Sommerferie Ibiza #4: Blind date.

I aftes efter væk-fra-solen-sidst-på-dagen-luren opdagede kæresten og jeg en seddel under døren. Gad vide hvor meget anbringende havde hørt fra vores “middagslur”? Hmm…

Zu Zimmer 220. Sprecht ihr deutsch? og forsatte med om vi havde lyst til at mødes med dem til en drink? Hilsen Zimmer 205. Værelse 205!? Hvem pokker er det? Pludselig blev vi nysgerrige. Hvor lå værelse 205 og hvilket par kunne det være. Tænkte alle dem (fyr/fyr) fra poolen igennem og dem vi havde set til morgenmadsbuffetten, men kunne ikke rigtig regne den ud. En hurtig tur på gangen viste at 205 lå skråt overfor vores.
Vi svarede pænt -på engelsk. Skal heller ikke overvurdere os selv- at de måtte komme forbi og banke på eller finde os ved poolen. Hvad skal man ellers svare? Vi ved ikke hvem menneskerne er? Pludselig slog det os at det også kunne være et fyr/pige-par eller to piger. Okay, så er der vist gået for meget homoferie i den, når dén mulighed først kommer som noget at det sidste.
Ny besked fra dem: Ok, mød os på ‘Soap’ kl. 0.30. Og to navne i bunden. F og S. S kunne vi tyde til en mand men F var sværere. Godt nok er ‘Soap’ en homobar, men der kommer så mange heteropar, så den løsning var stadig ikke udelukket. Igen blev parrene på hotellet gået igennem for muligheder.
Fik hurtigt svaret at vi ville holde en rolig romantisk hjemmeaften, men at vi kunne mødes i morgen, vil sige i dag, og at vi ikke rigtig var klar over hvem de var. At de måtte hjælpe os lidt.
I morges lå en ny besked. Begynder at minde om et usselt dating-bureau med folkeskole-teknikker, sådan som sedlerne flyver frem og tilbage mellem vores værelser. Nå, men de skrev at de ville tage på Gay Beach. At de måske ville møde os der. Ellers kunne vi mødes i aften inde i byen. Samtidig en beskrivelse af dem: en høj og en lav. (……!?) Og at vi har mødt hinanden i restauranten og i byen.
Jamen Gay Beach, så er det mysterium løst. De ér medlemmer af klubben. Men beskrivelsen af dem selv siger ikke meget vel. At vi ligefrem har mødt dem, er nok så meget sagt, eftersom vi ikke kan huske nogen. Så fulde er vi altså heller ikke, at vi ikke ved hvem vi snakker med. Efterfølgende ved morgenmaden kom det stort set kun til at dreje sig om at sidde med mørke solbriller på og lure alle de par (to mænd) ud vi kunne og forsøge at gennemskue dem. Prøvede at smile til nogle og nikke pænt. Uden resultat, så stadig på lige bar bund. What to do?
Nu har vi skrevet at vi er på ‘Soap’ på et bestemt tidspunkt i aften. Har ikke hørt mere, men de er nok på stranden. Men hvor er det dog frustrerende og teenage-psykose-fremkaldende at vide at der går et par rundt og ved hvem vi er, men vi ved ikke hvem de er. Tror de måske vi ved hvem de er?
Nu tager vi afsted i god tid, så vi forhåbentlig er der når de kommer, så vi ikke kommer til at optræde pinligt og så må vi tage den derfra. Hvad hvis de slet ikke siger os noget.
Blind date har jeg aldrig prøvet, men nu skal jeg på en, sammen med kæresten!

Sommerferie Ibiza #3: Tankerne forført af udsigten.

Sidder på balkonen med solen bagende ned over Talamanca-bugten - lige udenfor Ibiza by - der fylder hele udsynet. Hotellet ligger i bunden af bugten helt ned til vandet og herfra er der 180 grader udsigt over hele bugten og det omkring liggende. Bag det hele bryder naboøen Formentera horisonten.

Solens stråler leger med de små bølgetoppe i bugten og får det til at ligne en levende flade af glimtende krystaller. De mange både der ligger forankret spredt ud over hele bugten, vugger roligt og sejlbådenes master laver små udslag, der giver hele indtrykket et hypnotiserende præg. De hvide skrog på joller, sejlbåde, speedbåde og store million-yachts fremstår endnu skarpere og smukkere i solen mod det blå vand. Jetski der leger på bølgerne mellem de mange både, er det eneste der bryder roen i billedet. Men giver alligevel et smil-fremkaldende liv.
På den ene side ses øens smukke grønne natur, der ligger som en blød pude over de mange klipper helt ned til vandet, hvor de simple og udslidte fiskerhytter ligger langs bredden, med små joller ved nogle af broerne. Nogle af dem ligger med bunden i vejret og vidner om at alle disse hytter ikke længere er i brug.
Overfor hotellet, til højre for udmundingen ligger en kæmpemæssig klippeø, hvor et højt hvidt fyr står alene, men stolt, på toppen. Fyret der om natten er det eneste lys i mørket og tilfører med sine blinkende lys, klippeøen en hyggelig form for mystik.
Hvor klippeøen møder hovedøen starter Ibiza by, med den gamle by Dalt Vila liggende højt hævet over den øvrige by, med de mægtige mure omringende slottet og katedralen. Katedralens firkantede klokketårn troner højt over det øvrige. For foden får den nye by, de mange hoteller og de mange master i marinaen, ens tanker tilbage til nutiden og minder en om at livet på toppen var engang. Men fantasien når at lege ved synet af fortidens prægtige bygningsværker.
Hele udsigten underbygges af lydene fra de raslende palmeblade under balkonen, cikaderne skjult i planterne på jorden og livet omkring poolen og på stranden. Lutter glade toner. Poolen er bygget ud foran hotellet på stranden, så de to møder hinanden i vandkanten. Duften af det friske saltvand overdøver heldigvis lugten af klor og solcreme.
Med den udsigt kan man da ikke blive andet end afslappet. Vi har nu været her en uge og kroppen er nede i et gear hvor man kan sidde og kigge, uden at nogle forstyrrende tanker får lov til at ødelægge roen. Jeg har flere gange siddet og faldet i staver over udsigten og taget mig selv i overhovedet ikke at have haft nogle tanker i hovedet de sidste minutter. Dét har jeg trængt til. Ser nu kun frem til endnu en uge med ro til kroppen, til sjælen og til tankerne. Med denne fantastiske udsigt frygter jeg ikke det bliver noget problem.

Til info: Dalt Vila er på UNESCO World Heritage List.

Sommerferie Ibiza #2: Homoparadis.

SAS har for nylig set fordelene ved at henvende sig specifikt til de homoseksuelle turister. De homoseksuelle ses ofte som et segment af kunder med penge mellem hænderne og med stor lyst til ekstra forkælelses og luksus. Man må sige Ibiza også har set de fordele.

De homoseksuelle signaler er meget synlige hernede. Ligeledes er de homoseksuelle. Størstedelen af de store plakater rundt om i byen, for de mange diskoteker og clubber, kører tydeligvis på at friste bøsserne. Hvor vi i Danmark er vant til reklamer med letpåklædte piger, er det lige omvendt her. Der er det mændene der er letpåklædte. Den daglige Club Parade (se #1) er med lige så mange fristende fyre som piger og ruten går udelukkende gennem Carrer de la Verge, som er bargadEN i byen og slutter på en af de større homobarer Soap. Bargaden, som er stedet hvor det meste sker inden diskotekerne åbner, er en lang gade i hjertet af Ibiza by hvor homobare og butikker særligt henvendt til homoseksuelle, fylder facaderne på begge sider hele gaden igennem. Det siger lidt at der kan samles så mange homobare på ét sted og at det så samtidig kommer til at udgøre den travleste og livligste bargade i byen. Flere af de store verdenskendte clubber, Space, Pacha, Privilege, har en aften om ugen der er gaynight. Den største nok La Troya Asesina på Space, hvor op mod 10.000 homoer er samlet til én fest hver onsdag. Gæt hvor vi skal hen i aften? Ellers er der på dem alle, alle dage, et område særligt for homoer og shows med klare signaler om at ville tilfredsstille de homoseksuelle gæster også.
Syd for byen ligger Es Cavallet Beach, som er en lang fin strand, hvor der i den sydligste ende er det fineste sand og samtidig er det der gay-zonen ligger. Et helt område af stranden hvor der stort set kun ligger homoer og hvor restauranten Chiringay også er. Godt nok er stranden samtidig en nudiststrand, så man skal være forberedt på at se en bar røv eller mere ind imellem. Jeg ved ikke hvorfor de to ting ofte kædes sammen? Homoer er normalt ikke kendt for at have svært ved at blive seksuelle, så for meget bar hud kan næsten kun ende galt. I går var der da også et par stykker der blev FOR friske. Dér står jeg af og bliver flov over at homoer ikke altid kan styre sig når det kommer til sex. Stranden er super lækker og stemningen der er fantastisk og opmuntrende.
Øen og især Ibiza by er meget gay-friendly og gay-orienteted, med særlige kort og brochurer for hvor der er steder for homoseksuelle og stemningen er bare generelt, at det er okay. Derfor ser man også rigtig mange homoer i gadebilledet om dagen og om natten, på stranden, på hotellerne og på restauranterne. Det er tydeligt at mange homoer vælger at holde deres ferie på dette fristed. Det er alle typer og folk tør være ved den de er. Derfor ser man mange udklædte drags, men også homoer i “almindeligt” gå-ud-tøj, der med stor sandsynlighed ville give tilråb og i værste tilfælde bank i en by som København, fordi tøjet signalerer lidt for meget “homo”. Mens her er det bare en del af stedet, at sådan kan man være. Der er ingen skæve blikke overhovedet.
Man kan spørge sig selv om det er nødvendigt. Om det ikke får de homoseksuelle til at skille sig endnu mere ud og udelukke sig fra det “almindelige” samfund. For et halvt år siden ville jeg have sagt JO! og på alle måder afvist at tage på sådan en ferie. Jeg vil sige at jeg heller ikke vidste at det var sådan da vi bestilte rejsen herned. Men hvor er det dog befriende. Og man føler sig ikke det mindste isoleret eller at der bliver taget særlige hensyn. Hernede er det bare dét der er almindeligt og derfor kan alle være sig selv. Og så længe man ikke engang kan det i et land som Danmark uden at frygte stirrende blikke og tilråb, så er det rart at opleve på sin ferie. Det er tværtimod de lande som f.eks. Danmark, hvor det stadig ikke er accepteret fuldt ud, at homoerne bliver isoleret og “tvunget” til at gemme sig på barer og diskoteker lidt væk fra de oplyste gader. Her på ibiza kan min kæreste og jeg uden videre holde i hånd og kysse hinanden på romantiske steder, hvor man som homo nogle gange står netop de steder og kigger på alle de heteroseksuelle par der kysser og holder om hinanden som det naturligste i verde. Ja, det kan homoer også, men det er altså ikke altid rart når man kan mærke forbipasserendes blikke i nakken, mens man gør det.
Derfor er det virkelig rart at holde ferie her, som homoseksuelt par. Fordi man kan nyde ferien fuldt ud og gøre det sammen. Jeg vil langt fra sige at alle mine ferier skal være sådan fremover. Det kan også blive for meget. Men det er en oplevelse at prøve. En tankevækkende og befriende oplevelse.

Sommerferie Ibiza #1: Drags, druk og dans.

Sommerferie Ibiza #1: Drags, druk og dans.

12. Juli 2008 Rediger

Pludselig fyldes luften i den smalle gade med barer og caféer på begge sider med lydene af musik, råb og sang. En strøm af udklædte - nogen i ingenting - fylder gaden ud. Club Parade er i gang, hvor folk fra Ibizas mange store diskoteker og clubber går gennem byen med hver deres spektakulære show for at reklamere for deres diskotek og aftenens tema. Deres optog får enhver gaypride til at virke amatøragtig. Her er der trænede fyre i speedos der kommer med en overdådig båre med en letpåklædt pige siddende, hævet på deres skuldre. Nogle bare i deres speedos, en maske og deres toptrænede kroppe som reklamesøjle. Spanske mørke fyre i kjole og hvidt, høje hatte, mørk make-up og netstrømper og høje stiletter i stedet for bukser. Et optog har hele Star Wars temaet i levende live. Nogle piger er som taget ud af et sambaoptog i Brasilien med små snore som tøj, palietter, kæmpe vinger af farvestrålende fjer der fylder hele gadens bredde og hårpynt i matchende fjer som et springvand i en meters højde over deres hoveder. Midt imellem kommer et hold barokudklædte højt hævet over de øvrige på høje stylter.
Det er drags, bøsser, heteroer samlet i en farvestrålende parade. En parade der i den grad er præget af sex, fest, provokation, fantasi og modet til at lave noget anderledes. Silikonebryster der er til frit skue eller en anorektisk tynd fyr klædt ud som Hitler i korset. -For eksempel. Når først paraden har været igennem byen er natten for alvor skudt i gang. Og sikke en fest!
Mulighederne er mange. Endnu bedre hvis man bliver gode venner med en bartender eller to, så man kan spare de 3-700 kroner i entre til clubberne. Måske også redde sig en VIP-invitation. I går stod den for vores vedkommende på Privilege, hvor vi havde fået fri entre. Inde i byen kunne man se den kraftige lyskegle bryde den mørke nattehimmel inde midt på øen. Da vi kom fra motorvejen dukkede der pludselig en kæmpe lysende kuppel frem og jo tættere vi kom på lignede det mere og mere én stor forlystelsespark med lys og farver. Da vi endelig stod ved indgangen vrimlede det med unge mennesker der kæmpede for at komme ind. Da vi selv kom ind forstod vi hvorfor. Jeg har aldrig været i så stort et rum. Ja, hal er vel bedre beskrivende. Stedet var proppet med mennesker i flere etager og for enden af rummet var en kæmpemæssig scene i flere niveauer med shows i verdensklasse. Flere af deltagerne fra Club Parade fremviste nu deres show der. Det fedeste elektroniske musik væltede ud af højtalerne og fyldte det enorme rum, hvor loftet var så højt over os, at det kun kunne anes. Selvom rummet var stort var hele rummet udsmykket som en club, så man ikke stod med følelsen af at være i en tilfældig silo eller nedlagt fabrik. Midt på dansegulvet var en stor pool og rundt om i rummet dansede udklædte piger og fyre i bure. Der stod vi tre fyre med julelys i øjnene og kiggede ud over dette paradis. Vi var på Privilege, verdens største club, sammen med 12000 andre. Nej, der er ikke et nul for meget. Tolvtusind er rigtigt læst.
At vi havde været trætte i taxien, blev med et splitsekund glemt og en særlig energi fyldte vores kroppe. Vi kom frem til scenen og fyrede den ellers af til den vilde musik og de fede shows, de næste timer. Alle tanker om trommehinder, væske og trætte ben blev glemt og i stedet erstattet af dans og vodka-Red Bull i lange baner. Flere gange måtte vi bare gribe fat i hinanden og råbe “Det er for vildt!” Aldrig har jeg haft så fed en aften.
Da vi væltede ud i dagslys lidt i syv, var vi helt oppe at køre. Ikke mindst grundet de mange Red Bulls, men også pga. den fede oplevelse. Sjovt var det dog ikke i morges, da vi blev vækket efter kun tre timers søvn, for at nå morgenmadsbuffetten på hotellet. Stadig stive sad vi som tre små drenge efter juleaften og snakkede om natten, kun afbrudt af højlydte grin og dybe suk når latterkramperne mindede os om alkoholen i kroppen og dens indvirkning på hoved og mave. Vi tumlede videre til poolen og har ligget der siden. Nu kan det kun blive aften, så vi kan komme ud og udforske fantastiske Ibiza by night endnu engang.

Skt. Petersborg #4: En oplevelse for ganen og sindet.

Da jeg kom hjem fra New York var jeg bl.a. meget imponeret og overrasket over maden over there. Mine forventninger til maden i Rusland var absolut heller ikke høje. Ikke ud over at jeg glædede mig til kaviaren. Dog er jeg i stedet kommet hjem med en oplevelse af en by med et lækkert udvalg af gode og spændende restauranter med lækker og interessant mad. Mange steder mindede standarden om det vi oplevede i New York og noget vi i den grad kunne savne i København.

Første positive ved restauranterne i Skt. Petersborg er at køkkenerne først lukker mellem tolv og et om natten. Det skyldes nok de lyse nætter som byen er så kendt for. Det var lyst til halv tolv, hvilket gav en særlig stemning og gjorde at vi sjældent var ude af spise før ved ni-ti-tiden. Men det gav også længere eftermiddage til at sidde i solen og nyde udvalget på de mange kaffebarer og kagehuse der ligger rundt om i byen og ved de mange kanaler.

Ja, vi fik kaviar og masser af champagne og smagsløgene dansede i et væk i den russiske specialitet. Kæresten startede opholdet med en anden russisk specialitet, nemlig Borsjtj - kold rødbedesuppe. Jeg smagte og der måtte jeg altså stå af. Bare tanken får det hele til at vende sig i mig igen. Heldigvis blev det meget bedre resten af turen. Om vi sad på en kopi af et sørøverskib ved floden, i restauranten med udsigt over vandet og fik serveret retterne med sølvlåg og drømte om råd til at købe cognacen på kortet til 50.000 kr. Eller sad på første-salen i et palæ med højt til loftet, uforglemmelig stuk, lysekroner og pejs i den ene ende. Levende lys i store stager på de smukt dækkede borde. Tunge dekorerede gardiner i harmoni med den øvrige stemning om at sidde på et slot. Lyse bobler i glassene og velanrettet mad på de store tallerkner. Romantikken var i højsædet og rammerne, servicen og maden gjorde bare oplevelsen endnu mere utrolig. Dette er bare et par eksempler fra vores oplevelser. Der er mange flere og lige så mindeværdige. Maden var spændende, eksperimenterende og ikke mindst godt lavet. Stederne var hyggelige, tjekkede, rustikke, gennemførte, lounge-artige, autentiske, romantiske og intime.

At man samtidig kan spise for ca. det halve af herhjemme, gør bare København endnu mere til skamme. København er langt bagefter madmæssigt og stilen på restauranterne var af langt højere standard end det man er vant til i København. Man kan kun håbe at København en dag havner på samme niveau, så vi ikke længere kun skal have de samme club-sandwich og kartoffelbåde som der findes alle steder i indre København, hvis man da ellers når det inden køkkenet lukker for gassen først på aftenen.

Skt. Petersborg #3: To timer i audiens hos kejserinden.

Man kan ikke besøge Skt. Petersborg uden at se Vinterpaladset og Eremitagen, så derfor var det det eneste sikre udflugtsmål vi havde bestemt hjemmefra. Efter en times sejltur på byens kanaler forbi paladser, kirker, katedraler og historiske bygninger og havde hørt de medfølgende historier, gik turen så til Vinterpaladset. (Skal siges at Eremitagen er en del af Vinterpaladset, der i alt består af fem store bygninger.)

Udefra er paladset utrolig smukt og overvældende. Når man står inde i gården med de høje træer venter man kun på at komme ind bag de store mure for at se hvilke skatte der gemmer sig derinde. Kæresten og jeg havde en personlig guide i to timer, hvilket gjorde rundturen endnu mere optimal, da vi selv kunne designe turen efter hvad vi helst ville se. Det skal siges at der er 300.000 kunstværker udstillet, hvilket svarer til 10% af hele paladsets samling og alle rummene i forlængelse svarer til en gåtur på 24 km. Så det er med god grund at man ikke kan nå alt og derfor kan blive nødt til at vælge noget ud.

Udefra er paladset overvældende og pompøst, men når man kommer indenfor stopper enhver evne til at snakke. Man står bare med åben mund og stirrende øjne. De betagende syn får hjertet til hele tiden at øge tempoet. Over alt er der guld, marmor og flotte kunstværker. Alt er bare stort og nærmest overgjort, så det bliver vulgært. - Men hvem kan ikke godt lide det lidt vilde og pompøse ind imellem. Rundturen med vores guide blev en intim hyggesnak rundt på slottet med sjove små historier og historiske facts. Igennem kæmpe balsale og mindre private gemakker. Når vi snakker mindre på dét palads, snakker vi stadig en stor herskabslejlighed i København. Vi så kunst man troede var umuligt og rum udsmykket på de mest fantastiske og overvældende måder. Selv de lange gange var hver i sær et kunstværk og med en god fantasi begyndte man langsomt at se Katharina den Store gå igennem rummene i sine store kjoler eller tsaren sidder i sin trone med udsigt over salen og de mange folk til bal i store rober i de enestående rammer. Livet på paladset tog form og man forestillede sig livet dengang. Dengang der var penge nok til at leve livet så pompøst.

Det pompøse liv indebar dog heldigvis muligheden for at købe store kunstskatte og turen på Eremitagen bød også på Da Vinci, Rembrandt, Picasso, Matisse, Van Gogh og et hav af andre store kunstnere der hang side om side. Den kunstneriske storhed fyldte de mange rum og øjnene og sindet var efter de to timers tur godt mætte, men samtidig sultne efter at komme tilbage og genopleve dette utrolige sted og få mulighed for at udforske de mange ting man ikke nåede første gang.

Skt. Petersborg #2: Det kyrilliske alfabet.

Hvem har ikke set nyhedsklip fra Rusland og tænkt: Hvad står der mon på det skilt? Det er skrevet på et andet sprog, men også med fremmede bogstaver/tegn. Sådan er det også at være i Rusland. Alt er skrevet med kyrilliske bogstaver. Gadeskilte, infoskilte, menukort og reklamer. Ind imellem føler man, at man lige så godt kunne være landet på en anden planet. Det bliver ikke bedre af at mange af russerne ikke kan engelsk.

Eftersigende bliver det bedre og bedre med årene. Der er da nogle, især de unge, der kan engelsk og de større restauranter i og omkring centrum har også noget af menukortet på engelsk. Men stadig er gadenavne, metrostationer og busstopsteder angivet med de ulæselige bogstaver. I stedet for at lade os forvirre af det, valgte vi dog at kaste os ud i det. Med metroen måtte vi stave os frem tegn for tegn og prøve at finde logik og det lykkedes! Med gadenavnene måtte vi bare orientere os på anden vis, og det lykkedes også! På restauranterne måtte vi nogle gange bruge tegnsprog og når maden kom, så bruge øjne og næse til at gætte os frem til hvad der lå på tallerknerne foran os. Det lykkedes minsandten også!

Så selvom de ulæselige skilte overalt kunne tage pusten fra en inden start, klarede vi den fint med masser af grin til følge. Vi ville opleve så meget som muligt og lod så forhindringen spille en lille rolle. Men alt andet lige ville det da være nemmere at begå sig et sted hvor man i det mindste kan stave sig frem. Men det er så spørgsmålet om vi ville miste nogle af de pudsige oplevelser vi har haft.

Skt. Petersborg #1: Positiv overraskelse.

Da jeg steg ombord på flyet til Skt. Petersborg fredag morgen skal jeg indrømme, at jeg havde jeg et billede i hovedet af hvad jeg kunne forvente. En grå og trist by. Beskidt og kedelig. Bombastiske bygninger uden charme i en by af lignende karakter. Udtryksløse mennesker på gaderne i uformeligt tøj i samme triste farver som omgivelserne.

Da vi kom ud af lufthavnen til vores bestilte business-class-bil og så det var en gammel støvet og bulet Passat, trak jeg bare på smilebåndet og tænkte for mig selv. Nå ja, så blev mine tanker alligevel ikke gjort til skamme. På vej mod byen kørte vi tydeligvis igennem et område præget af tiden under kommunismen med store grå bygninger. Men derefter skal jeg love for at jeg måtte synke hver eneste negative tanke med en bitter smag i munden. Rundt om os var der bygninger i stærke og livlige farver. Store huse med detaljer der kunne gøre selv et dansk slot misundeligt. Til sidst blev vi sat af ved hotellet, hvor der overfor lå en kæmpe lysegul og hvid kirke med de velkendte store og små kupler i blankt sort. Over os var himlen blå med en bagende sol der fik bygningerne og kirkens farver til at træde endnu mere frem.

Den efterfølgende gåtur på hovedgaden Nevskij Prospekt beviste at pladsen ved hotellet kun var en forsmag. Hele tiden kig vi med drejede eller tilbagelænede hoveder for at få det hele med. Overalt var der den ene imponerende bygning efter den anden. Kun afbrudt af smukke kirker, mindre palæer og specielle bygningsværker. Imellem dem alle løb de mange kanaler med små broer. Et kig langs kanalkajen, hvor de imponerende bygninger med søjler og luksuriøs udstråling lå helt ned til kajen, de små romantiske broer og solens spejling i det rolige vand fik en til at føle sig hensat til en mægtig by i Romerriget.

Midt på hovedgaden blev luften som hevet væk. Bygningerne forsvandt og en kæmpe plads lå foran os. Midt på lå en kæmpe katedral med en styrke så stor og et imponerende ydre der fik hele luften omkring til at virke hellig. Man kunne intet sige, men lod i stedet bare øjne vandre fra den ene kurvede kolonnade ind til selve kirke med den enorme kuppel højt over jorden for at forsætte ud af den anden kolonnade. De godt 100 meter lange arme af kolossale søjler tryllebandt en og fik øjnene rettet mod kun ét sted. Nemlig den vigtige helligdom Vor Frue af Kasan-katedralen. En tur inde i kirken gav en endnu større religiøs oplevelse. Guld, smukke ikoner og detaljerede malerier fyldte det store kirkerum sammen med summen fra de bedende og duften fra de mange levende lys.

Tilbage på hovedgaden gik vi nu med et mål. Nemlig Vinterpaladset og Eremitagen ved floden for enden af gaden. Det kæmpemæssige palads i den særlige grønne farve fyldte hele synsfeltet. Vores egne slotte hjemme i Danmark kom til at ligne små the-pavilloner. Den store plads foran slottet med Aleksandersøjlen fik slottet til at fremstå endnu mere majestætisk og pompøst og man kom næsten til at bøje sig for de tsar-familier der havde boet bag de mægtige mure. Dér skulle vi helt sikkert ind en af dagene.

En forsmag på det kolde Rusland.

Nu sidder jeg her med stivfrosne tæer, en kold næse og en tidsplan der er forskubbet. Sagen er den at jeg har stået foran den russiske ambassade i 1½ time. Og nej, jeg har ikke været med i en eller anden anti-Putin-demonstration, men derimod blot været der for at få visum til kæresten og mig. Sikke et cirkus!

Kæresten var af sted i fredags, men fik en dør og et lukket-skilt i hovedet da han nåede frem til døren efter en time i kø. Så i dag blev det min tur til at prøve. Gad vide om han mener jeg bedre kunne charmere mig frem… Nå, men i hvert fald tog jeg af sted i god tid og var der en halv time før de åbnede. Allerede der havnede jeg som nummer syv i køen og indtil kl. ni hvor de åbnede voksede køen stødt. Det er muligt det er forår i resten af Danmark, men på fortovet foran ambassaden var det absolut ikke forår. Det var skide koldt! Allerede efter et par minutter klaprede mine tænder og jeg forsøgte at lave små elegante hop på stedet. Lykkedes ikke! Optimismen steg ikke i takt med de mange historier man hørte i køen om personer der var gået forgæves eller af forskellige årsager var blevet afvist. Samtidig vidste jeg, fra kæresten, at de overholdt åbningstiden MEGET nøjagtigt, og jeg frygtede derfor for køens tempo. Jeg nægtede simpelthen at stå der én gang til. Langsomt skred det dog fremad og langt om længe kunne jeg få lov til at træde indenfor i det varme rum hvor ansøgningen kunne foregå. Krydsede fingre for alle papirerne var som de skulle være. Der var altså mange papirer og oplysninger der skulle opfyldes. Men det lykkedes! Efter endnu lidt venten og en tom pengepung. Få minutter efter stod jeg igen på gaden og havde ondt af dem der stadig stod i kø i kulden.

Så hvis du/I en dag vil til Rusland, så overvej lige at få et rejseselskab til at ordne visum eller tag varmt tøj og en god portion tålmodighed med når du selv skal hen og ansøge.

Når alt det nu er sagt, så glæder jeg mig helt vildt!

Turen går til NY #9: Turen hvor fordomme blev aflivet eller bekræftet.

Når man ikke har været i USA før, kan man af gode grunde ikke udtale sig om hvordan det er derovre. Men USA fylder alligevel så meget i vores hverdag bl.a. gennem film, blade, tv og vores egne nyheder. Derfra danner man sig et indtryk af hvordan det er i USA, hvordan samfundet fungerer derovre og hvordan der mon ser ud.

Således også mig. Inden jeg landede i Newark lufthavn havde jeg også gjort mig mange forestillinger om hvordan New York ville være og hvordan det ville være at komme til USA. “Det forjættede land!”

Allerede i flyveren og i lufthavnen blev min første fordom bekræftet. Immigrationspapirerne indeholdt bl.a. spørgsmål om hvorvidt man sympatiserede med nazisterne under 2. Verdenskrig. Helt ærligt, hvad havde de selv regnet med at man svarede. Hvis der var et spørgsmål der lød om man synes Bin Laden er en guttermand, ville en potentiel terrorist nok godt kunne regne ud at han skulle svare nej for at forbedre sine chancer for indrejse. I lufthavnen skulle passet nærmest holdes i luften hele tiden og immigrationsmyndighederne stillede de mest irrelevante spørgsmål, hvorefter man skulle aflevere fingeraftryk og glo i et webcam. Da vi skulle ud af landet var sikkerhedshysteriet det samme.

Da vi kom op fra subwayen på Madison Square Garden var min første kommentar: “Er det ikke større!” Og det var oprigtigt ment. Det kom bag på mig at bygningerne ikke var højere og stod tættere. De følgende dage bekræftede ligeledes denne oplevelse. Der var ikke den klaustrofobiske fornemmelse ved at stå mellem fire ekstremt høje bygninger hele vejen rundt om en, som jeg havde ventet. Vel er nogle af bygningerne høje, bevares. Men jeg havde regnet med at skyskraberne ville stå tætpakket på hele Manhattan, som mælkekartoner i køledisken, men de er faktisk meget koncentreret hovedsageligt to steder på øen. Syd og syd for Central Park. Også det at der var så meget luft mellem de høje bygninger gjorde at det ikke virkede så voldsomt om forventet. Luften var samtidig ren og frisk. Den er stadig stor, ingen tvivl om det!

Imellem de høje bygninger havde vi forventet langt flere mennesker, mere stres og hektisk aktivitet. Godt nok var der vinterferie i New York, men der var forbavsende få mennesker på gaden i løbet af dagen. Vi snakkede flere gange om at byer som London og København har langt flere mennesker på gaderne. En gade som Wall Street hvor vi havde glædet os til at opleve en myretue af jakkesæt, var der relativt stille. Her havde man til gengæld den klaustrofobiske fornemmelse jeg havde forventet var mere generel for New York. De høje bygninger stod virkelig tæt og rakte højt op. De dannede en mur så man havde fornemmelsen af en labyrint, hvor eneste mulighed for at se himmel var at kigge lodret op.

Landets egoisme og arrogance kom flere gange til udtryk på rundturen i UN. Jeg kunne komme med flere eksempler, men alt andet lige kom dette ikke som nogen stor overraskelse. Det var forventet. Når den almene amerikaner spurgte hvilket land vi kom fra eller hvilket sprog vi talte, nikkede de fleste anerkende men lignede ét stort spørgsmålstegn når vi sagde Danmark. Men alle var de for stolte til at spørge yderligere. Til sidst blev jeg lidt provokeret og spurgte et af spørgsmålstegnene om hun vidste hvor Danmark lå, i forsøg på at presse hende lidt. En anden mand udbrød stolt Amsterdam da vi sagde Danmark. Hmm, koncentrerer de sig lidt for meget om dem selv. Er det takken for at vores statsminister følger deres præsident i stort set alt?

Men som sådan var der ikke noget der overraskede mig negativt. Dog var der en del der overraskede mig positivt, som jeg også flere gange har været inde på i tidligere indlæg.

Ikke mindst den kulinariske oplevelse det viste sig at være. Men noget jeg især har tænkt tilbage på flere gange er den imødekommenhed og det serviceniveau der er derovre. Det er simpelthen imponerende og man bliver virkelig flov over den måde vi danskere kan opføre os på. Både i butikkerne og på gaden. Der er ikke nogen tvivl om at de ansatte i butikkerne, på restauranter og hoteller har en løn der er baseret på provision og drikkepenge, hvilket bare gør at de virkelig kæmper for at behandle deres kunder/gæster godt. Man kan så snakke for og imod denne lønningspolitik på mange måder. Vi er her i Danmark så til gengæld sikret en rimelig minimumsløn, men der er servicen virkelig også i bund. Det er en fornøjelse at være i New York, netop fordi alle er smilende og venlige. Fremmede kommer hen til dig på gaden og i subwayen, og det føles naturligt at svare dem, hvor man i Danmark mange gange vender ryggen til. I butikkerne føler du dig velkommen og på restauranterne som inviteret. At alting så samtidigt var billigt, pga. den dårlige dollarkurs, gjorde bare det hele endnu sjovere. Vi spiste, shoppede og drak som konger, uden at føle vi havde betalt overpris for noget af det.

Om NY gør noget særligt for det ved jeg ikke, men vi bemærkede flere gange hvor få hjemløse vi så i gaderne. Måske de er andre steder end lige der hvor vi kom. Jeg tror ikke vi skal lade os snyde af at de ikke var synlige i gadebilledet. Men amerikanske film har ofte efterladt et andet indtryk.

Der er ingen tvivl om at New York er en by der aldrig sover. Der er konstant liv på gaden og når man vågnede kl. 4 om natten var der samme aktivitet nedenfor vinduet som kl. 4 om eftermiddagen. At NY ikke er repræsentant for hele USA er der nok heller ikke nogen tvivl om. Det er den for europæisk inspireret til. - Er det mon også derfor der ikke var så mange fede mennesker? - Det er en fantastisk by og halvdelen af mit hjerte er stadig over there. Det er kærlighed ved første blik og jeg skal helt sikkert tilbage og det kan kun gå for langsomt. Minimum en gang om året fra nu. Hvem ved, måske der en dag skal skrives New York uden på kuverten når der skal sendes post til mig.