskud desværre alt for få storbyer har.

First Generation Sculpture af Chong Fah Cheong ved Singapore floden.

Singapore levner ikke megen tvivl om at der er rigtig mange penge i det lille land. Penge og velstand er synlig i bybilledet på mange måder. Bl.a. ved de meget ordnede forhold, de velholdte gader og parker, kunsten der pryder og så den måde folk lever på. Det er fine nypolerede biler, smart og tilpasset tøj, shoppingcentre side om side i hele byen. Aldrig i mit liv har jeg set så mange mærkevarer med så mange enorme butikker på ét sted. Det er svært at forestille sig, at der overhovedet er kunder til så meget (over)forbrug. Men ingen tvivl, Singapore er et shoppingmekka, hvilket også ses tydeligt ved de mange store shoppingposer der bæres rundt af ivrige shoppere. Så undres man i hvert fald ikke længere over, at så mange eksklusive mærkevarebutikker på ét sted sagtens kan betale sig.

Men det store forbrug er også med til at gøre Singapore til en en smuk by. Folk er flotte og velklædte. Der er gjort en dyd ud af at tage sig godt ud. En ganske almindelig hverdagsaften på en fransk restaurant, sad alle de øvrige gæster i flot og lækkert tøj. Mænd i sorte bukser, skinnende sorte lædersko og figursyede skjorter, kvinderne i flotte kjoler, høje stilfulde hæle, smukke ikke prangende smykker, opsat hår og små delikate håndtasker. Uden på nogen måde at blive ekstravagant, men derimod lækkert og et fint eksempel på en kultur med øje for det smukke.

Førsteindtrykket af Singapore kan umiddelbart godt være at det er endnu en kold, stringent og sjælforladt storby der bare suser forbi med pengestrømmen i det lille land, men det indtryk bliver meget hurtigt manet til jorden. Singapore er meget mere end det. Det er en rig by, et rigt land, men det er ikke kun pengene der gør landet rigt. Der er liv, sjæl, natur, kultur, kunst og smilende mennesker.

Singapore #1: Nat på 57. etage.

Da jeg stod en af de første aftener med en dugdryppende Mai Tai på bordet foran mig, udsigt til hele Singapores natoplyste skyline og lækker housemusik i den den lune aftenluft omkring mig, kunne smilet på mine læber ikke kontroleres. Jeg var i øjebliks paradis. Scenen var den udendørs bar Ku De Ta på 57. etage på toppen af vores hotel ved Singapore Marina.

Som et stort tæppe af lys der var bredt ud foran os, lå Singapore med sin imponerende skyline. Så langt øjet rakte var der lys der spejlede sig i andre glasbeklædte skyskrabere. Arkitektoniske skønheder, skinnende facader, hoteller med spektakulær natbelysning og de mange små tætliggende restauranter på kajen langs floden.

På de brede boulevarder tegnede trafikken lange røde og hvide lysspor i luften efter sig og efterlod en summen af liv i natteluften. En særlig harmoni mellem den konstante lette summen og de mange lys gav Singapore de hjerteslag kun en storby kan opnå. Som om hele byen stod og dansede til de skønne toner der blev sendt ud over byen fra højtalerne omkring os.

Nattehimlen blev aldrig rigtig mørk, men i stedet til et oplyst tag over byen der ikke virkede til at ville gå til ro. De lidt livløse og kolde facader om dagen, fik en særlig personlig om natten med de forskellige belysninger og den måde deres konturer stod skarpt frem mod den oplyste nattehimmel. Smukke og rene i deres udtryk.

Med en iskold cocktail i hånden var det nemt at lade mig hypnotisere af den imponerende udsigt. Mine øjne spejdede rundt fra det ene smukke syn til det næste, for hele tiden at efterlade emotionelle sug i maven. Alkoholen, musikken og den pulserende by gik lige i blodet på mig og fik mig med det samme til at slappe af og føle mig “hjemme”. Den særlige rus storbyer giver mig, formåede også Singapore på letteste vis at få smuglet ind i mig, som var det et simpelt stof puttet i cocktailen, der fik lykke i sin fineste form til at brede sig i min krop. Gav mig lyst til at blive oppe hele natten sammen med lydene, lysene og susene fra den store by.

Singapore by Night fra toppen af Marina Bay Sands