Thailand, Phuket #3: Hvor sex ikke er tabubelagt.

Solbriller er fantastiske for mange ting. Ét er at de skærmer for solen, men de gør det også muligt at stirre diskret bag de mørke glas. På den måde kunne jeg ligge og følge med i de mange underholdende og interessante optrin på stranden i Patong. Vi havde lagt os på homo-afsnittet af stranden og der var bestemt underholdning for alle de 300 bath vi betalte for liggestolene.

Vestlige mænd, størstedelen lidt ældre og lidt fyldigere, med unge thailandske fyre vimsende omkring dem. Andre lå alene med blikket vandrende rundt på de slanke veltrænede thailandske fyre der gik rundt i små speedos i vandkanten. Flere par, udlændinge, thai og mix, lå side om side og gjorde ikke noget for at skjule kærligheden. Kærlige omfavnelser i bølgerne og flettede fingre var en naturlig del af strandbilledet.

Men det var nu ikke det der var den største underholdning. Det var at overvære det “spil” der foregik mellem de mandlige turister og de thailandske fyre. Nogle spottede hinanden ved solsengene andre mødtes tilfældigt i vandkanten. Der blev først flirtet, komplimenteret, grint og snakket, efterfulgt af flettede fingre og tættere kropskontakt. De ville lidt senere enten udveksle numre og placering for turistens hotel, eller begge samle deres ting og forsvinde hånd i hånd fra stranden. Kun fantasien satte grænse for hvad der ville ske efterfølgende. Men lidt fræk -og økonomisk- tankegang hjalp.

Man kan så tænke om det hvad man vil, den diskussion vil jeg ikke tage her, men i stedet beskæftige mig med den kendsgerning at dette kunne foregå åbenlyst og uden andre fortrak en mine. Homo-afsnittet på stranden lå midt på stranden, så mange turister og lokale gik forbi. Størstedelen uden at syne påvirkede af, hvis to mænd lå tæt i vandkanten eller at andre stod hånd i hånd og snakkede.

Der er en helt utrolig seksuel frihed i Thailand. En frihed der gang på gang bliver underbygget af de mange eksempler man støder på i løbet af bare få dage. Noget der er tilfældet mange steder i Thailand, hvor der især kommer mange turister. Sex, lysten til det og sex som drivende faktor er bestemt ikke tabubelagt. Tværtimod er det lagt åbent frem og bliver snakket om uden så mange forbehold.

På flere barer stod letpåklædte piger og dansede på små podier, og lige så letpåklædte kollegaer stod på gaden for at tiltrække flere kunder. En tur gennem gaderne med liv om natten bød på utallige møder med fyre der med et lille hjemmelavet skilt og et beskidt smil tilbød pingpong-show - igen må læseren selv lade fantasien arbejde - og strip i nærheden. Massagepiger stod tæt i ens uniformer og forsøgte med flirtende, næsten desperate, tilråb at lokke mandlige turister ind på briksen. Kvindlige turister fik til gengæld ikke meget opmærksomhed.

I Paradise Complex, området af Patong med mange homobarer, -diskoteker og -restauranter, var det unge spinkle eller trænede fyre der stod ude på gaden i små hotpants og måske en stram tanktop for at tiltrække kunder til deres bar fremfor at kunderne gik til naboen, hvor lignende fyre bare stod i en anden farve hotpants, men ellers samme flirtende smil og udstråling. Bag døre der blev åbnet i ny og næ, kunne der skimtes ind til sceneshows med fyre i mindst lige så lidt tøj eller mindre, som dem ude på gaden.

Der er ikke megen tvivl om hvad der foregår på stranden om dagen, men når først mørket sænker sig, bliver der for alvor åbnet op for sexappealen og frække lokkende tilbud. Det bliver på mange måder allesteds-nærværende, uden at blive ét stort sexshow. Personligt synes jeg det er befriende, at sex kan være så naturligt et emne, i stedet for at blive noget tabubelagt der bliver holdt lidt låg på. Befriende at sex og flirt kan fylde så meget og på en eller anden måde alligevel betyde så lidt, ved at det bare er der som en naturlig del af gadebilledet. Man vælger selv at være en del af det eller ej. Om man vil ind og se hvad der foregår i de mørkere lokaler eller bare nøjes med den sjove flirt med bartenderen eller tjeneren. Men at komme udenom at flirt og sex har en positiv og glad effekt er trods alt svær at komme udenom. Derfor er det også så skønt at være midt i og stadig selv kunne vælge hvor meget man vil være del i det.

Den tolerance og afslappethed der er i forhold til sex og præferencer synes jeg er fantastisk at være midt i. Rejsende som to fyre, er Thailand det sted i Verden hvor jeg personligt har kunne slappe bedst af. Fordi ingen peger fingre eller kigger mærkeligt. På hoteller og restauranter bliver vi modtaget som par med samme selvfølge, som hvis en mand og kvinde kom ind som gæster. I virkeligheden er det nok kun nogle enkelte turister der med deres hjemmefra-medbragte menneskesyn kan fremkalde en smule utryghed. Men heldigvis er det uhyre sjældent.

Diskussionen om hvorvidt noget er moralsk forkert og anstødeligt vil jeg ikke starte, men har da mine tanker om det også. Både for og imod. Men det ændrer ikke ved, at når jeg blot forholder mig til øjeblikket og oplevelserne, kan jeg ikke lade være med at være underholdt og synes det er en befriende afveksling. Sex, flirt, kærlighed og glade mennesker er noget der altid kan få mig i godt humør. Blandt mange andre ting, hvorfor Thailand er et rejsemål der altid kan få mit humør op.

Nepal: Fuldmåneceremoni ved Bodhnath.

Himlen var stadig lys blå over Kathmandu da vi ankom til den buddhistiske stupa Bodhnath. Skyerne var begyndt at trække sig sammen om bjergene og varslede om nattens kommen. Men stadig slap solen igennem med jævne mellemrum og fik de farvestrålende bedeflag i luften omkring stupaen til at lyse op.

Den cirkelrunde plads med en af verdens største stupaer som centrum og slanke huse hele vejen rundt om, var fyldt med mennesker. Alle gående i én retning rundt om store hvidkalkede stupa. Som led i deres bøn. Et ritual der for mange buddhister er fast dagligt rutine, men her til aften var det en ganske særlig aften. En aften der tiltrak ekstra mange mennesker. Det var fuldmåne.

Folk gik tæt, der blev skubbet og presset for at komme frem. Nogle gik og småsnakkede, andre bad for dem selv med fingrene arbejdende over kuglerne på bedekransen i deres hånd og mange gik bare stille med et blik der viste indre ro og eftertanke. Duften af røgelse hang let i luften på pladsen og efterlod en naturlig ro i kroppen, efter at være svævet med ind i en vejrtrækning. Duften blandede sig med den sødlige lugt af tændte smørlys, der stod rundt omkring ved små templer og på store mørke metalborde.

Ved opgangen til stupaens nederste plateau blev pladsen endnu mere trang. Folk pressede på for at komme op, men også for at komme tæt på munkene ved det lille tempel foran trappen. Et imponerende bjerg af kiks, slik, chips og andet sødt og spiseligt rejste sig fra jorden foran munkene. Mange af dem der kom forbi føjede til bjergets højde. Munkene bad for dem der ofrede og hjalp til med at kaste på bjerget.

Fra plateauet hvor der var mere luft havde vi fint overblik over pladsen og kunne følge den rolige, men levende strøm af mennesker. Imens sad duerne roligt på stupaens top og fulgte ligeledes med. Vi kunne overvære munke og nepalesere bede rundt om stupaen, med sagte hvisken der knap fik læberne til at bevæge sig. Nogle sad i lotusstilling med hænderne i særlige stillinger og et saligt ansigtsudtryk, som var deres indre et lykkeligere sted. Munke sad med tykke bedebøger og deres bøn blandede sig med den sagte hvisken, til en opløftende summen på pladsen.

I strømmen omkring stupaen var der flere der brød det levende tæppe af hoveder. De lagde stille hænderne sammen foran ansigtet, førte dem op over hovedet for at lade bevægelsen tilbage føre dem ned i knæ og med hænderne på to stofstykker glide frem til de lå udstrakte på fliserne. Med en glidende bevægelse kom de igen op at stå, trådte et skridt frem og gentog. Alle ethundredeogfire meter rundt om stupaen. En troende tilkendegivelse der ikke kunne andet end gøre indtryk, og tilføje til den utrolige sfære af spiritualitet på pladsen.

Da solen begyndte at gå ned mellem to bjergtinder, spejlede den orange himmel sig i templernes guldtage og fik dem til at lyse op som det sidste, med en næsten særlig åndelighed, i skumringen der ellers var begyndt at lægge sig over pladsen. Da mørket først faldt var det kun de mange smørlys der var sat frem, der oplyste stupaen. De mange små flammer der vejrede lidt i den lune aftenvind, gav hele pladsen et helt særligt lys af varme og tryghed. Da den karakteristiske lyd fra de aflange buddhistiske trompeter begyndte at lyde fra områdets templer og klostre, fulgt af munkenes chanten, opstod noget magisk i luften, der fik en følelse af ro og lykke til at brede sig i kroppen. En følelse af at være del af noget større. En del af fuldmåneceremonien ved Bodhnath.

Med flybilletter til lav pris kan du unne deg en ekstra souvenir!

Thailand, Phuket #2: Loungestemning på stranden.

Under det store hvide sejl spændt ud over en stor opbygget træterrasse på stranden, mellem palmerne, listede loungemusik ud af højtalerne. Musik der først opnår sin fulde forståelse på steder som Café del Mar og andre lækre barer der ligger omgivet af palmer, hvidt sand, frisk luft fra havet, strålende sol og bliver akkompagneret af bølgernes brusen når de knækker i store skumsprøjt. Rammerne for netop dét var ideelle på beachclubben Catch på Surin Beach. Det store kridhvide sejl hang kunstfærdigt mellem palmerne og skabte tag over den lækre bar hvor tjenerne i hvidt tøj mixede kulørte og kølende drinks, bag den hvide plexiglas-bar oplyst af et svagt isblåt lys. Spredt ud over terraasen stod små borde og hvide loungemøbler med store lyseblå puder. Himmelsenge med plads til at ligge i de store puder med et glas iskoldt champagne i hånden var også en mulighed. Helt igennem smukke omgivelser til at nyde den fantastiske udsigt ud over stranden og havet. Liggende tæt på den ene ende af stranden, havde Catch store klipper og vild palmeskov som naturlig kulisse. Den rolige musik satte blot prikken over i’et og efterlod gæsterne med en følelse af at livet sagtens kunne ende lykkeligt lige dér.

Beachclubben Catch er en del af det fantastiske hotel Twinpalms på Surin Beach, kun tyve minutters kørsel fra Patong Beach, der er hovedturistbyen på Phuket. Twinpalms er et lækkert eksklusivt hotel med værelserne bygget omkring den store pool, i mindre hvide huse. Så alle værelserne ligger med terrasse eller stor balkon mod den smukt anlagte pool, omringet af palmer og farvestrålende blomster. Solsenge i små klynger står under palmernes svale, store overdækkede himmelsenge på træterassen ved poolrestauranten og et par solsenge på et plautau i poolen, så man nærmest sidder på vandet. Frisk frugt bliver delt ud til gæsterne ved poolen og friske frugt-smoothies og juice bliver serveret side om side med kulørte forfriskende cocktails og lækre thairetter fra restauranten ved poolen.

Først på aftenen viste Catch og Surin Beach sig fra en endnu bedre side. Med himlen badet i solnedgangens varme orange, røde, lilla og pinke farver, aftenens lune timer og den friske brise fra havet, var Catch det beste sted at starte en god aften. Siddende på en loungesofa på stranden med et koldt duggende glas rosévin og bare spejde ud over havet. Nyde det utrolige maleri der hele tiden skiftede i form og farve. Igen med den blide loungemusik i symfoni med havet og palmebladenes raslen mod hinanden.

Hele stemningen efterlod en følelse i kroppen af lyksalighed som optog så meget plads, at selv de mindste negative tanker ikke kunne finde fodfæste. Smilene var store når vi kørte mod Patong. En by der uden tvivl er præget af den megen turisme på Phuket, men som resultat af samme har grundlag for nogle virkelig gode og lækre restauranter. Om det så er at spise hummer på stranden med levende lys, siddende på niende sal ved panoramavinduer med udsigt over byen og vandet eller om det er en minimalistisk indrettet restaurant med lækkert design liggende på en klippekant over vandet. Alle steder med den sædvanelige thailandske høje service og kulinariske oplevelser der kun fik smilene fra tidligere til at vokse endnu mere.

Phuket viste sig endnu engang som en ovenud positiv oplevelse, med masser af mulighed for selvforkælelse i fantastiske, romantiske og smukke omgivelser. Ferien var på mange måder som ti dage i paradis. Med Twinpalms og Catch som det ultimative udgangspunkt. Et ophold dér er massage og forkælelse af krop og sjæl. Som den perfekte loungemusik hvor tonerne går op i en højere enhed med omgivelserne.

Thailand, Phuket #1: En glædelig overraskelse.

Det var med forventningerne på et tilbageholdt niveau og fordomme med fylde, vi landede på Phuket for to uger siden. Vi havde brug for en tidlig sommerferie ud af Nepal og skulle bare et sted hen med sol og ikke mindst strand og hav. Phuket var den nemmeste mulighed, så det blev der turen gik til.

Et billede af et turisthelvede med det ene klodsede hotel efter det andet hele vejen ned langs kysten, en natur der var forsvundet under beton og asfalt og den smilende thailandske ånd forlængst kvalt af turisme, var det billede der de sidste år dukkede op på mit nethinde når jeg tænkte på Phuket.

Fordommene blev gjort til skamme og forventningerne kunne nemt have været skruet højere op. At vi var der udenfor højsæsonen fik måske Phuket til at vise sig fra sin bedre side, men har svært ved at forestille mig, at det kan blive så forfærdeligt som jeg i første omgang havde frygtet.

Med to hjul under os suste vi rundt på øen og nød hvert et indtryk. Overalt i det kuperede landskab var skovene tætte og frodige med skarpe grønne farver i det kraftige sollys. Nogle steder slyngede den tætte bevoksning sig om elmasterne og kravlede ud på ledningerne, som for at demonstrere hvem der var der først.

Med kraftige stigninger, mavesnurende nedkørsler og kraftige sving snoede vejene sig op langs kysterne, med den friske brise fra havet hængende svalende over den varme asfalt. Øverst på klippekanterne var der flere steder luft mellem træerne, der gav et smukt udsyn ud over Andamanerhavet, der med sine bølgetoppe lignede et glimtende tæppe under solens behandling og strakte sig ubrudt til horisonten.

Andre steder gav glimtene mellem træerne korte udsyn ned til små vige for foden af klipperne. Med det gule sand i en halvmånebue liggende mellem to store klippesider, hvor det klare blå hav med brusende bølger og hvide toppe, kastede sig kraftigt mod strandkanten og klippestenene langs stranden. Et lille paradis indrammet af frodig natur og stejle klipper på tre sider og det åbne hav på den sidste side.

Mange steder stak højtragende kalkstensklipper op af havet ikke langt fra kysten, med frodig og tæt natur som eneste liv på klippeøerne. De kraftige bølger mod klipperne skabte en hvid ring af brus omkring øerne, der fik de mørke klipper til at træde endnu tydligere frem. De enorme klipper lå spredt som de sidste små stykker land inden det store hav for alvor fik lov til at brede sig.

Hele vejen ned langs kysten lå surferne som vuggende korkpropper i de store bølger. Med solbrune våde rygge skinnende i solen sad de mange surfere overskrævs på deres boards og ventede på de helt rigtige bølger. Med glidende lethed og stor elegance gled de gennem bølgernes svage punkt, for at dukke op på den anden side igen. For pludselig at vende rundt og lade sig rive med af en anden stor bølge. Springe op på boardet og med overlegen styrke surfe foran bølgens brusende top, men til sidst tabe farten og blive opslugt af bølgen. Kun for igen at vende smilende tilbage til overfladen med kurs mod nye bølger.

Vi surfede ikke, men det afholdt os ikke fra at kaste os ud i de store bølger. Bare med fødderne i vandet kunne den stærke strøm mærkes, og de røde flag langs stranden var ikke for sjov. Heldigvis var det heller ikke nødvendigt at gå langt ud for at lege i bølgerne. Selvom vandet kun gik os til midt på lårene kunne bølgerne nemt slå ind over hovederne på os. Den kraftige strøm gjorde flere gange et bodyboard unødvendigt, da vi nemt kunne glide med på bølgerne uden. Ganske effektiv måde at komme tilbage til stranden på.

Nu skal det ikke lyde som om Phuket så kun er natur, for der er også byer og steder hvor turisterne helt tydeligt er samlet. Byer med grundlag for at skabe mere liv med lækre restauranter, barer og butikker. Men når det er sagt så er der stadig mange muligheder for at finde steder hvor der ikke er mange turister. Smukke rolige strande og små hyggelige spots med formidabel udsigt.

Så alt i alt viste Phuket sig at være et godt mix af mulighed for at slappe af i smukke frodige omgivelser og så mulighed for at gå ud at spise på fantastiske restauranter og få gode cocktails under den varme nattehimmel.

Nepal: Hvordan overhaler man en elefant?

De daglige cykelture i Kathmandus trafik kan være en fornøjelig oplevelse. Uden egentlig regler i trafikken kan et simpelt vejkryds blive noget af en udfordring, som når biler, tuktuks og motorcykler i ét virvar kører ud i krydset fra alle sider, og på mirakuløs vis får flettet sig hele ud på den anden side igen. Som skrøbelig cyklist gælder det virkelig om, at holde tungen lige i munden gennem labyrinten af andre trafikanter.

Men når først den regelløse og ofte hensynsløse trafik er forstået, går det faktisk ganske fint med at følge trafikken og selv glemme lidt af den indgroede danske hensynstagen. Hvilket ér nødvendigt. For med danske vaner ville man enten blive kørt ned efter to minutter eller ende med ikke at komme nogen vegne.

Men cykelturen til arbejde i går blev endnu sjovere end normalt. Et par elefanter blandede sig med bilerne på Lazimpat Road. Et par store elefanter! Gående gennem byens pænere kvarter med ambassader og glasfacader omkring sig. De små hvide Suzuki taxaer kom til at se endnu mere skrøbelige og små ud ved siden af de to kæmper. Den enorme kontrast startede et mindre grineanfald der var ved at kaste mig af cyklen.

De kaotiske vejkryds klarer jeg uden megen overvejelse, men da jeg kørte bag den ene af de store dyr, kunne jeg alligevel ikke helt overskue hvordan jeg skulle klare den situation. I et land med meget få trafikregler er der næppe særlige trafikregler for elefanter.... Overvejede om jeg skulle køre mellem benene på det store dyr, pladsen var der, men synes alligevel at det var en tand for vovet. En egentlig overhaling ville placere mig helt ovre i den modsatte vejbane, da jeg alligevel ikke turde køre alt for tæt på. Køer er vi vant til render rundt i gaderne her i Kathmandu, og deres størrelse er ikke så skræmmende. Men forestillede mig hurtigt elefanten forvandle min cykel, til en metalskulptur der ville passe i en vinduskarm.

I stedet da vi nåede frem til et af byens eneste politibemandede vejkryds, cyklede jeg op ved siden af elefanten og holdt så side om side i forreste række. Siddende på min cykel tæt op ad elefanten kiggede jeg lige ind i benet. Jeg bøjede nakken helt tilbage og nikkede til elefantføreren, der vist nød den gode udsigt fra elefantens nakke. Igen kunne jeg altså ikke lade være med at begynde at grine. Ikke hver dag man står pænt i et kryds og venter, og ens sidemand er en fuldvoksen elefant. Men det gav bestemt en sjov start på dagen.

Nepal: Nepalesisk bryllup

Himlen havde for alvor åbnet sine sluser og monsunregnen væltede, som en tyk mur af vand, ned fra oven. I jakkesæt og pæne lædersko måtte vi springe mellem de vandpytter, der truede med at forvandle parkeringsområdet til en mindre sø, før vi kunne komme ind i tørvejr under et kæmpe halvtag. Andre jakkesætsklædte mænd og kvinder i farvestrålende sharier kom løbende gennem den silende regn.

Vi fik hurtigt øje på festens midtpunkt. Den kommende brud. Siddende på en overdimensionel mørkerød lænestol, sad hun som en prinsesse på en trone, med opsat hår, utal af guldsmykker, kraftig rød shari med guldbroderier, stor rød thika i panden og et smil af lykke, der kunne have lavet hul i den mørke tordenhimmel. Omkring hende stod gaver og blomsterbuketter. Med kindkys blev vi budt velkommen til brudens fest. Den anden aften i en uges bryllupsfestligheder. En fest med knap 600 inviterede.

Overalt omkring os var der mennesker. Festklædte kvinder og mænd. Især alle kvinderne var en fest i dem selv, med de farverige og udsmykkede sharistoffer hængende elegant omkring deres kroppe og de mange guldsmykker mod deres mørke hud. Ældre i national- og egnsdragter. Børn klædt på til fest i miniatureudgaver af de voksnes festtøj.

Der var ingen borde eller nogen egentlig plan for festen. Maden fra den kæmpe buffet indenfor blev indtaget stående eller siddende på de mange plastisk havestole der stod spredt ud i lokalerne og under det store halvtag udenfor. Desserten var isvafler der blev uddelt under mindre tumult i det ene hjørne. Gæsterne kom og gik i løbet af aftenen. Nogle blev til en kort drink, flere gik efter at have spist og andre blev siddende under halvtaget i små rundkredse af stole. Alt efter hvor vigtigt det var at “vise ansigt” til festen. En hær af tjenere med store bakker gik konstant rundt mellem gæsterne. Nogle med snacks og andre med fyldte glas med sodavand, vin, øl eller ren spiritus.

Området under halvtaget var udsmykket med kulørte lamper og blomster. Der var ingen festdækkede borde, men plastikstole i forskellige farver spredt ud over det hele. Halvtomme tallerkner og glas stod mange steder og madrester og brugte servietter lå på jorden mange steder. Den daglige dårlige vane med bare at efterlade eller smide sit affald på jorden blev øjensynligt taget med selv til bryllup.

Skrattende musik bragede ud af nogle store højtalere og kæmpede for at overdøve regnen og tordenen der stadig herskede og skabte mure rundt om halvtaget. Flere kvinder stod med store smil på et frit område under halvtaget og dansede til musikken med roterende arme og håndled, som taget ud af en Bollywoodfilm. Musikken blev styret af et par unge drenge ved en laptop, der ikke altid kunne blive enige om hvilket musik der skulle høres. Drenge og piger løb legende rundt og forsøgte at eftergøre de voksnes dans.

Alle var glade og smilende. Samtalerne blev krydret med grin og latter. Den stærke sprittede spiritus fik stemmerne til at blive endnu mere festlig i løbet af aftenen. Stemningen var fuldstændig som den bør være til et godt bryllup. Men det var stort set også det eneste der virkede kendt for os.

Det nepalesiske bryllup var en festlig oplevelse, men uden tvivl også noget af et kulturchok. Sikke en forskel fra de noget fine og (selv)højtidelige danske bryllupper. Men uanset rammerne var det ikke til at komme udenom at alle var glade og havde en festlig aften. Ikke mindst bruden var stadig et stort smil da vi gik efter et par timer. Dog sulten da hun stadig ikke have haft mulighed for at spise noget, da hun ikke havde forladt sin trone hele aftenen, fordi hun skulle nå at hilse på alle de folk der kom og gik. Men stadig nød hun denne dag ud af flere til hendes bryllup. Vi selv havde haft en festlig aften og moret os. Både over festen og de mange nye indtryk.

Nepal: Banda og fodbold i gaden.

I morges vågnede vi ikke op pga larmen fra den altid travle hovedåre Lazimpat Road. Tværtimod vågnede vi op til en foruroligende stilhed. Enkelte hundes gøen trængte gennem den lydtætte boble der syntes at være rundt om huset. Rygterne om en banda lød godt nok det mest af dagen igår, så vi var forberedte på at vågne op til et anderledes Kathmandu.

Banda er nepalesisk for lukket. Men er blevet det gængse ord for generalstrejke hvor hele byen lukkes af, motorkøretøjer forbydes og butikker tvinges til at holde lukket. Ofte bruges banda som politisk forhandlings- og argumentationsværktøj. En omfattende - men primitiv - måde at sige “det vil vi ikke være med til”. Nepal skulle gerne underskrive deres nye forfatning til maj, hvilket de i øvrigt har skulle de sidste fem år, uden at have kunne nå til enighed og i stedet hvert år har udskudt deadlinen et år. Men nu nærmer vi os igen maj og den politiske debat ruller. Flere bandaer er allerede blevet varslet i maj måned. Bl.a. af maoisterne der ikke har ry for at lave fredelige generalstrejker.

Et kig ud fra balkonen afslørede også hurtigt at Lazimpat var fuldstændig ryddet for trafik. Kun gående fyldte fortovene i roligt tempo. Vejen så næsten skræmmende ud uden den normale tætte trafik. Den unormale ro og stilhed tilførte yderligere mystik til sceneriet. Der var ingen tvivl, der var banda, så kæresten skulle ikke afsted til kontoret.

Han kom lidt efter slukøret tilbage fra bageren. Den var også blevet lukket ned, så ingen friskt morgenbrød til os. Jeg skulle senere selv på arbejde i den amerikanske klub, så jeg tog turen på gåben, ligesom de mange andre gående på vej til skole og arbejde. Og det var bestemt en gåtur ned ad en anderledes Lazimpat Road. Et anderledes Kathmandu. Da jeg kom frem til klubben var også den blevet lukket ned, så jeg fik mig endnu en gåtur tilbage gennem Lazimpat.

Det mest slående var stilheden efter de manglende biler, busser, tuk tuks og motorcykler. Dernæst gjorde den renere og lettere luft i gaden, vejrtrækningen til en ellers ukendt fornøjelse. Mænd sad roligt på simple træbænke foran nogle af gadens små thehuse, og konverserede med en lysebrun mælkethe i den ene hånd. Drenge spillede fodbold i gaden og fyldte luften omkring dem med glade råb og høje grin. Forretningsmænd kom gående med mappen i den ene hånd på vej til kontoret. Skoleelever slentrede i mindre grupper gennem gaden. Cyklister trillede med knirkende stel frem på den tomme vej. Ofte med en ekstra passager siddende på bagagebæreren. En enkelt politibil eller diplomatbil kørte langsomt gennem gaden i ny og næ. Stemningen var utrolig og opløftende. Mange tog den ekstra fridag med afslappethed og smil. Børn hyggede sig og kvinder fortalte smilende historier med babyer hængende på ryggen. Et par turister kom gående med deres kuffert slæbende efter sig. Dog mindre smilende over at skulle bære kufferten selv på vej til hotellet.

Egentlig skulle bandaerne ikke ramme Nepals turister, da det er stort set det eneste de forskellige fragtioner faktisk kan blive enige om. At turisterne ikke må blive generet af strejkerne. Derfor kører der også shuttlebusser fra lufthaven til og fra byens større hoteller. Ligesom restauranterne på hotellerne stadig er åbne.

Vi klarede os da også gennem dagen, uden at kunne foretage os særlig meget. Den utrolige stilhed og udsigten ud over det ugenkendelige Kathmandu, blev nydt fra tagterrassen efter et besøg hos barberen der trodsede bandaen og åbnede op. Aftensmaden blev indtaget på det nærliggende Shangri-La hotel, så alt i alt har vi også nydt den ekstra fridag.

Nepal: Mødet med læbebjørnen.

Selvom det endnu var morgen, trængte solens varme gennem trætoppene i den ellers tætte jungle omkring Island Jungle Resort. Det tegnede til at blive en varm dag i Chitwans jungle. Udhvilede og oplagte mødtes vi med vores guider klokken otte, efter et simpelt morgenmåltid. Alle fire var vi klar med vand i flaskerne, gode travesko, bananer og lidt snacks. Svigerforældrene, kæresten og jeg. De to guider Khanna og Jeet var storsmilende og klar til fem times vandretur gennem junglen sammen med os.

Inden afgang skulle vi først informeres om hvordan vi skulle agere hvis vi skulle møde nogle af junglens farligste dyr. Tigeren, næsehornet eller læbebjørnen. Ved mødet med hvert af disse tre skulle der reageres forskelligt og fuldstændig modsat. Så vi skulle ikke ønske at møde to af dem på én gang. Overraskende skulle vi ikke være mest nervøse for et møde med en tiger, men derimod læbebjørnen. Andre farlige dyr som leoparden, vildsvinet og slangerne blev blot nævnt, da guiderne blot ville nøjes med at fortælle om de tre farligste.

Vi forlod den lille jungle-lodge og bevægede os ind i junglen. Træerne stod tæt og lavere buske levnede ikke megen plads på de små stier. Frisk luft og duften af natur fyldte næseborene. En lysning med smukke blomster tiltrak en sværm af sommerfugle. Fuglefløjt lød fra trætoppene og brød den ellers totale stilhed. Der var bare os og den storslåede jungle.

Kun efter ti minutter fra vi havde forladt lodgen hørte vi buskene rasle ikke langt fra os. Med ét stoppede vores guider op og vi turde ikke andet end følge trop. Vejret blev holdt og enhver bevægelses nødvendighed blev overvejet. Meddelelsen om at det var en eller to læbebjørne der puslede rundt ikke langt fra os, fik hjerteslagene til at tage til i styrke. En blanding af frygt og nysgerrighed plantede sig i os og vi forsøgte at få øje på dyrene gennem buskadset. Dagen forinden havde vi på elefant-ridetur gennem junglen mødt to læbebjørne, en mor og en unge, og var derfor udemærket klar over hvor skræmmende sådan nogle kunne være.

Vi gik lidt væk fra stien, ind i buskadset, for at få et bedre udsyn og ganske rigtigt. En 75 meter fra os gik en bjørn rundt mellem buskene. Med en fod der var klar til at løbe i den modsatte retning - til trods for at det var hvad vi IKKE måtte gøre ved sådan et møde - og den anden fod klar til at komme helt tæt på, bevægede vi os lige så stille for at finde bedre udsyn.

Guiderne var uenige om hvorvidt vi kunne fortsætte ad stien forbi den eller om vi skulle gå tilbage. Løsningen blev i stedet at lave en stor bue på den anden side af stien, hvor vi til gengæld måtte kæmpe os gennem den tætte bevoksning. Imens kunne vi stadig høre bjørnen pusle rundt bag os. Den ekstra gåtur førte os til gengæld forbi et imponerende banyan-træ. Som en helligdom midt i junglen, med orkideer voksende på det enorme net af stammer og grene.

Vi fortsatte gennem junglen, hvor vi flere gange hørte raslelyde tæt ved. Hver gang ændrede vi greb på vores spadserstokke, så de blev forvandlet til kampstokke. Skridtene blev forsigtige og vi koncentrerede os om at gøre vejrtrækningen lydløs, imens pulsen tog til i styrke. Det viste sig ofte at være en påfugl eller en hjort. Men det kunne også have været noget farligere... Flere gange stoppede vi op når Jeet og Khanna kunne lugte tiger, eller kunne fremvise friske spor fra næsehorn eller bjørne langs stierne. Hver gang med stor spænding i kroppen til følge. Rutsjebaneturen af spænding fortsatte gennem de fem timer i junglen. Øjeblikke fuldstændig på vagt afløst af sagte øjeblikke langs floden eller ved en lysning, hvor hjorte hoppede rundt i det meterhøje græs.

Det blev ikke til flere møder med bjørne, men til fem utrolige timer til fods rundt i junglen. Med utrolige scenerier, masser af natur og frisk luft, samt møder med andre af junglens fascinerende dyr. Som da en mindre flok rhesusaber sprang rundt og legede i trætoppene ikke langt fra os eller flodskildpadden der med sit lyse skjold lå i solen på flodbredden.

Det var en fantastisk følelse at gå rundt bare os seks og nyde roen og livet i junglen. At være gæster på dyrenes territorie. Med den medfølgende nysgerrighed og spænding hver gang der var chance for at møde en af beboerne. Khanna fremviste, da vi var tilbage igen, sine ar på læggen efter at være blevet overfaldet af en læbebjørn, hvilket gjorde os glade for at vi trods alt kun havde set den på afstand.

Nepal: Nogle gange må man gribe øjeblikket.

Vi er vel nogle gange selv herre over at give livet lidt mere krydderi. Herre over at gribe de chancer, muligheder og øjeblikke der møder os på vores vej. For at få de oplevelser med, der kan gøre livet eller i hvert fald en enkelt dag lidt sjovere og mere kulørt. For mig er det i hvert fald en stor ting at få det meste ud af livet. Nogle gange lade fornuften og “det sikre” lidt tilbage og så kaste mig ud i øjeblikkene. Det har blandt andet ført mig til Nepal, fået mig til at kaste mig ud fra en 160m høj bro med en elastik om benene og i går gav det mig endnu en sjov oplevelse, der gjorde dagen god.

Tirsdag aften blev jeg ringet op af manageren af Shangri-La Spa her i Kathmandu, om jeg ville hjælpe hende med at være model til nogle billeder for deres nyåbnede spa. Jeg sagde ja med det samme, uden at have hørt meget mere. Det kunne vel ikke gøre ondt. Så igår mødte jeg op til fotosession uden egentlig helt at vide hvad jeg havde sagt ja til. Viste sig at indeholde en del bar hud.

Jeg fik hilst på fotografen og blev så bedt om at klæde om. Eller det vil sige klæde mig af og tage et håndklæde om livet. Derfra videre til første skydning i dampbadet. Forskellige stillinger, vinkler og lyssætninger blev prøvet af indtil fotografen og hans assistenter var tilfredse. Selv fulgte jeg bare med og lod mig modellere til de var tilfredse. Hele tiden med håndklædet om livet.

Men derefter skulle de næste billeder tages i det nedsænkede spabad. En af assistenterne bad mig sætte mig ned, så jeg smed håndklædet og trådte op på kanten af badet. Først dér opdagede jeg at der var spejle på hele den buede væg, rundt om den ene side af spaen. I fuld bar figur fik jeg øjenkontakt med hele holdet gennem spejlene. Tænkte: “Nå ja, de er alle mænd.” og satte mig ned i spaet. Fotografen stillede sig op på kanten i min fodende imens assistenterne begyndte at arrangere de flydende blomster og rosenblade på vandet, så der trods alt ikke var fuldt udsyn til mine private dele på billederne. Hver gang jeg lavede den mindste bevægelse flyttede blomsterne sig rundt, så assistenterne måtte stå klar til at arrangere blomsterne på ny. Vi morede os og mange billeder måtte tages om, fordi vi grinte for meget eller fordi blomsterne nåede at flytte sig, så lidt for meget blev synligt.

Efterfølgende var det billeder af forskellige massagestillinger, hvor jeg i en lille time lå på maven imens en massagepiges hænder, olie, blomster og “hot stone”-sten blev flyttet rundt på min ryg. Håndklædet om livet på mig, blev af én hele tiden rykket lidt ned og af en anden lidt op igen. Blitz-glimt og nepalesiske stemmer fyldte det lille rum, imens jeg bed mig selv i læben for ikke at komme til at grine.

Til sidst var det fodbehandlingsbilleder der skulle tages. Så mig om på ryggen. Med armene under hovedet og blikket op i luften, lod jeg mine fødder flytte rundt i flere forskellige stillinger. Nu med assistenter, massagepige og fotograf stående for fodenden af briksen. På et tidspunkt fik fotografen åbenbart kigget lidt op, for pludselig fik han travlt med at rette på mit håndklæde, så der ikke var frit udsyn op under håndklædet. Igen begyndte alle at grine, på nær massagepigen der fik kraftigt røde kinder.

Efter et par timer var vi færdige. Fotografen med en masse billeder og mig med gode oplevelser i bagagen. En dag med sjove episoder, der nok er uundgåelige med en relativ ublufærdig skandinaver der laver billeder i dampbad, spabad og på massagebriks, foran et hold af nepalesiske kamerafolk med et andet forhold til nøgenhed og bar hud. Som fotografen selv kommenterede med et stort smil, havde der nok været mere hud, hvis spaen havde ligget i Europa, hvilket jeg kun kunne give ham ret i.

Men sjovt var det og næste gang nogen giver mig muligheden for at gribe øjeblikket på en lidt skæg og anderledes måde, vil jeg også sige ja. Alt skal vel prøves én gang et tidspunkt i livet. Nu har jeg da prøvet at blive fotograferet, med kun flydende blomster til at dække mit nøgne skridt. Bliver spændende at se billederne når de kommer på hjemmesiden og i magasiner.

Nepal: De smukke børn.

I Nepal er det ikke ualmindeligt at se helt små børn med make-up. Vel at mærke kraftig make-up, i form af tyk sort streg om øjnene, ofte tegnet op i en spids ved udkanten af øjet ud mod hårgrænsen. I panden males en sort tika for at holde onde øjne væk fra barnet. Det er forskelligt fra familie til familie hvor meget man gør ud af det, men det er tradition at børnene får lagt denne make-up fra de bliver født frem til de bliver to. Når først barnet er blevet to, bruges der dog ikke make-up igen før pigerne begynder selv sidst i puberteten.

Der begynder også de mange piercinger i ørene og næsen. Oftest er det store kraftige guldsmykker der pryder piercingerne og modsat Danmark, ses det ofte som noget smukt hvis en kvinde har flere piercinger i ansigtet. Men traditionerne med piercinger starter også tidligt i den nepalesiske kultur. Og efterlader sig spor i alles ører, i form af en lille sort prik i hver øreflip hos stort set alle voksne mennesker. Mænd og kvinder.

Man siger at barnet skal have piercet ørene inden dets seks måneders fødselsdag. En fejring der kaldes Bashni. Ingen af dem jeg har snakket med kan forklare hvorfor det er sådan. “Det skal man bare” som de siger. Det er -endnu- en af de traditioner der går langt tilbage og de fleste følger, uden at kende den egentlige grund. Hullet i hver øreflip på det lille barn, laves derhjemme med noget så simpelt som nål og tråd. Uden bedøvelse eller is, stikkes nålen og tråden igennem et antal gange til der er skabt en lille ring i hvert øre af sytråd. Når den lille lette ring af sytråd har siddet så længe at hullet er nogenlunde helet, bliver sytråden klippet over og erstattet af en guldring.

Ved Bashni fejres det lille barns seks måneders fødselsdag med en velsignelse, hinduistisk puja, og barnet udklædes og sminkes som den levende gudinde Kumari. For at give beskyttelse fra den dag der ses som starten af livet. Til gengæld springes et-års fødselsdagen over, så den næste fødselsdag først er når barnet fylder to og ikke længere ses som baby. Det sorte øje i panden erstattes herefter af en almindelig rød tika, som mange voksne hinduer bærer.

Kumari

I det hele taget er udsmykning af de små børn ikke et ualmindeligt syn i Nepal. Mange mindre drengebørn bærer sølvbånd omkring anklerne og make-uppen kan være yderst spektakulær ved religiøse fejringer eller familiære højtider. Babyer bliver de første seks måneder taget med til byens templer eller bare ud i solen og får deres nøgne krop omhyggeligt smurt ind i smeltet smør. For at bevare den bløde babyhud og en smuk glød.

Det er en fornøjelse af være vidne til denne åbenlyse forskønnelse af de små børn. Som symbol på at de små nye liv fejres og værdsættes. Men også fordi man kan se det betyder noget for dem. De bekymrer sig ikke om de samme diskussioner der ofte er i den vestlige Verden i forhold til hvad børn må udsættes for. De holder i stedet fast i traditionerne og de små og store ceremonier deres tro foreskriver. Heldigvis stopper fejringerne og de smukke udsmykninger ikke efter barnet to års fødselsdag, men fortsætter resten af deres liv. En kendsgerning der er med til at gøre dagene i Kathmandu endnu mere kulørte.